Lymfeknudekræft

Revideret: 10.01.2017

Hvad er Lymfeknudekræft?

Lymfeknudekræft kaldes ofte blot for lymfekræft, i fagsprog malignt (ondartet) lymfom. Der findes mange forskellige former for lymfeknudekræft. Fælles for disse er, at de udgår fra celler, som tilhører lymfesystemet (lymfocytter).  

Det er vigtigt at skelne dette fra andre kræftformer, som kan brede sig (danne metastaser) via lymfesystemet og herunder invadere lymfeknuder, fx brystkræft eller lungekræft.

Der er to hovedtyper af lymfeknudekræft: Hodgkin lymfom og non-Hodgkin lymfom. Begge inddeles i undertyper. Specielt er der mange undertyper af non-Hodgkin lymfom. Undertyperne defineres ud fra, hvilken type lymfecelle kræften opstår i, og på hvilket stadie af cellens udvikling. Hyppigst opstår lymfeknudekræft i B-lymfocytter, mindre hyppigt i T-lymfocytter og sjældnere i NK-celler (naturlige dræberceller). Ved Hodgkin lymfom optræder den unikke Reed-Stenberg celle.  

 

Læs også artiklen Generelt om kræft

Symptomer

Hovedsymptomerne ved lymfeknudekræft er en hævelse uden medfølgende smerte af lymfeknuder, på hals, i armhuler, eller lyske. Sygdommen kan dog starte i alle lymfeknuder. Symptomerne kan være meget forskellige afhængigt af, hvor lymfeknudekræften sidder, og hvor udbredt sygdommen er. Almindelige symptomer er træthed, vægttab, feber og nattesved. 

Hvordan forløber sygdommen?

Sygdomsforløbet er meget afhængigt af hvilken type lymfeknudekræft, der er tale om, og hvor udbredt sygdommen er ved diagnosen.
Behandling vil i mange tilfælde kunne føre til helbredelse, men ikke hos alle. Nogle patienter får tilbagefald efter tilsyneladende helbredelse, og må evt. tilbydes yderligere behandling.

Nogle undertyper af non-Hodgkin lymfomer har ganske langsom celledeling, og kan holde sig i ro gennem lang tid. 

Hvem får sygdommen?

Lymfeknudekræft er lidt hyppigere hos mænd end hos kvinder, og sygdommen ses med størst hyppighed i den vestlige verden. 

 

Hodgkin lymfom rammer typisk unge voksne, non-Hodgkin lymfom ses med øget hyppighed med stigende alder. Der er ca. 1.200 tilfælde af non-Hodgkin lymfom og ca. 150 tilfælde af Hodgkin lymfom i Danmark om året. 

Hvad er årsagen til lymfeknudekræft?

Lymfeknudekræft opstår, ligesom andre maligne sygdomme, ved at mutationer omdanner en normal lymfecelle til at blive en kræftcelle. Den præcise årsag til, at disse skader opstår, kendes ikke. 

 

Man ved, at patienter med nedsat immunforsvar, AIDS-patienter og patienter, der får immunundertrykkende behandling, har øget risiko for at udvikle lymfeknudekræft, og at visse virus kan være medvirkende til udviklingen.  

Undersøgelser ved lymfeknudekræft

Lægen vil fjerne en af dine lymfeknuder eller et stykke af en lymfeknude (biopsi) og undersøge det under mikroskop. Hvor meget sygdommen har bredt sig, vil du få undersøgt ved scanning (ultralyd, CT, MR, PET) og røntgenundersøgelse.

Ofte vil du få taget en knoglemarvsprøve for at se, om der er celler fra lymfeknudekræften i knoglemarven. 

Specielle forhold hos børn

Lymfeknudekræft er den tredjehyppigste kræftform hos børn. Der er ca. 20 nye tilfælde årligt i Danmark.

Behandling af lymfeknudekræft

Valg af behandling afhænger af typen og udbredelsen af lymfeknudekræften. Der kan anvendes flere forskellige muligheder eller kombinationer heraf:  

  • Strålebehandling. Når kræften er begrænset til en enkelt region fx lysken eller halsen, kan strålebehandling alene være tilstrækkeligt.
  • Kemoterapi. Hyppigt anvendes flere stoffer samtidigt i kure med 2-4 ugers mellemrum.
  • Immunterapi. Her anvendes medicin, som er mere specifikt rettet mod lymfekræftcellerne, fx antistoffer, eller medicin, der er rettet mod de mutationer, som findes inde i kræftcellerne.


Non-Hodgkin lymfomer  

Ved non-Hodgkin lymfomer med langsom celledeling kan behandlingen begrænses til kemoterapi og/eller antistof afbrudt af perioder med behandlingspauser. Typen af lymfeknudekræft kan dog ændre sig efter nogle år. Celler, som langsomt deler sig, kan ændre sig til aggressive celler, og så kan mere intensiv kemoterapi blive nødvendig.

Stamcelletransplantation 

Ved lymfeknudekræft med særlig høj risiko og ved tilbagefald efter den første serie kemoterapi, vil behandling med kemoterapi i høje doser kunne komme på tale. Da kemoterapien slår knoglemarvscellerne ihjel, udtages knoglemarvsceller fra patienten forud for kemoterapien. Når kemoterapien er slut indsprøjtes knoglemarvscellerne igen i patienten. I specielle tilfælde kan blodstamcellerne komme fra en fremmed donor.

