Søgning efter: "Knoglemarv"

Leukæmi (...knoglemarven får tid til at gro til normalt niveau. Nogle celledræbende midler kan gives som tabletter, mens andre skal indsprøjtes i en blodåre (intravenøst). Ved kronisk myeloid leukæmi og kronisk lymfatisk leukæmi spiller behandlinger målrettet mod særlige genforandringer (targeteret behandling) en stor rolle, ligesom der i dag også findes mange former for targeteret behandling behandling til akut myeloid leukæmi. Disse behandlinger indtages ofte som tabletter. I nogle tilfælde gives kombinationer af targeret behandling og kemoterapi. Kemoterapi dræber celler, der deler sig hurtigt, herunder leukæmiceller, men også hårceller, normale knoglemarvsceller, kønsceller og slimhindeceller. Kemoterapi giver derfor bivirkninger i form af hårtab, sterilitet, slimhindeirritation og øget tendens til infektioner. Kemoterapi i tabletform virker generelt svagere end de stoffer, der er beregnet til indsprøjtning, men principielt er virkningen den samme. Hvis der gives store doser af kemoterapi, kan bivirkningerne blive alvorlige. Targeteret behandling er ikke kemoterapi, men behandling rettet mod specifikke genforandringer eller cellulære signalveje. Disse behandlinger har ofte en anderledes bivirkningsprofil. Både kemoterapi og targeteret behandling kan medføre alvorlige bivirkninger og behandlingen af leukæmi er, uanset typen, en specialistopgave. Hvad kan du selv gøre? Det vigtigste, du selv kan gøre for at lette behandlingen, er at være opmærksom på bivirkninger eller nye symptomer og meddele det til sundhedspersonalet. Behandling af leukæmi er en specialistopgave og varetages på hæmatologiske afdelinger. Den afdeling, der står for din behandling, kan informere dig om forholdsregler under behandling, herunder ved hvilke symptomer man straks skal kontakte afdelingen. Akut Myeloid Leukæmi (AML) Ved denne type leukæmi gives intensiv kemoterapi i kure som indsprøjtning i en blodåre. Behandlingen foregår i nogle tilfælde indlæggelse på hospital, da der ofte støder bivirkninger til, fx infektioner, blodmangel og blødningstendens, hvor der er behov for antibiotika, blod- og blodpladetransfusioner og anden understøttende behandling. Behandlingen kan også foregå ambulant, dvs. uden indlæggelse. Til nogle patienter kan den intensive kemoterapi suppleres med en behandling, som er mere specifikt rettet mod de ondartede celler. Det vil være antistofbehandling, som er rettet mod et protein på de ondartede cellers overflade, eller en enzymhæmmer (proteinkinasehæmmer) rettet mod ændringer i signaleringsvejene, som skyldes genforandringer inde i de ondartede celler. Det er ikke alle patienter, der kan tåle den meget intensive behandling, hvor der kan ses alvorlige komplikationer som fx livstruende infektioner. Hos ældre patienter vælger man derfor ofte en mindre intensiv behandling, som kan bestå at målrettet behandling kombineret med en mildere form for kemoterapi. Behandlingen foregår som primært ambulant. Behandlingerne gentages, når antallet af normale celler i blodet er normalt eller næsten normalt. Ved at give flere behandlinger, evt. forskellige typer, øges chancen for at få udryddet alle leukæmicellerne. Der findes også behandlinger, der kører med mere faste intervaller. Hvis der ved laboratorieundersøgelser af leukæmicellerne er konstateret særlige risikofaktorer, fx specielle genforandringer eller dårligt respons på den indledende behandling, kan behandlingen afsluttes med en knoglemarvstransplantation, der erstatter patientens knoglemarv med ny knoglemarv fra en rask donor. En sjælden undertype af AML, hvor der er ombytning af dele af kromosom 15 og 17 i de ondartede celler (promyelocytleukæmi), behandles med A-vitamin og arsenik og har en særlig god prognose. Denne sygdom er ofte kendetegnet ved blødningstendens ved diagnosen. Akut Lymfatisk Leukæmi (ALL) Denne type leukæmi behandles som beskrevet under akut myeloid leukæmi. Valget af