ADHD hos voksne
Hvad er ADHD hos voksne?
ADHD er en forkortelse for Attention Deficit Hyperactivity Disorder, dvs. en lidelse med forstyrrelse i opmærksomhed og hyperaktivitet. På dansk kaldes ADHD Hyperkinetisk forstyrrelse. Diagnosen hyperkinetisk forstyrrelse beskriver den sværest ramte tredjedel af de patienter, der får diagnosen ADHD. Den tidligere benævnelse DAMP bruges ikke længere, da den kun beskriver en undergruppe af ADHD/Hyperkinetisk forstyrrelse.
ADHD er en psykisk forstyrrelse, der viser sig i barndommen og i teenageårene, og hos mange fortsætter den op i voksenalderen. Se også ADHD hos børn.
Symptomer
Symptomer hos voksne med ADHD er, at de:
- Har let ved at blive distraheret
- Er impulsive og rastløse
- Kan have hyperaktivitet i form af uro i arme eller ben
- Ofte er dårlige til at planlægge og organisere
- Kan have humørsvingninger og vredesudbrud
- Ofte søger spænding og risici for bedre at kunne koncentrere sig
- Har stor risiko for at udvikle andre psykiske lidelser, bl.a. angst, depression og misbrug
- Har mange tanker kørende, ofte flere tankesæt af gangen (mental hyperaktivitet/mind wandering), og disse er vanskelige at stoppe
- Har problemer med tid og problemer med at falde i søvn.
Andre psykiske sygdomme
Mange voksne med ADHD har ofte yderligere en eller flere psykiske sygdomme, psykiatrisk samsygelighed: søvnforstyrrelser, stemningslidelser, angstlidelser, afhængighedslidelser, personlighedsforstyrrelser, tics og Tourettes syndrom, autisme spektrum lidelser, indlæringsvanskeligheder og spiseforstyrrelser). Alle disse problemer resulterer i vanskeligheder med at fungere i relation til skole, arbejde og i personlige forhold.
Hvordan forløber sygdommen?
Før ca. 1990 troede man, at forstyrrelsen "forsvandt", når man blev voksen, at man så at sige voksede sig fra den. Nu er man blevet opmærksom på, at ADHD hos mange fortsætter i voksenalderen, blot med mindskede eller ændrede symptomer. Baggrunden for at det er svært at opdage eller diagnosticere ADHD hos voksne er, at:
- Hyperaktiviteten forsvinder ofte og bliver til indre rastløshed
- Voksne kompenserer bedre for forstyrrelsen end børn
- Voksne i højere grad end børn har andre psykiske sygdomme oveni.
Hvem får sygdommen?
Danske og udenlandske undersøgelser viser, at 4-8 % af alle børn har ADHD (1-2 % har hyperkinetisk forstyrrelse). Drenge får diagnosen ca. 4 gange oftere end piger. Godt halvdelen af de børn, som har diagnosen, vil fortsat have vanskeligheder som voksne.
Hvad er årsagen til ADHD hos voksne?
Baggrunden for ADHD er ikke fuldt afklaret, men neuro-psykiatriske faktorer er fremtrædende, og der er en meget høj grad af arvelighed.
Undersøgelser ved ADHD hos voksne
Når man skal stille diagnosen ADHD, lægges der stor vægt på omhyggeligt at udspørge patienten og de pårørende om patientens livsforløb og symptomer. Samtalerne suppleres med det kliniske indtryk af patienten under samtalerne og udfyldelse af spørgeskemaer, bl.a. for at få indtryk af sværhedsgraden af sygdommen.
Specielle forhold hos børn
Se ADHD hos børn.
Behandling af ADHD hos voksne
Hvis diagnosen ADHD stilles, bør der gives undervisning (psykoedukation) i lidelsen og dens behandling. Ved middelsvære og svære tilstande vil der blive tilbudt medicinsk behandling, samtidig med at man får rådgivning i, hvordan man lærer at takle forstyrrelsen.
