Blodprøve ved diabetes

Revisionsdato: 29.04.2022

Hvorfor skal jeg have denne undersøgelse?

Når du spiser, optages maden og bliver omdannet til sukker. Hormonet insulin hjælper sukkerstofferne med at blive transporteret fra blodet og ind i cellerne i kroppen.  

 

Hvis du har diabetes (sukkersyge), producerer du for lidt insulin, eller det insulin, du producerer, fungerer ikke godt nok. Sukkerstofferne kan derfor ikke komme ind i kroppens celler, eller har svært ved det. Det betyder at blodsukkeret stiger. Dit blodsukker svinger i løbet af døgnet, og der er mest sukker i blodet kort efter du har spist et måltid.  

 

Blodsukkeret kan inddeles i 3 typer: 

  • Fasteblodsukker
  • Blodsukkeret i løbet af dagen
  • Langtidsblodsukker (HbA1C).

 

Fasteblodsukker 

Tages om morgenen før morgenmaden, fx i en finger, og svaret fås med det samme. Fasteblodsukkeret kan også tages som en blodprøve i armen. Svaret vil ofte komme dagen efter. 

 

Blodsukker i løbet af dagen 

Tages i løbet af dagen, fx i en finger, svaret fås med samme og bruges til at indstille mængden af insulin. 

 

Langtidsblodsukker (HbA1C ) 

Dit langtidsblodsukker (HbA1C) måles i en blodprøve fra armen. Svaret kommer dagen efter. Du kan også få målt dit langtidsblodsukker ved din praktiserende læge, her kan det måles ved et prik fingeren, og du får svaret med det samme. 

HbA1c er et mål for, hvordan dit blodsukker har ligget de sidste 8-12 uger, og kan vise om du har diabetes, eller om din diabetes bliver behandlet godt nok.  

 

Det er relevant at måle HBA1C både ved mistanke om diabetes og ved kontrol af behandlingen. Man skal måle blodsukker og HbA1C ved: 

Hvad er blodprøvetagning?

Når du får taget en blodprøve, er det en mindre mængde blod, som tages i små blodprøveglas ca. 3-6 ml. pr glas. Nogle gange skal der tages flere blodprøver på samme tid.  

 

Blodprøven tages fra en blodåre (vene), som ligger lige under huden, fx i albuebøjningen.  

 

Du kan også få taget en blodprøve i fingerspidsen eller øreflippen. Her bruges der 1 dråbe blod til at måle fx dit blodsukker eller INR, som fortæller noget om hvor hurtigt dit blod størkner. 

 

Inden blodprøven tages får du en elastik (staseslange) strammet om overarmen. Det får blodet til at hobe sig op og fylde årerne, så blodprøven er lettere at tage. Derefter sprittes huden af for at undgå at der kommer infektion, der hvor du bliver stukket. Når spritten er fordampet stikkes en nål ind i blodåren, og prøveglassene fyldes op.  

 

Arm med stageslange på. Kanyle med blodprøveglas, der tages en blodprøve. 

Hvad kan undersøgelsen vise?

Blodsukker måles som millimol glucose (sukker) pr. ml. blod. Blodsukkeret ændrer sig i løbet af dagen. Ofte vil dit blodsukker være lavt om morgenen, inden du har spist morgenmad, og stige efter et måltid. Stigningen i blodsukkeret afhænger af hvad du spiser og hvad du foretager dig.  

 

Type 1 diabetes - blodprøve 

Et fasteblodsukker måles i en blodprøve evt. fra fingeren og tages før du har spist morgenmad. Hvis dit fasteblodsukker er højere end 7 mmol/ml, er det tegn på diabetes. 

Når blodprøven tages i fingeren, er der svar inden for få sekunder. 

Fasteblodsukkeret bruges også til at vurdere, hvor meget insulin der skal gives. Blodsukkeret måles altid, inden du skal have insulin, så det er muligt at tage stilling til hvor meget insulin, der skal gives. 

Hvis dit langtidsblodsukker (HbA1C) er over 48 mmol/l, er det tegn på diabetes. 

 

Type 2 diabetes - blodprøve 

Hvis dit langtidsblodsukker (HbA1C) er over 48 mmol/l, er det tegn på type 2-diabetes. 

For at stille diagnosen type 2-diabetes, skal der tages en ekstra blodprøve en anden dag for at se, om dit langtidsblodsukker (HbA1C) fortsat ligger for højt. Hvis dette er tilfældet, kan det tyde på, at du har type 2-diabetes. 

 

Kontrol af din behandling 

Langtidsblodsukkeret (HbA1C) bruges også til at kontrollere behandlingen af diabetes. Det er meget individuelt, hvad værdien af HbA1C skal være. 

Hvordan foregår undersøgelsen?

Hvordan foregår undersøgelsen?
Du kan få taget en blodprøve hos din egen læge, på sygehuset eller på et laboratorium. 

 

Ved dagligt tjek af dit blodsukker tager du selv 1 dråbe blod fra din finger med en fingerprikker og måler blodsukkeret med et blodsukkerapparat. 

 

Gør det ondt?
Du kan mærke et lille stik, når kanylen føres ind i blodåren, men det gør ikke særlig ondt.  

Hvordan forbereder jeg mig?

Hvis du skal have taget en prøve for at se dit fasteblodsukker, må du ikke drikke eller spise 12 timer inden blodprøven skal tages om morgenen. 

Du må gerne drikke et glas vand 1 time inden blodprøven. Vigtig medicin skal du tage som sædvanlig, medmindre andet er aftalt med din læge. 

Følg i øvrigt altid den vejledning, du får i forbindelse med undersøgelsen. 

 

Læs også Tema om diabetes. 

Særlige hensyn

Hos børn kan man, for at mindske gener ved stikket, sætte et lokalbedøvende plaster (Emla®) på 1 time før, blodprøven skal tages. Tag plastret af 15 minutter før barnet skal stikkes. Plastrene kan købes på apoteket. 

Hvordan får jeg svar på undersøgelsen?

Svar på undersøgelsen 

Du skal altid have en aftale med den læge, der har henvist dig til undersøgelsen, om hvordan du får svar. 

 

I de fleste tilfælde vil du kunne se svaret på sundhed.dk, hvor du logger på med NemID. 

Det kan nogle gange være svært at forstå svaret, så det er vigtigt, at en læge forklarer dig undersøgelsens resultat.  

 

Forbered dig på, hvad du vil spørge lægen om. 

Skriv evt. en huskeseddel. 

  • Hvornår får jeg svar på undersøgelsen?
  • Hvordan får jeg svar? (samtale, SMS, mail eller brev)
  • Hvem giver mig svar?
  • Overvej, om du skal have en pårørende med, når du får svar på undersøgelsen.

Forfattere/Referenter

Anne Byskov (Forfatter)
Louise Thrane (Forfatter)