Gå til toppen af siden...
medicin.dk Copyright © 2011 DLI A/S

Forhøjet blodtryk

 

Hvad er Forhøjet blodtryk?

Hjertet er en muskel, som pumper iltet blod rundt i alle dele af kroppen. Når hjertet trækker sig sammen (hjertets systole), pumpes der blod ud i den store pulsåre (aorta) og videre ud i pulsårerne til kroppens organer. Når organerne har brugt ilten, føres blodet tilbage via blodkar (vener) til hjertet, som fyldes med blod (hjertets diastole). Blodet føres videre ud til lungerne for at blive iltet. Fra lungerne føres blodet tilbage til hjertet, hvor det igen pumpes ud i den store pulsåre.        

  

Blodtrykket består således af to tal, det høje og det lave blodtryk, og det måles i millimeter kviksølv (mmHg) , fx 125/65 mmHg. 

  

Det "høje blodtryk" (det systoliske blodtryk), er det tryk, der udøves på blodkarrenes vægge, når hjertet pumper blodet ud i den store pulsåre. 

Det "lave blodtryk" (det diastolisk blodtryk), er det tryk, der udøves på blodkarrenes vægge, når hjertet fyldes med blod.   

  

Dit blodtryk er forhøjet (hypertensio arterialis), hvis det høje blodtryk er 140 mmHg og derover, eller det lave blodtryk er 90 mmHg og derover. 

Disse grænser for forhøjet blodtryk gælder for alle voksne uanset alder og køn. Grænserne for forhøjet blodtryk er anderledes, hvis dit blodtryk måles uden for konsultationen. 

  

Sådan fungerer hjertet
 

Mange tror, at man kan mærke et forhøjet blodtryk, men faktum er, at det kun sjældent giver symptomer. 

Symptomer kan være hovedpine, træthed, » svimmelhed samt unormal forpustethed og » hjertekramper ved anstrengelse. 

Hvordan forløber sygdommen?

Et forhøjet blodtryk medfører åreforkalkning i kroppens pulsårer, og øget risiko for at få » blodprop i hjernen/hjerneblødning, » blodprop i hjertet, » hjertesvigt, » kredsløbsproblemer i benene samt påvirkning af » nyrerne

Når det høje blodtryk sænkes, mindskes denne risiko betydeligt. Der er derfor vigtigt at få behandlet et forhøjet blodtryk for at undgå følgesygdommene. 

Hvem får sygdommen?

Alle kan få sygdommen, men den er mest udbredt hos ældre. 

Hvad er årsagen til forhøjet blodtryk?

Det er meget sjældent, at der findes en egentlig årsag til forhøjet blodtryk.   

Der kan findes sygdom i nyrerne, binyrerne, forsnævringer i nyrepulsårerne eller » stofskiftesygdomme, som kan være årsag til et forhøjet blodtryk. 

  

Arvelige anlæg spiller også en rolle. Hvis en af dine forældre eller begge forældre har forhøjet blodtryk, har du en øget risiko for også at få det. Hvis dette er tilfældet, er det en god ide at » måle blodtrykket på de andre i familien. 

Undersøgelser

Hvordan  » måles blodtrykket? 

Blodtrykket måles ofte hos lægen i konsultationen, når du har siddet og hvilet i 5 minutter. 

Blodtryksmanchetten, som sættes om overarmen, pustes op ved hjælp af en lille ballon, så manchetten strammer lidt om armen. Manchetten er forbundet med et blodtryksapparat, hvor trykket i manchetten kan aflæses. Lægen vil normalt måle blodtrykket flere gange gennem nogen tid. 

  

Nogle gange vil lægen også gerne have målinger uden for konsultationen. Det kan foregå med et automatisk bærbart blodtryksapparat og en manchet. Blodtryksapparatet sættes på i konsultationen og bæres i et døgn i vante omgivelser. Dette kaldes døgnblodtryksmåling. 

En anden metode til at måle blodtrykket uden for konsultationen sker ved, at lægen beder dig måle dit blodtryk med et halvautomatisk blodtryksapparat. Du skal selv placere blodtryksmanchetten på armen og selv aktivere blodtryksapparatet for at foretage en måling. Dette kaldes » hjemmeblodtryksmåling

  

Hvad er "hvid kittel"-blodtryksforhøjelse? 

