Kræft i prostata

Hvad er Kræft i prostata?

Prostatakræft (cancer prostatae) er en ondartet svulst i blærehalskirtlen (prostata), som ligger rundt om urinrøret, lige under blæren. Læs også artiklen Generelt om kræft. 

Symptomer

Hvis prostatakræften er begrænset til selve prostata, giver den som regel ingen symptomer. Der kan gå op til 20 år, før den giver symptomer. Sygdommen kan vise sig ved, at du har hyppig vandladning og besvær med at komme af med vandet. Disse gener skyldes dog oftest den godartede forstørrelse af prostata, som de fleste mænd udvikler med tiden. Du kan også have blod i urinen eller sæden. Hvis sygdommen har bredt sig til lymfeknuderne eller knoglerne, giver det som regel smerter, og du føler dig syg med træthed og manglende appetit. Er knoglerne angrebet, kan det betyde, at der lettere opstår knoglebrud. 

Hvordan forløber sygdommen?

Prostatakræft vokser meget langsomt. Sygdommen kan udvikle sig i flere årtier, før der kommer symptomer. Sygdommen forløber meget forskelligt fra person til person og kan derfor i det tidlige sygdomsstadie være helt umuligt at forudsige. Det har vist sig, at flertallet af patienter med ubehandlet prostatakræft ikke bliver syge eller dør heraf. Alligevel er forekomsten af prostatakræft så hyppig, at det er den kræftsygdom, som medfører flest dødsfald blandt danske mænd.  

På trods af, at vi gennem flere årtier har øget indsatsen for tidlig opsporing af sygdommen og derfor nu opererer og strålebehandler cirka 2.000 danske mænd årligt, er det ikke lykkedes at nedsætte dødeligheden af sygdommen. Da sygdommen udvikler sig meget langsomt, kræver det lang tids opfølgning at kunne vise, om behandlingen har effekt på overlevelsen. Mens en 50-årig mands risiko for i resten af hans liv at udvikle prostatakræft er 40 %, er samme mands risiko for at få symptomer af sygdommen 15 %. Hans risiko for at dø af prostatakræft er derimod kun omkring 4 %. 

Hvis prostatakræft ikke behandles, kan den brede sig uden for prostata og spredes via lymfen til lymfeknuderne og via blodet til knoglerne eller andre organer, hvor dattersvulster (metastaser) opstår. Metastaser til knoglerne kan udover smerter medføre blodmangel på grund af tab af knoglemarv. Ved dannelse af metastaser kan sygdommen i dag ikke helbredes, men behandling kan forlænge livet betydeligt og forbedre livskvaliteten. 

Hvem får sygdommen?

Det er kun mænd, som kan få prostatakræft, da kvinder ikke har en prostata. Risikoen for at få sygdommen stiger med alderen, og omkring halvdelen af 60-årige og 75 % af 75-årige har uden at vide det prostatakræft. Sygdommen ses meget sjældent hos mænd under 50 år. 

Med muligheden for at anvende blodprøvetesten prostataspecifik antigen (PSA) har man fundet flere nye kræfttilfælde, og på blot ti år er antallet fordoblet fra ca. 2.000 til 4.000 tilfælde. Prostatakræft er dermed blevet den hyppigste form for kræft hos mænd. 

Hvad er årsagen til kræft i prostata?

Vi kender ikke årsagen til prostatakræft. Hos nogle er sygdommen arvelig. Det mandlige kønshormon, testosteron, er nødvendigt, for at man kan få sygdommen. Eunukker og mænd, der er blevet kastreret i ungdommen, får ikke prostatakræft. Koncentrationen af det mandlige kønshormon er varierende, men er aldrig hos raske mænd vist at hænge sammen med udvikling af prostatakræft.  

Antallet af prostatakræfttilfælde svinger meget efter geografisk tilhørssted, hvilket tyder på, at miljøet spiller en stor rolle. Prostatakræft optræder hyppigst i Nordamerika og det nordvestlige Europa og sjældent i Asien. Høj alder og vestlig livsførelse med indtagelse af rødt kød og animalsk fedt, nedsat motion samt lav indtagelse af vitamin D og selen synes at øge hyppigheden, hvorimod høj indtagelse af fisk, soja og plantefibre nedsætter den. Den godartede forstørrelse af prostata med vandladningsproblemer rammer de fleste mænd fra 50-års-alderen, men medfører ikke øget risiko for udvikling af prostatakræft. 

Undersøgelser ved kræft i prostata

Du får undersøgt din prostata, ved at lægen stikker en finger op i din endetarm og mærker på prostatakirtlen indefra. I modsætning til den normale prostata eller ved aldersbetinget godartet forstørrelse af prostata vil en kræftknude kunne føles hård, uregelmæssig med en ujævn overflade. Du kan også få foretaget ultralydsscanning gennem endetarmen. Her vil større svulster kunne adskilles fra det normale væv, mens mindre forandringer kan være vanskelige at se. Har lægen mistanke om kræft, skal du have taget en række vævsprøver (biopsier) af prostata. Prøvetagningen er ubehagelig, men ikke specielt smertefuld. 

