Børn og medicin

Revisionsdato: 01.11.2022

 

4 glade børn 

Medicin kan påvirke et barns vækst og udvikling. Fx kan binyrebarkhormoner, hvis det bruges gennem længere tid, hæmme væksten hos børn. Tetracyclin, et antibiotikum, kan misfarve tænder, der endnu ikke er udviklet. 

 

Meget medicin bør slet ikke bruges til børn, da man ikke har nok erfaring med det.  

Dosering afhængig af barnets alder

Nyfødte
Mange lægemidler omsættes i leveren og udskilles gennem nyrerne. Hos et nyfødt barn er mange organer endnu umodne. Nyrefunktionen er nedsat og leverens evne til at omsætte lægemidler er heller ikke fuldt udviklet endnu. Det medfører, at behandling af nyfødte børn er en specialistopgave.

Mindre børn op til ca. 11 år
Doseringen til mindre børn afhænger bl.a. af barnets alder og vægt. I de fleste tilfælde angives doser til børn "pr. kg legemsvægt". Alderen kan dog i sig selv have betydning for doseringen, fx gives hjertemedicinen digoxin i større doser pr. kg legemsvægt i aldersgruppen fra 1 måned til 2 år end senere i barnealderen.

Større børn op til ca. 17 år
For større børn giver doseringen af almindelige lægemidler ikke væsentlige problemer. Bivirkninger synes endda at være sjældnere hos børn end hos voksne. 

Lægemiddeltype

indsprøjtninger med medicin i en muskel bør undgås til børn under 1 år. Mikstur og evt. opløste tabletter er bedst til små børn.
Til børn med astma, der har behov for medicin givet som inhalation, bruges forskellige inhalationssystemer afhængig af barnets størrelse og evne til at bruge systemet. 

Særlige forhold

Børn der gylper
Børn med febersygdomme vil ofte gylpe eller kaste op, og det gør det vanskeligt at bruge tabletter. I stedet kan barnet få stikpiller (suppositorier), der skal indføres i endetarmen. 

 

Forfatter(e)