Hos enkelte personer bliver blodtrykket ved med at være forhøjet, hver gang det bliver målt hos lægen, men når det måles uden for konsultationen, er blodtrykket normalt. 

Dette fænomen kaldes "hvid kittel"-blodtryksforhøjelse eller konsultationsbestemt blodtryksforhøjelse, altså blodtryksforhøjelse, som er forårsaget af besøget hos lægen. 

Konsultationsbestemt blodtryksforhøjelse skal ikke behandles, da blodtrykket jo er normalt største del af tiden, og der derfor ikke er påvirkning af organerne. 

Blodtrykket skal kontrolleres årligt, da vi ikke ved, om nogle af de personer, der har konsultationsbestemt blodtryksforhøjelse, med tiden udvikler reelt forhøjet blodtryk. 

  

Andre undersøgelser 

Lægen beder om oplysninger om tidligere sygdomme hos dig og din nærmeste familie. Desuden vil lægen spørge om dit helbred, om du ryger, om du drikker alkohol, om du indtager store mængder salt eller lakrids, og om du motionerer. 

Lægen vil foretage en almindelig undersøgelse af dig og vil desuden tage » blodprøver for at bestemme dit » blodsukker, » kolesterol, blodprocent, blodsalte, og nyreblodprøve (kreatinin). 

Lægen vil undersøge » din urin for æggehvidestoffer. 

Lægen vil tage et » elektrokardiogram (ekg)

I nogle tilfælde vil lægen vurdere, at der skal foretages en nyrescanning (renografi), ultralydsscanning af hjertet ( » ekkokardiografi) og en undersøgelse af øjnene (oftalmoskopi). 

Alle disse oplysninger bruger lægen til at bestemme din risikoprofil, som sammen med dit forhøjet blodtryk danner et grundlag for start af behandling. 

Behandling

Hvad kan jeg selv gøre? 

Forhøjet blodtryk kan nedsættes ved, at du: 

Ændrede levevaner nedbringer blodtrykket efter uger til måneder. Hvis du ryger, bør du holde op, da det nedsætter din risiko for hjerte-kredsløbssygdomme betydeligt. Læs mere om » rygestop

  

Hvornår skal jeg starte behandling? 

Hvis dit blodtryk er let forhøjet, og din risikoprofil er lav, vil lægen observere virkningen af de råd, der er givet under "Hvad kan jeg selv gøre?" i op til et år, og derefter starte behandling med medicin. 

      

Hvis dit blodtryk er moderat forhøjet, og din risikoprofil er moderat, vil lægen i op til et halvt år afvente virkningen af de råd, der er givet under  "Hvad kan jeg selv gøre?" før start af medicinsk behandling. 

  

Hvis din blodtryk er stærkt forhøjet, og din risikoprofil er høj eller meget høj, vil lægen starte medicinsk behandling straks, men selvfølgelig samtidigt iværksætte de råd, der er givet under afsnittet "Hvad kan jeg selv gøre?". 

  

Hvilken slags medicin får jeg? 

Der er forskellige slags blodtryksnedsættende medicin. Det er meget almindeligt, at man føler sig lidt utilpashed i starten af behandlingen. Hvis ikke bivirkningerne er acceptable efter 2 uger, vil  lægen skifte til en anden blodtrykssænkende medicin. 

Det er en god ide at tale med din læge om bivirkninger af medicinen, så du ved, hvad du kan vente. 

  

Det kan være nødvendigt, at du skal have flere slags blodtryksnedsættende medicin for at få dit blodtryk normalt. Det finder din læge ud af hen ad vejen. Der går typisk 2-4 uger mellem ændringerne af dosis, tillæggelse af ny medicin eller skift af medicin. 

  

Det kræver nogen tålmodighed at få behandlet et forhøjet blodtryk. Det er vigtigt, at du tager medicinen, som din læge har ordineret - hverken mere eller mindre. Bliver du utilpas, så kontakt din læge. Du skal ikke stoppe din behandling på egen hånd.   

  

De hyppigst anvendte blodtrykssænkende midler er » vanddrivende medicin, » calciumblokkere, » ACE-hæmmere, » angiotensin II-blokkere og » beta-blokkere

Mange af de blodtryksnedsættende midler findes i samme tablet, så selvom du skal have flere slags blodtryksnedsættende medicin, behøver det ikke at betyde flere tabletter. 

  

Hvad skal blodtrykket sænkes til? 

Uanset alder og køn skal blodtrykket hos voksne sænkes til under 140/90 mmHg. 

