Mellemørebetændelse

Revideret: 16.06.2020

Hvad er Mellemørebetændelse?

Mellemørebetændelse (otitis media) er en betændelse i det hulrum, vi har lige bag trommehinden. Betændelsen skyldes virus eller bakterier.

Symptomer

Symptomer på mellemørebetændelse er: 

  • smerter fra øret
  • nedsat hørelse
  • hvis der går hul på trommehinden, løber der pus ud af øret.


Hvis du har mellemørebetændelse, forværres smerterne under flyrejser. Hvis du skal ud at flyve, bør du gå til lægen, som vil give dig næsedråber. Eventuelt vil ørelægen punktere din trommehinde inden turen, så betændelsen kan løbe ud, og trykket tage af. 

Hvordan forløber sygdommen?

Mellemørebetændelse går som regel over i løbet af et par dage. Hvis trommehinden springer, eller den bliver punkteret hos en øre-næse-hals-læge, løber betændelsen (pusset) ud, og symptomerne forsvinder ofte. Det betyder ikke noget for hørelsen bagefter, om trommehinden er sprunget af sig selv, eller om den er blevet punkteret. Mellemørebetændelse kan udvikle sig til en mere kronisk tilstand hos børn. I meget sjældne tilfælde kan mellemørebetændelse give meningitis.  

Hvem får sygdommen?

Alle kan få mellemørebetændelse, men det rammer mest børn. 

Hvordan smitter mellemørebetændelse?

Mellemørebetændelse smitter ikke, men den opstår gerne i forbindelse med en forkølelse.
Forkølelse smitter ved, at en person, der er forkølet, hoster eller nyser i nærheden af dig. En anden måde er, at du rører ved fx et bord, som den syge lige har hostet eller nyst hen over, og du bagefter gnider dig i øjnene eller piller næse. 

Hvad er årsagen til mellemørebetændelse?

Det hulrum, der sidder lige bag trommehinden (mellemøret), står i forbindelse med næsen gennem et tyndt rør (det eustakiske rør), som sikrer udluftningen af mellemøret. Hvis du er forkølet, kan dette rør lukke til, og så kan betændelsen opstå. Den kan skyldes enten virus eller bakterier. 

Undersøgelser ved mellemørebetændelse

Lægen undersøger din trommehinde med en særlig kikkert (et otoskop) og ser, om der er betændelse.

Hvis der løber pus ud af øret, kan lægen eventuelt tage en prøve med en vatpind og sende det til et laboratorium. I løbet af et par dage kan laboratoriet så fortælle, hvilke bakterier der giver betændelsen.

Specielle forhold hos børn

Det hjælper barnet at sove højt med hovedet. Et barn kan have svært ved at sove med to hovedpuder, men så kan det hjælpe at hæve hovedgærdet, ved at stille hovedenden af sengen op på fx nogle bøger.
Hvis dit barn skal have et smertestillende middel, kan du give barnet paracetamol

Behandling af mellemørebetændelse

Hvad kan du selv gøre? 

Smerterne er værst, når du skal sove. Det kan hjælpe, at du sover med hovedet højt.  

 

Medicinsk behandling 

Smertestillende midler kan tage smerterne og få feberen til at falde.
De fleste tilfælde af mellemørebetændelse går over uden behandling med antibiotika. Hvis lægen synes, det er nødvendigt at give dig antibiotika, bliver det et smalspektret penicillin - i sjældnere tilfælde et bredspektret. Er du allergisk over for penicillin, kan du få et makrolid.

Hvis du har meget stærke smerter, kan det være nødvendigt, at øre-næse-hals-lægen prikker hul på trommehinden - så forsvinder smerten. 

Lægemidler

Svage smertestillende lægemidler

Svage smertestillende lægemidler indeholder paracetamol eller acetylsalicylsyre, evt. i kombination med caffein eller codein. 

 

Se: 

Smalspektrede penicilliner

Benzylpenicillin og phenoxymethylpenicillin er smalspektrede penicilliner. Benzylpenicillin findes til indsprøjtning, phenoxymethylpenicillin findes som tabletter, orale dråber o.l.
Smalspektrede penicilliner virker på få bakterietyper. De er især virksomme mod streptokokker, pneumokokker, meningokokker, borrelia-bakterier og syfilis-bakterier.

Smalspektret penicillin smager ikke godt, hvilket kan give problemer, når små børn skal behandles med penicillin i flydende form. Den grimme smag kan skjules ved at holde barnet for næsen og ved at blande dråber med fx yoghurt, kakaomælk eller cola. 

Bredspektrede penicilliner

Amoxicillin, ampicillin og pivampicillin er bredspektrede penicilliner, som virker på mange bakterietyper. Risikoen for, at bakterierne udvikler resistens, er derfor større end ved de smalspektrede penicilliner. Midlerne virker på de samme typer bakterier som de smalspektrede penicilliner, men virker ogå på en del andre bakterietyper. 

Forfattere

Henrik Friis (Forfatter)