Amøbedysenteri

Hvad er Amøbedysenteri?

Amøbedysenteri er en tyktarmsbetændelse, som skyldes den encellede parasit, amøben Entamoeba histolytica. Entamoeba histolytica findes i hele verden, men giver især anledning til sygdom i områder med dårlig kloakering, toiletforhold og hygiejne.

Amøberne kan udskille bestemte enzymer, som danner sår i slimhinden og baner vejen for, at de kan trænge dybere ind i tarmvæggen. Når dette sker, opstår der betændelse og blødninger. Sjældnere trænger amøberne ind i tarmens blodårer og herfra til andre organer, bl.a. leveren. Her kan der opstå hulrum fyldt med pus, såkaldte amøbeabscesser. 

Symptomer

Symptomerne på amøbedysenteri varierer meget. Nogle mennesker har næsten ingen symptomer, nogle har diarré og mavesmerter, mens andre har alvorlig betændelse i tyktarmen med pus og blod i afføringen, stærke mavesmerter (især ved toiletbesøg), høj feber og svær sygdomsfølelse. Afføringen kan komme til at ligne ribsgelé på grund af blandingen af pus og blod.
Patienter, hvor amøberne har spredt sig til leveren (amøbeabscesser), får langvarig feber, vægttab og smerter. 

Hvordan forløber sygdommen?

Amøbedysenteri kan vare i mange uger, hvor symptomerne kan variere fra milde til svære. Uden behandling kan der opstå en kronisk form med perioder uden symptomer, der veksler med perioder med tyktarmsbetændelse. Den kroniske form kan vare i måneder til år. Sygdommen kan blomstre op og blive voldsom og endda livstruende, hvis immunsystemets effektivitet bliver nedsat - fx på grund af sygdom eller visse lægemidler. 

Hvem får sygdommen?

Alle kan få amøbedysenteri. Når danskere bliver smittet, er det som regel på rejser til udlandet. 

Hvordan smitter amøbedysenteri?

Når amøberne når ud i afføringen, omdannes de til deres smittefarlige form, cysterne, som er meget modstandsdygtige og kan leve i jord og støv i flere år. Cyster er mikroskopisk små og kan komme i vand og madvarer. Det sker, hvis en smittet person ikke vasker hænder grundigt efter toiletbesøg og bagefter tilbereder mad og drikkevarer. Det kan også være i områder uden kloakering, hvor fluer kan sætte sig på afføring og føre cysterne til madvarer, der ligger fremme, eller via forurenet drikkevand. 

Amøber kan også overføres seksuelt. 

Når man får cysterne i munden, kommer de ned i tarmen, hvor de igen bliver til aktive amøber. Det tager typisk flere uger, fra man bliver smittet, til sygdommen bryder ud. 

Hvad er årsagen til amøbedysenteri?

Undersøgelser ved amøbedysenteri

Afføringsprøver og pus fra amøbeabscesser undersøges for amøbernes gener med den såkaldte PCR-metode (opformering af DNA-molekyler). Amøberne kan også ses med mikroskop af afføringen. 

Ved en kikkertundersøgelse af endetarmen (rektoskopi) eller hele tyktarmen ( koloskopi) kan man se de betændte områder og udtage  vævsprøver, som kan undersøges i mikroskop og med PCR i laboratoriet.
 

Hvis man har symptomer på amøbedysenteri, er det vigtigt at fortælle lægen, om man har været ude at rejse. Amøbedysenteri kan nemlig ligne andre tarmsygdomme, som er meget hyppigere i Danmark.
Amøbeabscesser kan ses ved hjælp af scanning, fx ultralydsscanning af leveren.
I en almindelig  blodprøve kan man finde antistoffer mod amøber ved amøbeabscesser. 

Behandling af amøbedysenteri

Hvad kan jeg selv gøre? 

Der er ingen vaccine mod amøbedysenteri. De følgende råd beskytter mod amøbedysenteri og i øvrigt også mod andre maveinfektioner: 

• Drik kun flaskevand eller vand, der er kogt eller filtreret.
• Undgå isterninger, som ikke er lavet af sikkert vand.
• Undgå rå salater.
• Spis kun rå frugt og grønt, du selv har skrællet eller pillet.
• Spis i øvrigt kun mad, der er gennemstegt eller kogt.
• Praktiser god håndhygiejne regelmæssigt og altid ved måltider.

Medicinsk behandling
Amøbedysenteri behandles med metronidazol eller tinidazol (fås kun på hospital). Amøbeabscesser (bylder) behandles med de samme lægemidler, og desuden tømmes pusset ud med en sprøjte.

Der er risiko for, at amøbeinfektionen kan blusse op senere, hvis man efter behandling bliver rask bærer. I denne situation virker metronidazol ikke altid, og man bør i stedet anvende paromomycin eller diloxanidfuroat, som udrydder bærertilstanden. Disse lægemidler findes ikke i handelen i Danmark, men kan skaffes af hospitalsafdelinger og speciallæger. 

Forfattere