Om medicin
Enterotabletter
Enterotabletter er tabletter, som er overtrukket med en særlig type overtræk, som ikke bliver ødelagt af mavesyren. Enterotabletten bliver derfor først opløst i tarmen (enteron = tarm).
Se en lille animationsfilm om enterotabletter og kapsler:
Lægemidler, som irriterer mavesækkens slimhinde, eller som nedbrydes af mavesyren, kan derfor fremstilles som enterotabletter. Denne lægemiddelform bruges også til lægemidler, der skal virke lokalt i tarmen.
Se eksempel på medicin, der fås som enterotabletter
Tag den med vand og synk den hel
Du bør altid tage tabletterne med et glas vand (ca. 2,5 dl). Som hovedregel skal du synke enterotabletter hele. Hvis du knuser eller tygger enterotabletter, vil det ødelægge det syrestærke overtræk. Nogle enterotabletter har delekærv og må deles.
Enkelte enterotabletter er fremstillet på en måde, så du umiddelbart før brug kan røre tabletterne ud i vand. Hvis det er tilfældet, vil sådanne oplysninger stå under "Dosering".
Du kan læse mere i indlægssedlen om, hvordan du skal tage din medicin.
Læs om de forskellige typer tabletter, der findes.
Læs mere om andre former for lægemidler.