Hvis du har haft en » blodprop i hjertet, skal blodtrykket sænkes ned til 130/80 mmHg, men ikke under 130/80 mmHg.  

Hvis du har haft en » blodprop i hjernen, skal blodtrykket sænkes til under 130/80 mmHg. 

Hvis du har » sukkersyge eller en nyresygdom, skal blodtrykket sænkes til under 130/80 mmHg. 

  

Hvor tit skal blodtrykket kontrolleres? 

Når dit blodtryk er normalt, og du ikke har gener, vil lægen oftest kontrollere dit blodtryk med 6-12 måneders interval. 

Hvis dit blodtryk ikke er velbehandlet, vil din læge, alt efter hvor højt dit blodtryk er, afgøre, hvor tit du skal have kontrolleret dit blodtryk. 

Lægemidler

Vanddrivende midler

Vanddrivende midler (diuretika) virker ved at drive salt og væske ud af kroppen og ved at udvide de små blodkar. Begge virkninger medfører, at blodtrykket falder.

Der findes tre forskellige typer af vanddrivende midler: 

  

Thiazider og slyngediuretika kan medføre, at indholdet af kalium i blodet falder. Derfor er disse midler tilsat kalium eller anvendes sammen med kaliumtilskud eller kaliumbesparende diuretika. 

Thiazider
Virksomme stofferPræparater
Slyngediuretika
Virksomme stofferPræparater
Kaliumbesparende midler
Virksomme stofferPræparater
Vanddrivende midler i kombination
Virksomme stofferPræparater
Beta-blokkere


Beta-blokkere er forskellige stoffer, som har det til fælles, at de kan blokere » beta-receptorerne.
Beta-blokkere opdeles i to grupper:
De » Selektive beta-blokkere blokerer kun beta1-receptorerne og virker først og fremmest på hjerte og kredsløb. 

De » Ikke-selektive beta-blokkere blokerer både beta1- og beta2-receptorerne og udløser derfor en virkning flere forskellige steder i kroppen. 

  

Beta-blokkere anvendes først og fremmest i behandlingen af » Forhøjet blodtryk og andre sygdomme i hjerte og kredsløb, fx » Hjertesvigt, » Hjerterytmeforstyrrelser og som forebyggende middel mod » Hjertekrampe

Visse beta-blokkere kan anvendes i den forebyggende behandling af » Migræne

Den ikke-selektive beta-blokker propranolol kan desuden benyttes til forebyggelse af » Åreknuder i spiserøret, ved » For højt stofskifte samt ved » Skrumpelever

Nogle beta-blokkere findes tillige som øjendråber og anvendes i behandlingen af forhøjet tryk i øjet (» Grøn stær).

Selektive og ikke-selektive beta-blokkere er lige effektive, men hvis man samtidig har problemer med vejrtrækningen, bør de selektive beta-blokkere anvendes, fordi de ikke-selektive beta-blokkere kan forværre vejrtrækningsproblemerne ved fx » Astma eller » KOL

Selektive beta-blokkere
Virksomme stofferPræparater
Ikke-selektive beta-blokkere
Virksomme stofferPræparater
Calciumblokkere

Calciumblokkere anvendes mod forhøjet blodtryk - ofte i kombination med andre blodtryksnedsættende lægemidler. Visse calciumblokkere anvendes desuden mod hjertekrampe.

Calciumblokkere virker ved at blokere for indstrømningen af calcium i de glatte muskelceller, som findes i blodkarrenes væg. Herved udvides blodkarrene og blodgennemstrømningen øges til bl.a. hjertet. Samtidig falder blodtrykket. Visse calciumblokkere hæmmer desuden impulsen mellem hjertets for- og hovedkamre, så hjertefrekvensen nedsættes eller normaliseres.

