Sarkoidose

Hvad er Sarkoidose?

Sarkoidose er en sygdom, hvor der i kroppen forekommer en særlig slags betændelsesreaktion, som ser ud på en bestemt måde under et mikroskop. Her ser man runde ansamlinger af forskellige betændelsesceller, såkaldte granulomer. Oftest rammes lymfekirtler, lunger, hud og led, men der kan være symptomer fra næsten alle organer.
Man kender ikke årsagen til sarkoidose, og der findes ikke noget dansk navn for sygdommen. Den græske betegnelse sarcoid (kødlignende) hentyder til de forandringer, som af og til kan ses i huden ved sarkoidose. 

Symptomer

Sygdommen optræder i 2 hovedformer: en akut forløbende form og en kronisk form. Ved den akutte form ses ofte feber og træthed, som let kan forveksles med en almindelig infektion som lungebetændelse eller influenza. Sarkoidose kan give symptomer fra mange organer. De hyppigste er lymfekirtler, lunger, hud, led og øjne. Nogle patienter har kun symptomer fra ét organ, mens andre har mange forskellige symptomer. Lymfekirtlerne på halsen og i armhulerne kan hæve og føles forstørrede og ømme.

Lungesymptomerne omfatter vedvarende tør hoste og åndenød, som især viser sig ved anstrengelse.
I øjnene kan der være irritation og rødme, og synet kan blive uklart. Disse symptomer skyldes oftest regnbuehindebetændelse.
Den hyppigste forandring i huden er såkaldt knuderosen, som er ømme røde knuder, som dannes på ben og arme og ofte ledsages af feber og ømhed i leddene. I sjældnere tilfælde kan der også være symptomer fra spytkirtler, hjerte eller nyrer. 

Hvordan forløber sygdommen?

Forløbet er meget varierende. I de tilfælde, hvor sygdommen opstår pludseligt, kan symptomerne forsvinde af sig selv i løbet af nogle måneder, og der vil ikke være behov for langvarig behandling. Dette forløb ses hos de allerfleste, som rammes af sygdommen.
I de tilfælde, hvor udviklingen er snigende, kan der dannes arvæv i lungerne, som ødelægger det normale lungevæv. I disse tilfælde er fremtidsudsigterne dårligere, og som regel kommer der en permanent nedsættelse af lungefunktionen og en vedvarende tendens til åndenød. I ganske få procent af tilfældene kan sarkoidose medføre en så svær beskadigelse af lungerne, at der udvikles svært nedsat lungefunktion, og det bliver nødvendigt med permanent iltbehandling. 

Hvem får sygdommen?

Sarkoidose optræder især hos yngre voksne i aldersgruppen 20-40 år, men kan også vise sig senere i livet. Sygdommen optræder med nogenlunde samme hyppighed hos kvinder og mænd.  

Hvad er årsagen til sarkoidose?

Man kender ikke årsagen til sarkoidose, men den skyldes formodentligt en reaktion på en ydre påvirkning. Det har hidtil ikke været muligt at finde frem til, hvilken slags påvirkning, det kunne dreje sig om, men en af teorierne er, at det drejer sig om en infektion. Sygdommen betragtes ikke som arvelig, og man ved med sikkerhed, at den ikke smitter. 

Undersøgelser ved sarkoidose

Man vil typisk foretage følgende undersøgelser: 

• røntgenundersøgelse og/eller CT-scanning af lungerne
• måling af lungefunktionen
• blodprøver.

Det er vigtigt at udelukke andre sygdomme, specielt tuberkulose, som nogle gange viser sig i lungerne på samme måde som sarkoidose. I nogle tilfælde kan symptomerne og røntgenbilledet af lungerne være så karakteristiske for sarkoidose, at man ved hjælp af disse undersøgelser kan stille diagnosen med stor sikkerhed. I mange tilfælde er det dog nødvendigt at tage en vævsprøve for at påvise de typiske betændelsesforandringer. Vævsprøven kan tages fra en forstørret kirtel eller fra lungen, leveren eller huden, dog ikke fra knuderosen. Da de fleste patienter med sarkoidose har sygdommen i lungerne, er vævsprøver fra luftvejsslimhinden eller fra de små lungesække (alveoler) den mest almindelige undersøgelse. Prøven kan tages i forbindelse med en kikkertundersøgelse (bronkoskopi), som foretages i lokalbedøvelse. 

Specielle forhold hos børn

Sarkoidose kan forekomme hos børn, men det er sjældent. 

Behandling af sarkoidose

Mange tilfælde af sarkoidose går over af sig selv og kræver ikke behandling. Hvis der er tegn på, at sygdommen forværres, vil man iværksætte behandling med binyrebarkhormon som tabletter. Man starter ofte med en høj dosis og aftrapper derefter i løbet af de efterfølgende måneder, hvor man samtidigt følger op med blodprøver, røntgen af lungerne og måling af lungefunktionen. I nogle tilfælde kan sygdommen føre til et forhøjet indhold af calcium i blodet, og i den forbindelse skal man undgå D-vitamin og ikke opholde sig for meget i solen. 

Hvis du har flere spørgsmål om din sygdom, kan du kontakte Danmarks Lungeforening. 

Forfattere