Mange voksne med ADHD har vanskeligheder med at få struktur på tilværelsen, og hvis der samtidig er andre psykiske lidelser, kan det gøre behandlingen mere vanskelig.
Behandling med medicin
Den medicinske behandling af ADHD med de centralstimulerende stoffer, methylphenidat og dexamfetamin, virker ved at øge mængden af signalstoffer i hjernen. Der er tale om dopamin og i mindre grad noradrenalin, og virkningen indtræder med det samme.
Atomoxetin er et ikke-centralstimulerende stof, der virker ved at øge mængden af noradrenalin og i mindre grad dopamin. Virkningen indtræder som regel først efter 1-2 måneders behandling.
Guanfacin er også et ikke-centralstimulerende stof, der sænker blodtrykket og også har effekt på ADHD-symptomer. Virkningen er ikke helt klarlagt, og indtræder først efter ugers behandling.
Ofte må man forsøge sig frem for at se hvilket lægemiddel, der er mest effektivt til den enkelte patient. Man starter i reglen med methylphenidat, der er det mest undersøgte stof.
Behandlingen fører til øget opmærksomhed, mindre hyperaktivitet og mindre impulsivitet. Hvis medicinen tages som ordineret, er medicinsk behandling generelt meget effektiv.
Ud over disse præparater findes forskellige andre, som kan forsøges, hvis der ikke er effekt, eller man får bivirkninger, som ikke kan accepteres. Det er fx modafinil, bupropion og clonidin.
Læs Annes historie om at være voksen med ADHD og mere i Tema om ADHD.
Kontakt evt. ADHD-foreningen.
Lægemidler
Midler mod ADHD
De registrerede midler mod ADHD består af de centralstimulerende midler methylphenidat og dexamfetamin samt de ikke-centralstimulerende midler atomoxetin og guanfacin.
Midler, der virker centralstimulerende, medfører alle risiko for misbrug. Risikoen ved lisdexamfatamin er sandsynligvis mindre, da virkningen af dette stof indtræder langsommere.
Medicin, som indeholder methylphenidat, kan opdeles i to slags præparater:
- Præparater, hvor stoffet frigøres med det samme, med en virkningsvarighed på 3-4 timer. Den korte virkningsvarighed medfører, at medicinen skal tages 2-5 gange i løbet af dagen for at dække behovet. Der er som ved almindelig dexamfetamin risiko for misbrug.
- Depotpræparaterne med en virkningsvarighed på 5-7 timer skal tages 2-3 gange i løbet af dagen, og depotpræparater med 7-12 timers virkningsvarighed 1-2 gange i løbet af dagen.
Dexamfetamin og lisdexamfetamin har næsten samme virkningsmekanisme som methylphenidat. Dexamfetamin har været anvendt i begrænset omfang i mange år på grund af risiko for misbrug. Lisdexamfetamin er en type af dexamfetamin, der aktiveres i langsomt tempo inde i kroppen (et såkaldt "prodrug"). Den langsomme omdannelse til dexamfetamin sænker risikoen for misbrug i forhold til almindeligt hurtigtvirkende dexamfetamin.
- Dexamfetamin har en virkningsvarighed på 4-6 timer. Det tages 2-3 gange i døgnet.
- Lisdexamfetamin har depotvirkning med 7-12 timers varighed. Dette betyder, at medicinen tages 1-2 gange pr. dag.
Atomoxetin har en lidt anden virkningsmekanisme end de stimulerende midler. Det påvirker niveauerne af forskellige signalstoffer i hjernen og virker først efter, at man har taget det dagligt i 1-3 måneder. Når virkningen er indtrådt, varer den ved hele døgnet.
Guanfacin er ikke et stimulerende middel som methylphenidat og dexamfetamin. Midlet påvirker visse signalstoffer i hjernen, men den nærmere virkningsmekanisme ved ADHD er ikke helt klarlagt.
| Virksomme stoffer | Præparater |
|---|---|