PSA 

Lægen tager en blodprøve, som bliver undersøgt for prostataspecifikt antigen (PSA) - et enzym, som kun bliver dannet i prostata. Prostatakirtlen laver sædvæske, og PSA-enzymet findes i meget høj koncentration heri. PSA har her til opgave at holde sædvæsken flydende. PSA kan undslippe fra prostata i små mængder og derved måles i blodet. Koncentrationen af PSA i blodet kan ses forhøjet ved en række sygdomme i prostata og urinvejene. Det er forhøjet ved fx prostatakræft, men forhøjelsen kan også skyldes helt godartede tilstande, fx betændelse i prostata og urinblæren.  

Udover diagnostik bruges PSA til at måle effekten af behandlingen. Hvis behandling mod prostatakræft virker, bør PSA falde markant. På den anden side kan fornyet stigning i PSA være tegn på sygdommens fremskridt.  

Knogleskintigrafi, ultraly og MR 

Du kan få undersøgt, om sygdommen har bredt sig til knoglerne, ved en knogleskintigrafi, hvor du får indsprøjtet et ufarligt radioaktivt stof (isotop) i blodbanen. Ved hjælp af et gammakamera kan undersøgelsen vise de områder, hvor knoglerne er angrebet. Du kan desuden få undersøgt lymfeknuderne med ultralydsscanning eller med en MR-scanning. 

Behandling af kræft i prostata

Behandlingen afhænger af, hvor udbredt sygdommen er. Din alder og dit velbefindende spiller også ind. Hos nogle ældre mænd følger lægerne blot sygdommens udvikling uden at give behandling, da en del patienter slet ikke får behov for behandling. Hvis der kun er påvist meget lidt og fredeligt udseende kræft, tilbydes en aktiv overvågning med måling af PSA og ny vævsprøve af prostata frem for straks at behandle med risiko for at påføre manden unødige bivirkninger. 

Operation og strålebehandling 

Er prostatakræften begrænset til selve kirtlen, består behandlingen i operation eller strålebehandling. Bestrålingen kan du få enten udefra, eller ved at du får anbragt radioaktive korn i selve prostatakirtlen. Operationen kan udføres som et almindelig åbent indgreb eller som en kikkertoperation ved hjælp af en "robot". Uanset typen af operation fjerner man hele prostatakirtlen og de to små vedhængende sædblærer. Der udføres på landsplan næsten lige mange strålebehandlinger og operationer. Rejsningsbesvær (impotens), ufrivillig vandladning (urininkontinens) og endetarmsgener er de hyppigste bivirkninger til behandlingen. Man anvender blodprøven PSA til at kontrollere, om behandlingerne har fjernet svulsten. 

Medicinsk behandling 

Antihormoner: Prostatakræft er i begyndelsen afhængig af mandligt kønshormon testosteron. Derfor er behandling med antihormoner førstevalg. Behandlingen virker enten ved at hæmme produktionen af testosteron eller ved at hæmme testosterons virkning på kræftcellerne. Antihormoner kan anvendes som supplement til strålebehandling, ved tilbagevendende kræft efter operation eller strålebehandling eller ved kræft med metastaser.  

Oftest bruges medicin i form af indsprøjtninger, der fører til medicinsk kastration, hvor kroppens produktion af testosteron stoppes. Indsprøjtningerne kan suppleres med tabletter, der blokerer for testosterons virkning i kræftcellerne. Alternativt kan kirurgisk kastration gennemføres ved at fjerne testiklerne. 

Metastaser til knoglerne kan også behandles med enten zoledronsyre eller denosumab. Begge typer medicin mindsker risikoen for at få komplikationer til knoglemetastaser, fx knoglebrud. 

Celledræbende midler: Hvis kræften ikke længere reagerer på ovennævnte antihormonbehandling, anses sygdommen for at være resistent over for kastration. I denne situation kan enten en ny generation af antihormonale midler i tabletform (abirateron, enzalutamid eller apalutamid) eller kemoterapi (docetaxel eller cabazitaxel) anvendes. 

Kemoterapi tilbydes også tidligt i forløbet (dvs. hvis sygdommen er følsom over for kastration) sammen med antihormonale midler, hvis der er stor risiko for sygdommens fremskridt.  

Strålebehandling: Kan bruges mod knoglemetastaser for at lindre smerter. Mod kastrationsresistent prostatakræft med symptomgivende metastaser, men uden metastaser til andre organer, kan radium-223 anvendes. Det er en radioaktiv isotop, der sætter sig i knoglerne, hvor der er metastaser. Den radioaktive isotop producerer stråler, der dræber kræftcellerne. 

Du kan få mere information om din sygdom ved Kræftens Bekæmpelse. 

Forfattere