Brystkræft

Revideret: 08.03.2016

Hvad er Brystkræft?

Brystkræft (cancer mammae) er en ondartet svulst, der opstår i brystets kirtelvæv. Svulsten fremkommer, når nogle celler i kirtelvævet mister selvkontrol. Cellerne begynder at dele sig og vokse uden hæmning. Læs også artiklen Generelt om kræft

Symptomer

Hovedsymptomet er en knude i brystet. Den kan enten mærkes udefra eller påvises med røntgenundersøgelse (mammografi) og ultralydsscanning. Nogle af de kvinder, der får påvist brystkræft ved en mammografi-undersøgelse, har oftest ingen symptomer, og knuden kan ikke mærkes. Nogle patienter har forandringer i huden på brystet, især på eller omkring brystvorten. Disse hudforandringer kan være "appelsinhud", rødme, indtrækninger, der deformerer brystet, eksemagtige forandringer og sår. Hvis sygdommen har bredt sig (dannet metastaser), kan der opstå symptomer fra de steder, som sygdommen har bredt sig til. Det kan vise sig ved knoglesmerter, åndenød, hoste, træthed, feber og almen sygdomsfornemmelse. 

Hvordan forløber sygdommen?

Når man får stillet diagnosen brystkræft, er der normalt kun tale om en knude i selve brystvævet. Mange bliver helbredt med en operation på dette tidspunkt. Men sygdommen kan dukke op igen som et tilbagefald (recidiv) i det opererede bryst eller - hvis brystet er blevet fjernet - på brystvæggen. Et tilbagefald kan også vise sig som metastaser (dattersvulster) i lymfeknuderne eller i andre dele af kroppen, fx knogler, lunger, lever og hjerne. 

Et tilbagefald kan komme på meget forskellige tidspunkter, fra et par uger og op til flere år efter, at kræftknuden er fjernet fra brystet. Men selv om man får tilbagefald, kan man have lange perioder, hvor sygdommen tilsyneladende er i ro. 

Det er en yderst alvorlig sygdom på længere sigt, men gennem behandling har man mange muligheder for at forsinke udviklingen af sygdommen og bremse dens vækst. Uden behandling vil brystkræften vokse, sprede sig, og man vil dø af den. 

Hvem får sygdommen?

Hvert år får mere end 4.000 kvinder i Danmark konstateret brystkræft, og mere end 40.000 lever i dag efter at være blevet behandlet for brystkræft (af dem har ca. 4.000 tilbagefald af sygdommen). Mænd kan også få brystkræft, men det er ret sjældent. Risikoen for at få brystkræft stiger med alderen. Brystkræft er meget sjælden hos personer under 30 år, og børn får i praksis ikke brystkræft. Livstidsrisikoen for at få brystkræft, inden man fylder 75 år, er lidt over 10%. 

Hvad er årsagen til brystkræft?

Årsagen til brystkræft er ofte et samspil mellem arv, hormonelle faktorer og livsstil. 

Ca. 5% af patienterne har ændringer (mutationer) i specifikke gener, og disse ændringer øger risikoen for udvikling af brystkræft. Sygdommen kan også optræde hyppigere end normalt i nogle familier. Det kvindelige kønshormon østrogen har betydning for, at nogle udvikler sygdommen. Tilstande med nedsat østrogenproduktion (fx graviditet, amning og sen start/tidligt ophør af menstruation) nedsætter risikoen for at få brystkræft. 

Fedme øger risikoen for at få brystkræft. Det hænger sammen med hormonelle faktorer, idet fedtvæv bidrager til produktion af østrogener. At undgå fedme betyder, at kroppen udsættes for mindre mængde østrogen.  