stoffer er dog forskelligt. Da akut lymfatisk leukæmi har større tilbøjelighed til at sprede sig til hjerne og rygmarvsvæske end akut myeloid leukæmi, gives også ofte små doser kemoterapi ind i rygmarvsvæsken. Derudover vil mange med ALL få vedligeholdelsesbehandling i længere tid efter den intensive kemoterapi. Ligesom ved AML, vil man hos nogle patienter tilbyde transplantation, såfremt man ud fra sygdommens genetik og/eller respons på indledende behandling vurderer, at der er høj risiko for tilbagefald. I tilfælde af tilbagefald eller manglende effekt af standardbehandlingen kan der i specielle tilfælde anvendes en immunterapi, hvor kroppens raske immunceller (T-lymfocytter) udtages fra patienten og genmodificeres i laboratoriet. Herved bliver cellerne i stand til at ødelægge kræftcellerne, når de gives tilbage til patienten med en indsprøjtning i en blodåre. Denne behandling kaldes CAR-T. Der findes også antistoffer, der virker ved at dirigere kroppens egne raske immunceller hen mod de syge leukæmiceller. Kronisk Myeloid Leukæmi (CML) Denne leukæmi er resultatet af en specifik pådraget gendefekt med ombytning af dele af kromosom 9 og 22 i leukæmicellerne (Philadelphia kromosom). Dette fører til dannelse af et defekt protein (enzym), som er ansvarlig for, at leukæmicellerne deler sig uhæmmet og overlever. Til behandling af denne type leukæmi anvendes enzymhæmmere (proteinkinasehæmmere) rettet mod dette specifikke protein. Der er udviklet flere typer (generationer) af disse midler. Behandlingen gives som tabletter. Bivirkningerne er anderledes end ved kemoterapi. Det kan være væskeophobning, hjertebivirkninger eller almene symptomer som hovedpine, træthed, kvalme og muskelkramper. Der kan også opstå påvirkning af den raske knoglemarvsfunktion, så produktionen af røde blodlegemer, blodplader og hvideblodlegemer hæmmes. Hvis en type enzymhæmmer er forbundet med for mange bivirkninger eller ikke virker på leukæmi sygdommen, skiftes der oftest til en anden type (generation). Nogle gange kan sygdommen også udvikle resistens mod de mest almindeligt brugte proteinkinasehæmmere. I dette tilfælde kan man nogle gange bruge nogle af de nyere typer proteinkinasehæmmere. Hos de fleste patienter vil enzymhæmmerbehandling være meget effektiv og fjerne leukæmicellerne i en grad, så de ikke længere kan måles (minimal residual disease negativ sygdom). Når dette sker, kan man i nogle tilfælde holde pause med behandling i længere perioder samtidig med, at man med jævne mellemrum kontrollerer at sygdommen fortsat ikke er målelig. Hvis sygdommen bliver målbar, genoptages behandlingen med enzymhæmmere. I tilfælde hvor ingen af enzymhæmmerne kan fjerne og/eller kontrollere leukæmien, vil der være risiko for, at sygdommen over tid kan ændre karakter til en akut leukæmi (blastkrise). I sådanne tilfælde behandles sygdommen mere som akut leukæmi. Kronisk Lymfatisk Leukæmi (CLL) I tilfælde, hvor der kun er et beskedent og stabilt antal leukæmiceller i blod og marv og hvor der ikke er symptomer på sygdommen, er behandling ikke nødvendig. I disse tilfælde observeres patienterne uden behandling. Nogle patienter får aldrig behov for behandling. Hvis leukæmien viser tegn til at fortrænge den normale knoglemarv eller giver generelle symptomer i form af vægttab, nattesved eller hudkløe, startes medicinsk behandling. I dag vil førstelinjebehandlingen for langt de fleste patienter være targeteret behandling, fx med BCL2-hæmmere eller BTK-hæmmere, evt. kombineret med antistof rettet mod leukæmicellerne. Kemoterapi har også effekt, men bruges sjældnere i dag. I sjældne tilfælde udvikler CLL sig til mere aggressiv lymfekræft (Richters transformation, ofte af typen diffust storcellet B-celle lymfom), der må behandles med mere intensiv kemoterapi og evt. knoglemarv...)

Lav risiko for smitte med hantavirus

Tilfælde af ny Mpox (abekopper) i Danmark

Du har søgt på: Knoglemarv

Kontakt

Om medicin.dk – borger