Recepter, udleveringsregler og priser

Revisionsdato: 24.06.2022

 

På hver præparatbeskrivelse i medicin.dk står der under "Pakninger, priser, tilskud og udlevering" om lægemidlet kræver recept eller er i håndkøb. 

 

Receptserver på apoteket 

Recepter 

Recepter udstedes som regel elektronisk og lægges ind i den fælles database på "receptserveren". Det betyder, at du kan hente din medicin på hvilket som helst apotek. Husk dit Sundhedskort. Du kan se dine recepter på Medicinkortet

 

Recepter er gyldige i 2 år efter udstedelsesdatoen, men 

  • den, der har udstedt recepten, har mulighed for at gøre perioden kortere end 2 år
  • recepter fra lægevagt eller behandlerfarmaceut gælder kun i 7 dage
  • en recept forsvinder automatisk efter 30 dage, hvis en ordination seponeres (ophører). Pr. 1. juli 2022 vil recepten forsvinde med det samme.

 

Udleveringsregler 

  • Recept
    Et lægemiddel, der er ordineret på recept, kan kun udleveres én gang, medmindre lægen angiver, at det må udleveres flere gange med faste mellemrum.
    Stærk smertestillende medicin, som fx morfin, må kun udleveres én gang efter samme recept. Visse lægemidler må kun udleveres til sygehuse, eller hvis det er ordineret af en speciallæge.
  • Håndkøb
    Hvis medicin er i håndkøb, kan det købes på apoteket uden recept.
  • Håndkøb - min. 18 år
    Medicinen kan købes på apoteket uden recept, men den må kun udleveres til personer over 18 år.
  • Håndkøb - ikke kun fra apotek
    Noget håndkøbsmedicin kan desuden købes i mindste pakning i fx supermarkeder og på tankstationer.
  • Håndkøb - ikke kun fra apotek - min. 18 år
    Noget håndkøbsmedicin kan desuden købes i mindste pakning i fx supermarkeder og på tankstationer, men den må kun udleveres til personer over 18 år.

 

Medicinpriser  

De priser, der er angivet under de enkelte præparater, opdateres hver 14. dag. Priserne er apotekets udsalgspriser uden fradrag af eventuelle tilskud. Et håndkøbslægemiddel, der ordineres på recept, tillægges et gebyr på kr. 10,00. Alle priser er inkl. 25 % moms. 


Håndkøbslægemidler, der kan købes i fx supermarkeder eller på tankstationer, er "i fri handel", og derfor er der ikke angivet en fast pris. 

 

Brug af håndkøbsmedicin 

Håndkøbsmedicin kan tages uden større risici, når du bruger medicinen korrekt og i de anbefalede doser. Håndkøbsmedicin kan give dig bivirkninger lige som al anden medicin, og brugt forkert eller i for stor dosis kan det være meget alvorlige bivirkninger.  

Brug derfor kun håndkøbsmedicin til det formål, der er angivet på pakningen, fx kan jerntabletter og mange smertestillende tabletter, som kan fås i håndkøb, være farlige for små børn.  

Nogle hostemidler indeholder alkohol og skal derfor bruges med omtanke i forbindelse med bilkørsel eller maskinbetjening

 

Håndkøbsmedicin er underlagt samme kvalitetskontrol som medicin, der kun kan udleveres efter recept. 

 

Recept eller håndkøb? 

Det afhænger af flere forhold om et lægemiddel kræver recept fra en læge eller kan købes i håndkøb, dvs. uden recept.  

Lægemiddelstyrelsen vurderer, om lægemidlet kan medføre sundhedsfare ved normal og korrekt brug, og om det er forsvarligt at bruge, uden at en læge har vurderet, hvad du fejler, eller uden at lægen følger og vurderer behandlingen. Det indgår også i bedømmelsen, om medicinen kan misbruges. 

 

Forfatter(e)