Blødende tyktarmsbetændelse

Revideret: 02.07.2018

Hvad er Blødende tyktarmsbetændelse?

Blødende tyktarmsbetændelse (colitis ulcerosa) er en kronisk sygdom i tyktarmens slimhinde. Sygdommen er kendetegnet ved, at du har blodige diarréer.

Symptomer

Du har mange daglige diarréer og pus og blod i afføringen. Du kan have kraftig afføringstrang og mavesmerter, men mange patienter er upåvirkede, også selv om de har sygdommen i svær grad.
De mange blodige afføringer kan i dårlige perioder føre til, at du får blodmangel.

Hvordan forløber sygdommen?

Sygdommen er livsvarig, men du kan forvente at leve - og arbejde - lige så længe som alle andre. Med blødende tyktarmsbetændelse har du gode perioder, og du har dårlige perioder. De fleste patienter (80%) oplever perioder på op til mange år, hvor sygdommen er i ro.

Sygdommen kan være begrænset til endetarmen, men den kan også brede sig op i venstre side af tyktarmen. I svære tilfælde kan den omfatte hele tyktarmen. Hvis du har haft sygdommen i mere end 10 år, har du en let øget risiko for tarmkræft. Det gælder dog ikke, hvis sygdommen udelukkende sidder i endetarmen. 

Hvem får sygdommen?

Blødende tyktarmsbetændelse opstår typisk i alderen 15-30 år, og antallet af nye tilfælde i Danmark er ca. 13 per 100.000. Sygdommen er lige almindelig hos mænd og kvinder. 

Hvad er årsagen til blødende tyktarmsbetændelse?

Årsagen til sygdommen er ukendt. Man ved dog, at når sygdommen er i udbrud, er det en selvforstærkende proces, hvor din krops normale evne til at styre betændelse er beskadiget. Psykiske faktorer er ikke årsagen til sygdommen. Det er dog hyppigt, at du mærker mere til din sygdom i perioder med psykisk stress.

I nogle familier har flere personer blødende tyktarmsbetændelse, men hvis du har sygdommen, er der mindre end 0,5% risiko for, at dit barn udvikler sygdommen. 

  

Intet tyder på, at der er nogen direkte forbindelse mellem bestemte fødevarer og blødende tyktarmsbetændelse. Sygdommen kan blusse op, hvis du får en akut tarminfektion, fx turistdiarré. Psykiske faktorer er ikke årsagen til sygdommen. Det er dog hyppigt, at du mærker mere til din sygdom i perioder med psykisk stress. 

  

Læs mere om fødevarer i artiklen Kostråd ved blødende tyktarmsbetændelse

Undersøgelser ved blødende tyktarmsbetændelse

Først skal lægen udelukke, at du har en infektion ved at undersøge  prøver af din afføring.
Lægen  undersøger din tarm med en kikkert (et koloskop), som skal op gennem endetarmen. Gennem kikkerten kan lægen se direkte ind på tarmens slimhinde og opdage betændelse. Lægen vil samtidig tage vævsprøver ( tarmbiopsier) fra slimhinden. 
Du skal også have taget  blodprøver, som viser, om du har tegn på  blodmangel og betændelse. 

Specielle forhold hos børn

Hos børn har sygdommen tit et sværere forløb. Sygdommen kan medføre, at barnet vokser langsommere før og under puberteten. Den kan også føre til, at barnet bliver underernæret og taber i vægt.
Binyrebarkhormon, som anvendes til behandling af blødende tyktarmsbetændelse, kan påvirke barnets vækst. Det betyder, at barnet vokser mindre i højden, hvis barnet får det gennem længere tid. Som regel er det nødvendigt at operere tidligere i sygdomsforløbet hos børn end hos voksne.

Børn og unge kan også få psykiske problemer, fordi de føler sig anderledes end deres kammerater. De må tit forsømme skolen på grund af sygdommen. Børn med blødende tyktarmsbetændelse skal altid ses af en speciallæge i mave-tarmsygdomme. 

