Lymfekræft

Hvad er Lymfekræft?

Lymfeknudekræft kaldes ofte blot for lymfekræft, i fagsprog lymfom. Der findes mange forskellige former for lymfeknudekræft. Fælles for disse er, at de udgår fra celler, som tilhører lymfesystemet (lymfeceller). Lymfekræft er anderledes end andre kræftsygdomme, der også kan sprede sig til lymfeknuderne, fx brystkræft eller lungekræft. Modsat lymfekræft opstår disse kræftsygdomme aldrig primært i lymfeknuderne, men spredes dertil. Lymfekræft kan også opstå udenfor lymfeknuderne, særligt i væv hvor der er mange lymfeceller, fx i milten eller i knoglemarven. I nogle tilfælde kan lymfekræft også primært opstå i ikke-lymfoidt væv (ekstranodalt), som fx lunger, testikler eller hjerne. Fælles er dog, at kræftcellerne i mikroskop ligner lymfeceller og udtrykker nogle af de samme overflademarkører som kroppens normale lymfeceller.

Der er to hovedtyper af lymfekræft: Hodgkin lymfom og non-Hodgkin lymfom. Begge typer inddeles i flere undertyper. Særligt non-Hodgkin lymfom har mange undertyper med de flere end 50 forskellige typer lymfekræft i den gruppe. Undertyperne defineres ud fra, hvilken type lymfecelle, kræften opstår i, og på hvilket stadie af cellens udvikling. Hyppigst opstår lymfekræft i B-lymfocytter, mindre hyppigt i T-lymfocytter og sjældnere i NK-celler (naturlige dræberceller). Der er geografisk variation og særligt i Asien er lymfekræft af T-celle type langt hyppigere end i Europa. Ved Hodgkin lymfom findes den unikke Reed-Sternberg celle, som er abnorme, store B-celler. Karakteristisk for Hodgkin lymfom er, at Reed-Sternberg kun udgør en lille del af de syge lymfeknuder, mens størstedelen af lymfeknuderne ved Hodgkin udgøres af normale immunceller omkring de ondartede Reed-Sternberg celler. 

Læs også artiklen Generelt om kræft. 

Symptomer

Hovedsymptomerne ved lymfekræft er hævelse af lymfeknuder, ofte uden medfølgende smerte som man normalt ser ved forbigående lymfeknudehævelse i forbindelse med infektioner. Der kan dog være mange andre symptomer, da lymfekræft kan opstå i alle kroppens lymfeknuder og nogle gange udenfor lymfeknuder i andre organer. Derfor er der ikke altid forstørrede lymfeknuder ved lymfekræft. Hvis sygdommen primært sidder i andre organer, vil symptomerne komme derfra, fx hoste og åndenød ved lungeinvolvering eller ændret personlighed og andre neurologiske symptomer ved lokalisering i hjernen. 

Derudover kan nogle patienter have almene symptomer, som vægttab, feber og nattesved (disse kaldes B-symptomer). Træthed, hudkløe, luftmangel og hyppige infektioner kan være andre symptomer.  

Hvordan forløber sygdommen?

Sygdomsforløbet er meget afhængigt af hvilken type lymfekræft, der er tale om, og hvor udbredt sygdommen er ved diagnosen. Herudover spiller særlige genforandringer også en rolle for prognosen ved nogle typer lymfekræft ligesom sygdommens udbredning (stadie) har prognostisk betydning. Patient relaterede faktorer som alder og almentilstand er også vigtige for prognosen. 

Som en hovedregel, er de aggressive former for lymfekræft potentielt helbredelige med kemoterapi eller immunkemoterapi. Derimod er mange er de mindre aggressive former (indolente) i reglen uhelbredelige for de fleste patienter medmindre patienter har helt afgrænset sygdom, fx udelukkende lymfekræft svarende til lymfeknuder på ene side af halsen. Til gengæld har langt fra alle patienter med indolente former for lymfekræft brug for behandling ved diagnosen. En del kan observeres i flere år og nogle patienter vil aldrig få et behandlingsbehov. Andre patienter med indolente typer af lymfekræft (langsomt voksende lymfekræft) har behov for gentagne behandlinger, oftest over mange år og ofte med lange pauser mellem behandlingerne. De indolente typer af lymfekræft kan dog have mere alvorlige forløb, særligt hvis sygdommen vender tilbage hurtigt efter behandling. 

Hvem får sygdommen?

Lymfekræft er lidt hyppigere hos mænd end hos kvinder, men fordeling mellem køn afhænger af undertypen. Lymfekræft kan opstå i alle aldre inklusiv i tidligt i barndommen, men de fleste patienter vil være over 60 år ved diagnosen. Nogle undertyper rammer oftere unge (under 30 år), fx Hodgkin lymfom. 

Der har været en stigende hyppighed af non-Hodgkin lymfom over tid og i Danmark er der cirka 1.200-1.400 nye tilfælde årligt. I modsætning er Hodgkin lymfom sjældenere med ca. 150 nye tilfælde om året. 

