TCI (Forbigående blodprop i hjernen)
Hvad er TCI (Forbigående blodprop i hjernen)?
Ved transitorisk cerebral iskæmi (TCI) forstås kortvarigt (under 24 timer) tab af dele af hjernefunktion forårsaget af en forbigående tilstopning af en pulsåre i hjernen eller i hjernens tilførende pulsårer.Symptomer
De hyppigste symptomer er forbigående (under 24 timer) halvsidig lammelse af arm og ben eller halvsidig ansigtslammelse eventuelt kombineret med tab af dele af synsfeltet. Du kan få talebesvær, og det kan knibe med at finde ordene. Rum- og retningssansen kan også være påvirket. Føleforstyrrelser og besvær med at styre arme og ben kan også forekomme.
Hvordan forløber sygdommen?
TCI har et godartet forløb, idet symptomerne er helt væk efter anfaldet, som varer fra få timer til op til et døgn.Ofte varsler TCI om forestående blivende blodprop i hjernen med vedvarende symptomer, hvorfor det er vigtigt straks at søge lægehjælp.
Hvem får sygdommen?
Mænd får oftere TCI end kvinder, og hyppigheden stiger betydeligt med alderen. Personer, som lider af fedme, som ryger, har forhøjet blodtryk eller sukkersyge, har størst risiko for at få TCI.Hvad er årsagen til TCI (Forbigående blodprop i hjernen)?
TCI skyldes en kortvarig forsnævring eller tilstopning af en pulsåre i hjernen.
Undersøgelser ved TCI (Forbigående blodprop i hjernen)
Lægen vil foretage en undersøgelse af dit nervesystem, hvor du bl.a. skal udføre små øvelser, der kan afdække koordinationsproblemer, gangfunktion, reflekser m.m. Der foretages ligeledes ofte en CT- eller MR-scanning af hjernen for at udelukke blødning i hjernen. Der kan desuden foretages ultralydsundersøgelse af blodkarrene, der fører til hjernen, og selve hjernens blodkar for at finde forsnævringer på blodkarrene.
Behandling af TCI (Forbigående blodprop i hjernen)
Hvad kan jeg selv gøre?
Det vigtigste er at nedsætte risikoen for, at der opstår nye blodpropper i hjernen. Du bør holde op med at ryge, og du bør dyrke regelmæssig motion. Herudover skal du behandles med medicin, som nedsætter risikoen for nye blodpropper.
Medicinsk behandling
Risikoen for blodprop i hjernen (apopleksi) inden for 3 måneder efter TCI kan nedsættes med omkring 80 % ved at starte behandling med blodpladehæmmende midler inden for 24 timer. Eventuelt kan behandlingen suppleres med blodtryksmedicin og kolesterolsænkende midler.
Operation
Ved forsnævringer af pulsårer på halsen på mere end 70 % kan man eventuelt efter yderligere røntgenundersøgelse af blodkarrene (arteriografi) fjerne forsnævringen ved operation.
Lægemidler
Blodpladehæmmende midler

Disse midler hæmmer sammenklumpning af blodplader og forebygger derfor blodpropper. Blodplader, som er små celler i blodet, har betydning for dannelse af blodpropper i pulsårerne, især i hjertets kranspulsårer (blodprop i hjertet) og i hjernens pulsårer ( blodprop i hjernen).
- Acetylsalicylsyre er et meget anvendt blodpladehæmmende middel. Til forebyggelse af blodpropper kræves langt mindre doser, end når acetylsalicylsyre anvendes som smertestillende medicin. 75 mg dagligt er tilstrækkeligt. Man opnår ikke kraftigere forebyggende virkning ved højere doser, kun større risiko for bivirkninger.
- Dipyridamol bruges sammen med acetylsalicylsyre til forebyggelse af blodpropper i hjernen. Dipyridamol har desuden en karudvidende virkning, som hos nogle patienter kan medføre hovedpine.
- Clopidogrel bruges til at forebygge blodpropper i hjernens pulsårer og anvendes i dag hyppigt som alternativ til acetylsalicylsyre og dipyridamol. Clopidogrel bruges også sammen med acetylsalicylsyre hos visse personer med blodprop i hjertet og i tilfælde, hvor der er anvendt en stent under ballonudvidelsen af kranspulsårerne.
- Eptifibatid er en såkaldt glykoproteinhæmmer og bruges til at forebygge blodpropdannelse i forbindelse med ballonudvidelse af pulsårer. Det gives i en blodåre og anvendes kun på sygehuse.
- Epoprostenol anvendes udelukkende for at forhindre, at blodet klumper sig sammen i kanyler og slanger i forbindelse med dialyse.
- Prasugrel bruges sammen med acetylsalicylsyre i op 12 måneder til forebyggelse af nye blodpropper og til at forebygge komplikationer ved akut blodprop i hjertet hos personer, som behandles med ballonudvidelse (PCI, perkutan koronar intervention).
- Ticagrelor bruges til forebyggelse af nye blodpropper hos patienter, der har en blodprop i hjertet. Behandlingen kan vare op til 36 måneder og gives sammen med acetylsalicylsyre.
Virksomme stoffer | Præparater |
---|---|