Behandling af blødende tyktarmsbetændelse

Hvis du har colitis ulcerosa, er det vigtigt, at du jævnligt går til kontrol hos en speciallæge i medicinsk gastroenterologi, som du også kan kontakte ved tegn på opblussen i sygdommen.  

 

Visse præparater til behandling af smerter/gigtsymptomer - de såkaldte NSAID-præparater inkl. acetylsalicylsyre - kan aktivere sygdommen. Af denne grund bør du så vidt muligt undgå NSAID-præparater, hvis du har colitis ulcerosa. Rygning har en gunstig indflydelse på sygdommen. Men ud fra en samlet vurdering af skader på andre organer i kroppen (lunger og kar), fraråder man, at personer med colitis ulcerosa ryger. 

 

Medicinsk behandling 

I lette tilfælde, hvor sygdommen kun sidder i den nederste del af tyktarmen, kan du få hældt betændelsesdæmpende midler op gennem endetarmen. Det kan fx være binyrebarkhormon eller et præparat, som indeholder mesalazin.

I mere udbredte tilfælde, kan du få de samme midler som tabletter eller kapsler. Det gælder også, hvis du har behov for vedvarende behandling.

De sværeste tilfælde kræver indlæggelse og muligvis operation. Det kan være, hvis du har sygdommen i svær grad, hvor hele tyktarmen er angrebet, og den medicinske behandling ikke virker. Ved en operation fjerner man tyktarmen og eventuelt også endetarmen.

Mange forskellige stoffer aktiveres i kroppen ved kronisk tarmbetændelse. Det er stoffer, som er skadelige og som fremmer betændelse.
Hvide blodlegemer tilkaldes af disse stoffer og strømmer fra blodet ud i tarmslimhinden. De hvide blodlegemer frigør stoffer, som skader vævet og giver hævelse af slimhinden, blødning og sårdannelse.

Medicinen virker: 

  • ved at hindre dannelse af stoffer, som fremmer betændelse (fx mesalazin)
  • ved at lægge en dæmper på aktiviteten af de hvide blodlegemer (fx binyrebarkhormoner).

 

Hvis du har flere spørgsmål om din sygdom, kan du kontakte patientforeningen Colitis-Crohn Foreningen. Læs om kostråd i artiklen Kostråd ved blødende tyktarmsbetændelse 

Lægemidler

Mesalazin-præparater

Både balsalazid, olsalazin og sulfasalazin omdannes i tarmen til det aktive stof mesalazin. Mesalazin, dæmper betændelse og anvendes både som forebyggelse og til behandling af blødende tyktarmsbetændelse. Mesalazin hæmmer dannelsen af stoffer, som forstærker betændelsen. Mesalazin findes som tabletter og som suppositorier eller rektalvæske til indføring i endetarmen. 

Binyrebarkhormon til lokal brug i tarmen (Blødende tyktarmsbetændelse)

Binyrebarkhormon har en dæmpende virkning på aktiviteten af de hvide blodlegemer. Derved bliver disse celler mindre aktive og mindre tilbøjelige til at forvolde skade på tarmslimhinden.  

Midlerne er som regel meget effektive til at dæmpe betændelse i tarmen, men kan kun anvendes i et begrænset tidsrum. Anvendelse i længere tid medfører kronisk svækkelse af slimhinden. 

Biologiske midler mod inflammatoriske tarmsygdomme

Biologiske lægemidler minder om naturligt forekommende stoffer i mennesker. De kan målrettes sygdomsceller, og har ofte færre bivirkninger end mere traditionelle lægemidler, der ofte er fremstillet syntetisk. De virker ved specifikt at hæmme signalstoffer, der indgår i de inflammatoriske vævsreaktioner, man ser ved autoimmune sygdomme som fx leddegigt, psoriasis og visse tarmsygdomme.
Læs mere om biologiske og biosimilære lægemidler

Immunundertrykkende midler mod inflammatoriske tarmsygdomme

Forfattere

Jakob W. Hendel (Forfatter)