Undersøgelser ved brystkræft

  • Du skal have foretaget en mammografi, som er en røntgenundersøgelse af brystet. Hvis undersøgelsen viser en knude, der kunne være brystkræft, bliver du henvist til videre undersøgelser.
  • Lægen undersøger brystet, huden og lymfeknuderne i armhulen og omkring kravebenet. Er der en knude eller mistænkelige hudområder, kan en supplerende mammografi eller ultralydsscanning komme på tale.
  • Der udtages en vævsprøve (biopsi), som bliver undersøgt i mikroskop. Tyder vævsprøven på, at du har brystkræft, skal du have røntgenundersøgt brystkassen og taget blodprøver.
  • Der undersøges altid for, om brystkræften er hormonfølsom og HER2-positiv. HER2 er en forkortelse for 'Human Epidermal vækstfaktor-Receptor-2' og er en bestemt receptor, som findes i stort antal på HER2-følsomme kræftceller. Både hormonafhængighed og HER-status har afgørende betydning for valg af behandling.
  • Hvis der er mistanke om, at sygdommen har bredt sig, skal du have foretaget yderligere undersøgelser, herunder knogleskintigrafi, CT-skanning eller PET-skanning. Sommetider er det nødvendigt at lave MR-skanning, hvor selve brystet eller andre organer undersøges.

Behandling af brystkræft

Når diagnosen er stillet, vælger lægerne den bedste mulige behandling, som afhænger af: 

  • din hormonelle status - har du passeret overgangsalderen?
  • kræftens hormonelle status - er kræften hormonafhængig?
  • tilstedeværelse af HER2-receptor i kræftcellerne
  • kræftens type og stadie. Læs om stadieinddeling i Generelt om kræft.


Lokaliseret brystkræft 

  • Hvis kræften er begrænset til brystet og eventuelt lymfeknuderne i armhulen, får du fjernet knuden eller hele brystet. Samtidig får du fjernet en del af lymfeknuderne i armhulen, for at lægerne kan se, hvor udbredt sygdommen er. I næsten halvdelen af tilfældene kan patienterne bevare brystet og nøjes med at få fjernet knuden.
  • Hvis lægerne vurderer, at svulsten i brystet er for stor til at blive fjernet med det samme, kan du få enten kemoterapi eller behandling med antihormoner før operation. Formålet med behandlingen er at mindske svulsten og forebygge dannelsen af metastaser.
  • Hvis lægerne efter operation vurderer, at der er stor risiko for, at sygdommen breder sig, kan du få supplerende strålebehandling, kemoterapi med celledræbende midler (cytostatika) og/eller antihormonbehandling. Hvis kræften er HER2-positiv, får du også tilbudt et antistof, der hedder trastuzumab. Den supplerende behandling mindsker risikoen for, at brystkræften dukker op igen som et tilbagefald i det opererede bryst eller - hvis brystet er blevet fjernet - på brystvæggen. Den supplerende medicinske behandling mindsker også risikoen for, at sygdommen kommer igen som spredning med metastaser.

 

Spredt brystkræft 

  • Hos knap 10% af patienterne har sygdommen spredt sig på det tidspunkt, hvor diagnosen bliver stillet første gang. Hører du til dem, får du samme behandling som dem, der udvikler tilbagefald efter at være blevet behandlet for lokaliseret brystkræft. Behandlingen retter sig efter, hvordan og hvor sygdommen er blusset op. Behandlingen af spredt brystkræft skal forbedre din livskvalitet ved at bremse sygdommens vækst og fortsatte spredning. Det sker ved at lindre generende symptomer, forebygge komplikationer og forlænge din levetid.
  • Hvis kræft har spredt sig til knoglerne, dvs. der er dannet knoglemetastaser, kan du få behandling med enten bisfosfonat eller denosumab (antistof). Begge lægemidler forstærker knoglerne og mindsker risikoen for komplikationer, der kan komme i forbindelse med knoglemetastaser. Strålebehandling kan også bruges mod metastaser og kan lindre symptomer, specielt smerter ved metastaser, der opstår i hjernen eller i knoglerne.
  • Behandlingen omfatter forskellige celledræbende midler (cytostatika), anti-østrogener og antistoffer, der alle bremser eller afsporer kræftcellernes evne til at vokse og dele sig. Dermed slår de kræftcellerne ihjel. Nogle kræftceller er på forhånd modstandsdygtige over for de celledræbende midler, mens andre bliver resistente i løbet af behandlingen. Ved at skifte lægemidler under behandlingsforløbet og ved at kombinere flere midler med forskellige angrebspunkter, kan man til en vis grad undgå, at kræftcellerne bliver resistente.

