Livmoderhalskræft
Hvad er Livmoderhalskræft?
Livmoderhalskræft (cancer cervicis uteri eller cervixcancer) er en ondartet sygdom, som udvikler sig i cellerne i livmoderhalsens overflade. Læs også artiklen Generelt om kræft.
Symptomer
Forstadierne til kræft giver ingen symptomer. Hvis du har kræft i livmoderhalsen, kan du få pletblødninger mellem menstruationerne, blodigt udflåd eller blødning, når du har samleje. Smerter kommer der først, når sygdommen er meget udbredt.
Hvordan forløber sygdommen?
Livmoderhalskræft begynder som et forstadium til kræft i de øverste cellelag. Forstadiet kan enten gå i sig selv igen eller udvikle sig til en egentlig kræftsygdom i løbet af cirka 10 år. Kræftsvulsten breder sig efterhånden ned i skeden eller ud i vævet ved siden af livmoderhalsen, og den kan vokse ind i urinblæren eller endetarmen. Den kan også brede sig ved at udsende kræftceller via lymfekarrene til lymfeknuderne indvendigt i bækkenet eller via blodet til leveren eller lungerne. Disse dattersvulster kaldes metastaser. Op til 90 % af patienterne med livmoderhalskræft i de tidlige stadier bliver helbredt. For patienter med sygdommen i de senere stadier er helbredelsesprocenten 10-60 %.
Hvem får sygdommen?
Alle kvinder, som er seksuelt aktive, har risiko for at få livmoderhalskræft. Hvis du havde en tidlig seksuel debut og har haft mange seksualpartnere, har du øget risiko for at få sygdommen. Det er sjældent, at kvinder under 23 år får sygdommen. Den optræder oftest hos kvinder i alderen 40-50 år og 60-70 år.
Læs også vores Tema om kønssygdomme.
Hvad er årsagen til livmoderhalskræft?
Livmoderhalskræft skyldes human papilloma-virus (HPV), som er et seksuelt overført virus. Op mod 80 % af alle seksuelt aktive vil på et tidspunkt i deres liv være smittet. HPV er en fællesbetegnelse for mere end 100 forskellige typer virus, som hvert har et nummer. Mindst 15 HPV-typer kan give forstadier til - og måske senere i livet - livmoderhalskræft. De mest almindelige er HPV 16 og HPV 18, der tilsammen er skyld i 70 % af alle tilfælde af livmoderhalskræft i Danmark. Andre HPV-typer kan fx give kønsvorter (kondylomer). Det tager mange år fra en kvinde bliver smittet med HPV-virus, til hun rent faktisk udvikler forstadier og i nogle tilfælde senere livmoderhalskræft. Derfor kan det være svært at vide hvornår og af hvem, man er blevet smittet.
Undersøgelser ved livmoderhalskræft
En celleprøve fra din livmoderhals kan vise, om du har forstadier til kræft. Har du symptomer, skal du have foretaget en kikkertundersøgelse og taget vævsprøver fra livmoderhalsen hos en gynækolog. Diagnosen stilles ved at undersøge vævsprøverne i mikroskop.
Behandling af livmoderhalskræft
Hvad kan jeg selv gøre?
Det er muligt at vaccinere mod HPV og dermed forhindre udvikling af kræft i livmoderhalsen. Den primære målgruppe for vaccination er piger/kvinder i 9-26-års-alderen. Der skal gives 3 vaccinationer inden for 1 år.
Medicinsk behandling
Kræft i livmoderhalsen kan behandles enten ved operation eller ved, at du får strålebehandling og celledræbende midler (kemoterapi), afhængigt af hvor udbredt sygdommen er:
- I de tidlige stadier, hvor sygdommen er begrænset til livmoderhalsen eller kun har bredt sig til den øverste del af skeden, bliver du opereret. Du får fjernet hele livmoderen, de øverste 3-4 cm af skeden og lymfeknuderne indvendigt i bækkenet.
- Hvis sygdommen har bredt sig, får du strålebehandling og celledræbende midler. Strålebehandlingen omfatter 26-30 udvendige behandlinger og 5 indvendige behandlinger. De indvendige behandlinger foregår gennem et stålrør, som du får ført op i livmoderen under lokalbedøvelse. Strålebehandlingen giver ofte diarré og svie, når du lader vandet. Det celledræbende middel skal du have en gang om ugen i alt 5 gange - samtidig med at du får strålebehandling. Det mest almindelige middel er cisplatin.
- Ved fremskredent eller recidiverende (tilbagevendende) kræft kan kemoterapi suppleres med bevacizumab. Det er et antistof, som blokerer en bestemt vækstfaktorreceptor (VEGFR). Denne receptor findes i blodkarrene, der forsyner kræftceller med ernæringsmidler. Når VEGFR blokeres, kollapser blodkarrene og kræftcellerne dør.
Du kan få mere information om din sygdom ved Kræftens Bekæmpelse.
Lægemidler
Celledræbende midler
Der findes flere slags celledræbende midler, der hver på sin måde indvirker på kræftcellernes livscyklus. Stofferne inddeles i en række undergrupper, alt efter hvad de indeholder, og hvordan de virker:
Celledræbende midler (cytostatika):
- Alkylerende midler
- Antimetabolitter
- Antimitotika
- Topoisomerasehæmmere
Fælles for kemoterapi (behandling med cytostatika) er, at de celledræbende midler i starten af behandlingen virker hæmmende på cellernes evne til at dele sig. På længere sigt virker midlerne celledræbende. Normale celler og kræftceller har de samme mekanismer ved celledeling. Derfor rammer kemoterapi også normale cellers delingsproces og især de celler, der deler sig hurtigt, fx hårceller, slimhindeceller og blodceller. Ved at give kemoterapi i kure (serier) - normalt med 1-3 ugers mellemrum - opnår man, at kroppens normale celler kan nå at komme sig. Kræftceller har sværere ved at komme sig igen. Resultatet er, at antallet af kræftceller falder efter hver behandlingsserie, mens kroppens normale celler bliver gendannet.
Håndtering af cytostatika - forholdsregler for plejepersonale
Kemoterapi bliver primært nedbrudt i leveren eller udskilles med urin og afføring. Størstedelen bliver udskilt i løbet af de første par døgn. Sygehuspersonalet, hjemmeplejen og andre, der tager sig af patienter i kemoterapi, skal beskytte sig ved at bruge kittel og gummihandsker. Det skal sikre, at de ikke løber nogen helbredsmæssig risiko ved at arbejde i mange år med kemoterapi. Der er ingen risiko for pårørende, som kun er i nærheden af disse stoffer i kort tid. Men en god hygiejne er vigtig, både for patienten og for de pårørende. Det gælder både den personlige hygiejne og vask af tøj, linned og toilet.
Arbejdstilsynets vejledning orienterer om risiko ved arbejde med cytostatika og visse andre lægemidler i forbindelse med pleje og behandling.
| Virksomme stoffer | Præparater |
|---|---|
| Virksomme stoffer | Præparater |
|---|---|
Immunterapi
Ved immunterapi aktiveres kroppens eget immunforsvar, så det bliver i stand til bedre at angribe kræftcellerne. Samtidig kan visse former for immunterapi svække kræftcellernes evne til at forsvare sig mod kroppens immunforsvar.
| Virksomme stoffer | Præparater |
|---|---|
Vaccination mod livmoderhalskræft
| Virksomme stoffer | Præparater |
|---|---|