Hvad er årsagen til Lymfekræft

Lymfekræft opstår, ligesom andre maligne sygdomme, pga. ændringer i cellernes arvemateriale (mutationer). Ved lymfekræft omdannes de normale lymfeceller til kræftceller når disse mutationer opstår. Den præcise årsag til at disse mutationer opstår, kendes ikke. 

Man ved, at patienter med nedsat immunforsvar, fx AIDS-patienter og patienter, der får immundæmpende behandling, har en øget risiko for at udvikle lymfekræft. Hertil kan visse virusser bidrage til udviklingen, fx Hepatitis B og C og Epstein-Barr virus. Nogle autoimmune sygdomme er også forbundet med øget risiko for lymfekræft. Hos langt de fleste patienter er der dog ingen god forklaring på tilstanden. 

Undersøgelser ved Lymfekræft

For at stille diagnosen skal der tages en vævsprøve. Oftest vil en lymfeknude eller et stykke af en lymfeknude (biopsi) blive fjernet og undersøgt det under mikroskop. Hvor meget sygdommen har bredt sig, vil du få undersøgt ved scanning (oftest PET/CT eller CT). Ved nogle typer lymfekræft tages en knoglemarvsprøve for at se, om der er celler fra lymfekræften i knoglemarven. 

Specielle forhold hos børn

Lymfekræft er den tredjehyppigste kræftform hos børn. Der er ca. 10-20 nye tilfælde årligt i Danmark. Non-Hodgkin lymfom er lidt hyppigere end Hodgkin lymfom. 

Behandling af Lymfekræft

Valg af behandling afhænger af typen og udbredelsen af lymfekræften. Der kan anvendes flere forskellige behandlinger eller kombinationer heraf:  

• Strålebehandling. Når kræften er begrænset til et enkelt område af kroppen, fx lysken eller halsen, kan strålebehandling alene være tilstrækkeligt ved nogle indolente typer non-Hodgkin lymfom. Strålebehandling kan også anvendes, hvis der efter kemoterapibehandling fortsat er lymfekræft i afgrænsede områder.
• Kemoterapi. Hyppigt anvendes flere stoffer samtidigt i kure med 2-4 ugers mellemrum.
• Immunterapi. Her anvendes antistoffer, som er rettet direkte mod proteiner på kræftcellernes overflade eller antistoffer, som forstærker ens eget immunsystem til at dræbe kræftcellerne. Immunterapi kombineres ofte med kemoterapi.
• Enzymhæmmere. Visse enzymer er nødvendige for kræftcellernes livscyclus og vækst, og kræftcellerne vil derfor dø, når disse enzymer hæmmes.
• Cellulær terapi. Her anvendes patientens egne T-celler efter genetisk manipulering til at bekæmpe lymfekræften.
• Stamcelletransplantation. Ved lymfekræft med særlig høj risiko og ved tilbagefald efter den første serie kemoterapi, vil behandling med kemoterapi i høje doser kunne komme på tale. Da kemoterapien slår knoglemarvscellerne ihjel, udtages blodstamceller fra patienten inden kemoterapien. Når kemoterapien er slut, indsprøjtes knoglemarvscellerne igen i patienten. I specielle tilfælde kan blodstamcellerne komme fra en fremmed donor.

Bivirkninger ved kemoterapi 

Kemoterapi dræber celler, der deler sig hurtigt. Kemoterapien vil der for - ud over kræftcellerne - også ramme hårceller, knoglemarvsceller, kønsceller og slimhindeceller. Behandlingen kan således give bivirkninger i form af hårtab, infertilitet, slimhindeirritation og tendens til infektioner. Kemoterapi med tabletter virker generelt svagere end de stoffer, der er beregnet til indsprøjtning, men principielt er virkningen den samme. Hvis det er nødvendigt at give høje doser, kan bivirkningerne blive alvorlige. Specielt kan der ses livstruende infektioner. Der er også bivirkninger, der hører mere til bestemte typer kemoterapi. Fx kan nogle typer give hjertebivirkninger, men andre giver nerveskade eller lungeproblemer.

Bivirkninger ved immunterapi 

Fælles for antistofferne er, at de kan give bivirkninger i forbindelse med infusionen, fx feber, blodtryksfald/stigning, udslæt og påvirket åndedræt. Symptomerne kan være lette, men også alvorlige. Infusionsrelaterede bivirkninger kan ofte modvirkes med binyrebarkhormon. Nogle antistoffer, som forstærker ens eget immunsystem, kan give immunrelaterede bivirkninger, der ligner autoimmune sygdomme, da immunsystemet også kan gå til angreb på normalt væv. 

Bivirkninger til cellulær terapi og bispecifikke antistoffer 

Disse behandlinger kan give en voldsom aktivering af kroppens egne lymfeceller, som rettes med kræftcellerne. Dette kan give svære bivirkninger fra centralnervesystemet som spænder fra let forvirring til koma. Behandlingerne kan også give cytokin release syndrome (CRS), der karakteriseres af feber, nedsat iltmætning og lavt blodtryk. Tilstanden kan være livstruende, hvis ikke den håndteres hurtigt med immundæmpende medikamenter. 

Du kan få mere information om din sygdom ved Kræftens Bekæmpelse. 

Forfattere