 

Kemoterapi kan give kvalme - derfor vil du få kvalmestillende medicin umiddelbart før kemoterapien og i de følgende dage. 

 

Du kan få mere information om din sygdom ved Kræftens Bekæmpelse

Lægemidler

Celledræbende midler

 

Kræft er forstyrrelser i cellernes normale regulering af vækst, modning, deling og død, hvilket resulterer i, at kræft vokser uhæmmet. De celledræbende midler skal ophæve disse forstyrrelser - først og fremmest ved at dræbe kræftcellerne. Der findes flere slags celledræbende midler, der hver på sin måde indvirker på kræftcellernes livscyklus. Stofferne inddeles i en række undergrupper, alt efter hvad de indeholder, og hvordan de virker: 

 

Celledræbende midler (cytostatika): 

  • Alkylerende midler
  • Antimetabolitter
  • Antimitotika
  • Topoisomerasehæmmere

Fælles for kemoterapi (behandling med cytostatika) er, at de celledræbende midler i starten af behandlingen virker hæmmende på cellernes evne til at dele sig. På længere sigt virker midlerne celledræbende. Normale celler og kræftceller har de samme mekanismer ved celledeling. Derfor rammer kemoterapi også normale cellers delingsproces og især de celler, der deler sig hurtigt, fx hårceller, slimhindeceller og blodceller. Ved at give kemoterapi i kure (serier) - normalt med 1-3 ugers mellemrum - opnår man, at kroppens normale celler kan nå at komme sig. Kræftceller har sværere ved at komme sig igen. Resultatet er, at antallet af kræftceller falder efter hver behandlingsserie, mens kroppens normale celler bliver gendannet. 

 

Håndtering af cytostatika - forholdsregler for plejepersonale 

Kemoterapi bliver primært nedbrudt i leveren eller udskilles med urin og afføring. Størstedelen bliver udskilt i løbet af de første par døgn. Sygehuspersonalet, hjemmeplejen og andre, der tager sig af patienter i kemoterapi, skal beskytte sig ved at bruge kittel og gummihandsker. Det skal sikre, at de ikke løber nogen helbredsmæssig risiko ved at arbejde i mange år med kemoterapi. Der er ingen risiko for pårørende, som kun er i nærheden af disse stoffer i kort tid. Men en god hygiejne er vigtig, både for patienten og for de pårørende. Det gælder både den personlige hygiejne og vask af tøj, linned og toilet.
Arbejdstilsynets vejledning orienterer om risiko ved arbejde med cytostatika og visse andre lægemidler i forbindelse med pleje og behandling. 

Alkylerende midler mod brystkræft
Antimetabolitter mod brystkræft
Antimitotika mod brystkræft
Topoisomerasehæmmere mod brystkræft

Immunterapi

Ved immunterapi aktiveres kroppens eget immunforsvar, så det bedre bliver i stand til angribe kræftcellerne. Samtidig kan visse former for immunterapi svække kræftcellernes evne til at forsvare sig mod kroppens immunforsvar. 

 

Lægemidler til immunterapi inddeles i undergrupper efter virkningsmekanisme: 