Der findes tre forskellige grupper af calciumblokkere: 

» Verapamil-gruppen 

» Dihydropyridin-gruppen 

» Diltiazem-gruppen

Verapamil-gruppen
Verapamil virker overvejende på hjertet og mindre på karrene.
Virksomme stofferPræparater
Dihydropyridin-gruppen
Dihydropyridin er en gruppebetegnelse for midlerne amlodipin, felodipin, isradipin, lacidipin, lercanidipin, nifedipin og nitrendipin).
Virker overvejende på karrene.
Virksomme stofferPræparater
Diltiazem-gruppen
Diltiazem indtager en mellemstilling, idet det virker såvel på hjertet som på de perifere kar.
Virksomme stofferPræparater
ACE-hæmmere
ACE-hæmmere hæmmer enzymet 'Angiotensin Converting Enzyme' (ACE), som er ansvarlig for omdannelsen af angiotensin I til angiotensin II. Angiotensin II virker meget kraftigt sammentrækkende på de små modstandskar (arterioler) og har tillige en sammentrækkende effekt på venesystemet, der fører blod tilbage til hjertet. Når der dannes mindre mængde af angiotensin II, udvider modstandskarrene sig, og blodtrykket falder. Samtidig aflastes hjertet, fordi der bliver ført mindre blod tilbage til hjertet via venesystemet.
Virksomme stofferPræparater
Angiotensin II-blokkere
Angiotensin II-blokkere hæmmer virkningen af angiotensin II, der er et stof, der dannes i kroppen. Angiotensin II virker meget kraftigt sammentrækkende på de små modstandskar (arterioler) og har tillige en sammentrækkende effekt på venesystemet, der fører blod tilbage til hjertet. Angiotensin II-blokerende lægemidler sætter sig på angiotensin II-receptorerne og forhindrer herved angiotensin II i at virke. Resultatet heraf er, at modstandskarrene udvider sig, og blodtrykket falder. Samtidig aflastes hjertet, fordi der bliver ført mindre blod tilbage til hjertet via venesystemet.
Virksomme stofferPræparater
Reninhæmmere
Aliskiren hæmmer enzymet renin, der indgår i dannelsen af de to blodtryksforhøjende hormoner, angiotensin I og II. Et fald i mængden af disse hormoner fører til, at blodkarrene udvides, så blodtrykket falder.
Virksomme stofferPræparater
Hjertemidler i kombination

Kombinationspræparater foretrækkes i behandlingen af » Forhøjet blodtryk og » Hjertesvigt i de tilfælde, hvor der er behov for flere slags hjertemedicin samtidig. Når man bruger kombinationspræparater, kan man nøjes med at tage et færre antal tabletter dagligt, og det bliver nemmere at bevare overblikket over behandlingen, så medicinen indtages på de korrekte tidspunkter hver dag. 

Beta-blokkere og vanddrivende midler i kombination
Virksomme stofferPræparater
ACE-hæmmere og vanddrivende midler i kombination
Virksomme stofferPræparater
Angiotensin II-blokkere og vanddrivende midler i kombination
Virksomme stofferPræparater
Angiotensin II-blokkere og calciumblokkere i kombination
Virksomme stofferPræparater
Angiotensin II-blokkere, calciumblokkere og vanddrivende midler i kombination
Virksomme stofferPræparater
Alfa-blokkere mod forhøjet blodtryk
Den blodtryksnedsættende virkning af disse lægemidler fremkommer ved en blokade af de såkaldte alfa-receptorer i de små modstandskar. Blokaden medfører udvidelse af karrene.
Virksomme stofferPræparater
Midler med både alfa- og beta-blokerende virkning
Virksomme stofferPræparater
Indapamid
Indapamid har en direkte afslappende virkning på muskulaturen i karvæggen i de små modstandskar. Dermed udvides karrene, og blodtrykket falder.
Virksomme stofferPræparater
Andre midler mod forhøjet blodtryk
Disse lægemidler virker blodtryksnedsættende ved på forskellig måde at udvide de små modstandskar.
Virksomme stofferPræparater

Forfattere

» Lia E Bang (Forfatter)

Revisionsdato

2012-08-24
Find en sygdom
Klik på det område på figuren, hvor sygdommen hører hjemme. I det nye vindue vises det valgte område med detaljer, som du kan klikke på og få en liste med sygdomsbeskrivelser. Den valgte sygdomsbeskrivelse åbner i et nyt vindue.
Håret Hjernen Øjnene Ørerne Næsen Ansigtet/kinderne Munden Spiserøret Skjoldbruskkirtlen Skelettet Musklerne Huden Hænderne Musklerne Skelettet benene Huden Fødderne Rygsøjle Blodet og nymfesystemet Luftvejene Brysterne Hjertet og kredsløbet Leveren Mavesækken Galdeblæren Bugspytkirtlen Tarmene Nyrerne Højre Nyrerne Urinvejene Tarmene Kvindelige kønsorganer Mandelige kønsorganer