Lymfeknudekræft

Hvad er Lymfeknudekræft?

Lymfeknudekræft kaldes ofte blot for lymfekræft, i fagsprog malignt (ondartet) lymfom. Der findes mange forskellige former for lymfeknudekræft. Fælles for disse er, at de udgår fra celler, som tilhører lymfesystemet (lymfocytter).  

Det er vigtigt at skelne dette fra andre kræftformer, som kan brede sig (danne metastaser) via lymfesystemet og herunder invadere lymfeknuder, fx brystkræft eller lungekræft.

Der er to hovedtyper af lymfeknudekræft: Hodgkin lymfom og non-Hodgkin lymfom. Begge inddeles i undertyper. Specielt er der mange undertyper af non-Hodgkin lymfom. Undertyperne defineres ud fra, hvilken type lymfecelle, kræften opstår i, og på hvilket stadie af cellens udvikling. Hyppigst opstår lymfeknudekræft i B-lymfocytter, mindre hyppigt i T-lymfocytter og sjældnere i NK-celler (naturlige dræberceller). Ved Hodgkin lymfom optræder den unikke Reed-Stenberg celle.  

Læs også artiklen Generelt om kræft. 

Symptomer

Hovedsymptomerne ved lymfeknudekræft er en hævelse uden medfølgende smerte af lymfeknuder, som kan mærkes ude fra på hals, i armhuler eller i lysken. Sygdommen kan dog starte i alle kroppens lymfeknuder. Dertil kan lever, milt og knoglemarv være involveret.  

Symptomerne kan være meget forskellige afhængigt af, hvor lymfeknudekræften sidder, og hvor udbredt sygdommen er. Derudover kan man have almene symptomer, som træthed, vægttab, feber og nattesved (B-symptomer). 

Hvordan forløber sygdommen?

Sygdomsforløbet er meget afhængigt af hvilken type lymfeknudekræft, der er tale om, og hvor udbredt sygdommen er ved diagnosen.
Behandling vil i mange tilfælde kunne føre til helbredelse, men ikke hos alle. Nogle patienter får tilbagefald efter tilsyneladende helbredelse, og må evt. tilbydes yderligere behandling.

Nogle undertyper af non-Hodgkin lymfomer har ganske langsom celledeling, og kan holde sig i ro gennem lang tid. 

Hvem får sygdommen?

Lymfeknudekræft er lidt hyppigere hos mænd end hos kvinder, og sygdommen ses med størst hyppighed i den vestlige verden. 

Hodgkin lymfom rammer typisk unge voksne, mens non-Hodgkin lymfom ses med øget hyppighed med stigende alder. Der har været en stigende hyppighed af non-Hodgkin lymfom over tid, og der optræder aktuelt ca. 1.200 nye tilfælde i Danmark om året. Der er ca. 150 nye tilfælde af Hodgkin lymfom. 

Hvad er årsagen til lymfeknudekræft?

Lymfeknudekræft opstår, ligesom andre maligne sygdomme, ved tilkomst af defekter i lymfecellernes gener (mutationer), hvorved de normale lymfeceller omdannes til kræftceller. Den præcise årsag til, at disse skader opstår, kendes ikke. 

Man ved, at patienter med nedsat immunforsvar, fx AIDS-patienter og patienter, der får immundæmpende behandling, har en øget risiko for at udvikle lymfeknudekræft. Hertil kan visse virusser bidrage til udviklingen, fx Hepatitis B og C og Epstein-Barr virus. 

Undersøgelser ved lymfeknudekræft

Lægen vil fjerne en af dine lymfeknuder eller et stykke af en lymfeknude (biopsi) og undersøge det under mikroskop. Hvor meget sygdommen har bredt sig, vil du få undersøgt ved scanning (ultralyd, CT, MR, PET) og røntgenundersøgelse.

Ofte vil du få taget en knoglemarvsprøve for at se, om der er celler fra lymfeknudekræften i knoglemarven. 

Specielle forhold hos børn

Lymfeknudekræft er den tredjehyppigste kræftform hos børn. Der er ca. 10-20 nye tilfælde årligt i Danmark. Non-Hodgkin lymfom er lidt hyppigere end Hodgkin lymfom, og det ses hyppigst hos drenge. 

Behandling af lymfeknudekræft

Valg af behandling afhænger af typen og udbredelsen af lymfeknudekræften. Der kan anvendes flere forskellige muligheder eller kombinationer heraf:  

• Strålebehandling. Når kræften er begrænset til et enkelt område af kroppen, fx lysken eller halsen, kan strålebehandling alene være tilstrækkeligt.
• Kemoterapi. Hyppigt anvendes flere stoffer samtidigt i kure med 2-4 ugers mellemrum.
• Immunterapi. Her anvendes antistoffer, som er rettet direkte mod proteiner på kræftcellernes overflade eller antistoffer, som forstærker ens eget immunsystem til at dræbe kræftcellerne.
• Enzymhæmmere. Visse enzymer er nødvendige for kræftcellernes livscyclus og vækst, og kræftcellerne vil derfor dø, når disse enzymer hæmmes.
• Stamcelletransplantation. Ved lymfeknudekræft med særlig høj risiko og ved tilbagefald efter den første serie kemoterapi, vil behandling med kemoterapi i høje doser kunne komme på tale. Da kemoterapien slår knoglemarvscellerne ihjel, udtages knoglemarvsceller fra patienten inden kemoterapien. Når kemoterapien er slut, indsprøjtes knoglemarvscellerne igen i patienten. I specielle tilfælde kan blodstamcellerne komme fra en fremmed donor.

Bivirkninger ved kemoterapi 

Kemoterapi dræber celler, der deler sig hurtigt. Kemoterapien vil der for - ud over kræftcellerne også ramme hårceller, knoglemarvsceller, kønsceller og slimhindeceller. Behandlingen kan således give bivirkninger i form af hårtab, sterilitet, slimhindeirritation og tendens til infektioner. Kemoterapi med tabletter (fx chlorambucil) virker generelt svagere end de stoffer, der er beregnet til indsprøjtning, men principielt er virkningen den samme. Hvis det er nødvendigt at give høje doser, kan bivirkningerne blive alvorlige.

Bivirkninger ved immunterapi 

Antistoffer tåles sædvanligvis godt. Fælles for antistofferne er, at de kan give bivirkninger i forbindelse med infusionen, fx feber, blodtryksfald/stigning, udslæt og påvirket åndedræt. Symptomerne kan være lette, men også alvorlige. Infusionsrelaterede bivirkninger kan ofte modvirkes med binyrebarkhormon. Nogle antistoffer, som forstærker ens eget immunsystem, kan give immunrelaterede bivirkninger, der ligner autoimmune sygdomme, da immunsystemet også kan gå til angreb på normalt væv. 

Du kan få mere information om din sygdom ved Kræftens Bekæmpelse. 

Forfattere