Bivirkninger ved kemoterapi 

Kemoterapi dræber celler, der deler sig hurtigt. Kemoterapien vil der for - ud over kræftcellerne også ramme hårceller, knoglemarvsceller, kønsceller og slimhindeceller. Behandlingen kan derfor give bivirkninger i form af hårtab, sterilitet, slimhindeirritation og tendens til infektioner. Kemoterapi med tabletter (fx chlorambucil) virker generelt svagere end de stoffer, der er beregnet til indsprøjtning, men principielt er virkningen den samme. Hvis det er nødvendigt at give høje doser, kan bivirkningerne blive alvorlige.

Immunterapi 

Virkningsmekanismen ved antistofbehandling afhænger af, hvilken type antistof, der benyttes. I nogle tilfælde er antistoffet designet til at aktivere patientens eget immunforsvar, så det går til angreb på lymfekræftcellen. I andre tilfælde er der til antistoffet bundet en celledræbende gift. Fælles for antistofferne er, at de kan give bivirkninger i forbindelse med infusionen, fx feber, blodtryksfald/stigning, udslæt og påvirket åndedræt. Symptomerne kan være lette, men også alvorlige. Infusionsrelaterede bivirkninger kan ofte modvirkes med binyrebarkhormon

 

Du kan få mere information om din sygdom ved Kræftens Bekæmpelse

Lægemidler

Celledræbende midler

 

Kræft er forstyrrelser i cellernes normale regulering af vækst, modning, deling og død, hvilket resulterer i, at kræft vokser uhæmmet. De celledræbende midler skal ophæve disse forstyrrelser - først og fremmest ved at dræbe kræftcellerne. Der findes flere slags celledræbende midler, der hver på sin måde indvirker på kræftcellernes livscyklus. Stofferne inddeles i en række undergrupper, alt efter hvad de indeholder, og hvordan de virker: 

 

Celledræbende midler (cytostatika): 

  • Alkylerende midler
  • Antimetabolitter
  • Antimitotika
  • Topoisomerasehæmmere

Fælles for kemoterapi (behandling med cytostatika) er, at de celledræbende midler i starten af behandlingen virker hæmmende på cellernes evne til at dele sig. På længere sigt virker midlerne celledræbende. Normale celler og kræftceller har de samme mekanismer ved celledeling. Derfor rammer kemoterapi også normale cellers delingsproces og især de celler, der deler sig hurtigt, fx hårceller, slimhindeceller og blodceller. Ved at give kemoterapi i kure (serier) - normalt med 1-3 ugers mellemrum - opnår man, at kroppens normale celler kan nå at komme sig. Kræftceller har sværere ved at komme sig igen. Resultatet er, at antallet af kræftceller falder efter hver behandlingsserie, mens kroppens normale celler bliver gendannet. 

 

Håndtering af cytostatika - forholdsregler for plejepersonale 

Kemoterapi bliver primært nedbrudt i leveren eller udskilles med urin og afføring. Størstedelen bliver udskilt i løbet af de første par døgn. Sygehuspersonalet, hjemmeplejen og andre, der tager sig af patienter i kemoterapi, skal beskytte sig ved at bruge kittel og gummihandsker. Det skal sikre, at de ikke løber nogen helbredsmæssig risiko ved at arbejde i mange år med kemoterapi. Der er ingen risiko for pårørende, som kun er i nærheden af disse stoffer i kort tid. Men en god hygiejne er vigtig, både for patienten og for de pårørende. Det gælder både den personlige hygiejne og vask af tøj, linned og toilet.
Arbejdstilsynets vejledning orienterer om risiko ved arbejde med cytostatika og visse andre lægemidler i forbindelse med pleje og behandling. 

Alkylerende midler mod lymfeknudekræft
Antimetabolitter mod lymfeknudekræft
Antimitotika mod lymfeknudekræft
Virksomme stoffer Præparater
Topoisomerasehæmmere mod lymfeknudekræft
Andre celledræbende midler mod lymfeknudekræft
Virksomme stoffer Præparater

Immunterapi

Ved immunterapi aktiveres kroppens eget immunforsvar, så det bedre bliver i stand til angribe kræftcellerne. Samtidig kan visse former for immunterapi svække kræftcellernes evne til at forsvare sig mod kroppens immunforsvar. 

 

Lægemidler til immunterapi inddeles i undergrupper efter virkningsmekanisme: 

  • Antistoffer. Til behandling af nogle kræftformer er der udviklet antistoffer, som ved at binde sig til kræftcellens overflade får kræftcellerne til at gå til grunde.
  • Enzymhæmmere. Visse enzymer er nødvendige for kræftcellernes livscyklus og vækst, og kræftcellerne vil derfor dø, når disse enzymer hæmmes.
  • Biologiske cytoregulatorer. Biologiske cytoregulatorer (cytokiner) produceres af den normale krop under forskellige påvirkninger, fx ved en infektion, med det formål at stimulere immunforsvaret. Ved at give sådanne cytokiner i større doser end kroppen normalt producerer, kan immunforsvaret ved nogle kræftsygdomme stimuleres til at slå kræftcellerne ihjel.
Antistoffer mod lymfeknudekræft
Enzymhæmmere mod lymfeknudekræft
Biologiske cytoregulatorer mod lymfeknudekræft
Virksomme stoffer Præparater

Forfattere

Gitte Olesen (Forfatter)