  • Antistoffer. Til behandling af nogle kræftformer er der udviklet antistoffer, som ved at binde sig til kræftcellens overflade får kræftcellerne til at gå til grunde.
  • Enzymhæmmere. Visse enzymer er nødvendige for kræftcellernes livscyklus og vækst, og kræftcellerne vil derfor dø, når disse enzymer hæmmes.
  • Biologiske cytoregulatorer. Biologiske cytoregulatorer (cytokiner) produceres af den normale krop under forskellige påvirkninger, fx ved en infektion, med det formål at stimulere immunforsvaret. Ved at give sådanne cytokiner i større doser end kroppen normalt producerer, kan immunforsvaret ved nogle kræftsygdomme stimuleres til at slå kræftcellerne ihjel.
Antistoffer mod brystkræft
  • Trastuzumab, trastuzumab emtansin og pertuzumab. I knap en fjerdedel af alle brystkræftsvulster findes i kræftcellerne et særlig receptor, der forekommer i en unormal stor mængde. Receptoren kaldes HER2, og en kræftcelle med mange HER2-receptorer kaldes HER2-positiv. Vækstfaktorer stimulerer kræftcellerne til at vokse og dele sig ved at binde sig til HER2-receptoren. Trastuzumab, trastuzumab emtansin og pertuzumab er antistoffer, der binder sig specifikt til HER2-positve kræftceller, og forhindrer herved vækstfaktorerne i at stimulere kræftcellens vækst og deling. Trastuzumab anvendes til behandling af både nyligt opererede patienter og til patienter med spredt brystkræft (metastaser), hvor man har påvist, at receptoren er til stede i kræftcellerne. Trastuzumab emtansin og pertuzumab anvendes til behandling af brystkræft, der har dannet metastaser.
  • Bevacizumab blokerer en bestemt vækstfaktorreceptor (VEGFR). Denne receptor findes i blodkarrene, der forsyner kræftceller med ernæringsmidler. Når VEGFR blokeres, kollapser blodkarrene og kræftcellerne sultes ihjel. Således forstærker bevacizumab effekten af kemoterapi.
  • Denosumab anvendes ved metastaser i knoglerne.
Enzymhæmmere mod brystkræft
  • Everolimus anvendes mod fremskreden kræft, som er hormonfølsom og HER2-negativ.
  • Lapatinib. Hæmmer de kemiske reaktioner, der udløses ved stimulation af HER2-positive kræftceller.
  • Palbociclib. Hæmmer de kemiske reaktioner, der udløses ved andre former for stimulation af HER2-negative kræftceller.

 

Hormoner og antihormoner til behandling af kræft

Nogle kræftformer stimuleres af de naturligt forekommende hormoner i kroppen. Kræftsygdommen kan derfor behandles med et andet hormon eller et antihormon, der hindrer, at det stimulerende hormon kan virke på kræftcellen. 

I kræftbehandlingen inddeles hormoner og antihormoner i flg. undergrupper: 

 

Hormoner 

  • Østrogener
  • Gestagener
  • GnRH-agonister
  • Somatostatinanaloger

Antihormoner 

  • Antiøstrogener
  • Antiandrogener
  • Aromatasehæmmere
Gestagener mod kræft

Behandling med gestagener i høje doser over længere tid nedsætter mængden af østrogen i blodet. Gestagener kan derfor anvendes i behandlingen af de hormonfølsomme former for brystkræft og kræft i livmoderen

GnRH-agonister mod brystkræft

GnRH-agonister nedsætter kroppens egen produktion af østrogen. 

Virksomme stoffer Præparater
Antiøstrogener
Mere end halvdelen af alle brystkræftsvulster er hormonafhængige. Det betyder, at de skal have tilført det kvindelige kønshormon østrogen for at kunne vokse. Antiøstrogener virker ved enten at blokere østrogens optagelse i cellerne eller ved at hæmme et af de enzymer, der er ansvarlig for, at kroppen producerer østrogen.

Bisfosfonater mod knoglemetastaser fra brystkræft

Hvis brystkræften har spredt sig (dannet metastaser), vil der i over en tredjedel af tilfældene være tale om spredning til knoglerne. Bisfosfonater kan binde sig til blodets calcium, og herefter aflejres i knoglerne. Behandlingen virker smertelindrende og kan forebygge komplikationer, bl.a. knoglebrud. Bisfosfonatbehandling nedsætter desuden risikoen for, at sygdommen spreder sig yderligere i knoglerne. 

Forfattere