Kræft i livmoderen
Hvad er Kræft i livmoderen?
Kræft i livmoderen (corpuscancer) er en ondartet sygdom, som er opstået i den slimhinde, der omslutter hulheden inden i livmoderen. Læs også artiklen Generelt om kræft.
Symptomer
Det første og som regel eneste symptom er uregelmæssige blødninger. Før overgangsalderen kan symptomerne være uregelmæssige blødninger, pletblødninger eller blodigt udflåd mellem menstruationerne. Efter overgangsalderen kan symptomerne være enkeltstående blødningsepisoder. Smerter i underlivet eller vandladningsbesvær kan forekomme ved fremskreden kræft, der vokser ud gennem livmoderen.
Hvordan forløber sygdommen?
Kræft i livmoderen begynder som en kræftsvulst i livmoderslimhinden (endometriekræft). Når svulsten vokser, kan den brede sig ned i livmoderens muskulatur og eventuelt vokse ud gennem livmoderen. Sygdommen kan også brede sig via lymfekarrene til bækkenets lymfeknuder eller via blodbanen til leveren og lungerne. Langt de fleste med livmoderkræft i et tidligt stadium bliver helbredt (80-90 %). Hvis sygdommen vokser ud gennem livmoderen, og operation ikke er muligt, eller der er opstået metastaser til andre organer (dattersvulster), er chancen for at blive helbredt meget lille.
Hvem får sygdommen?
Sygdommen rammer mest overvægtige 50-60-årige kvinder, som samtidig har sukkersyge og forhøjet blodtryk. Livmoderkræft optræder meget sjældent hos kvinder under 40 år.
Hvad er årsagen til kræft i livmoderen?
Årsagen til livmoderkræft kender vi ikke. Men kvinder med meget kvindeligt kønshormon (østrogen) og kvinder, som ikke har ægløsning, får hyppigere sygdommen end andre.
Undersøgelser ved kræft i livmoderen
Hvis lægen har mistanke om, at du har kræft i livmoderen, får du foretaget en udskrabning fra livmoderslimhinden. En mikroskopisk undersøgelse af materialet kan herefter vise, om du har kræft. Hvis du bløder efter overgangsalderen uden at få hormonbehandling, kan du også blive undersøgt med ultralydsscanning, hvor lægen måler tykkelsen af din livmoderslimhinde. Hvis slimhinden er mindre end 4-5 mm tyk, er det ret usandsynligt, at der er tale om kræft.
Ved mistanke om fremskreden kræft vil lægen foretage en eller flere af de følgende undersøgelser: MR-scanning af bækkenet og maven, CT-scanning af lunger, maven og bækken og helkrops-PET-CT-scanning.
Behandling af kræft i livmoderen
Operation
Behandlingen består først og fremmest i operation, hvor du får fjernet livmoderen, begge æggestokke og æggelederne. Hvis kræftcellerne er vokset ned i livmoderhalsen eller dybt i livmoderens muskulatur, eller hvis kræftcellerne er særligt aggressive, vil du også ved operation få fjernet lymfeknuderne i underlivet for at undersøge om kræften har spredt sig. Hvis der ikke påvises spredning, er du færdigbehandlet. Hvis der er spredning til lymfeknuderne i underlivet, skal du også have supplerende strålebehandling.
Når lymfeknuderne i underlivet fjernes, er der ca. 10 %, som udvikler kronisk hævede ben (lymfødem).
Strålebehandling
Den udvendige strålebehandling, som er rettet mod bækkenet, tilbydes som supplerende behandling efter operation til patienter med kræft, som har vokset uden for livmoderen eller har spredt sig til større lymfekirtler. Denne behandling kan også tilbydes som alternativ til operation, hvor den kan suppleres med den indvendige strålebehandling (brachyterapi). Under og efter strålebehandlingen kan du få diarré og svie, når du lader vandet.
Cytostatika
Patienter med kræft i livmoderen kan blive behandlet med flere celledræbende midler (cytostatika). Har kræften bredt sig til leveren eller lungerne, får du enten hormonbehandling eller celledræbende behandling (kemoterapi) afhængigt af, om kræftcellerne er følsomme for hormon eller ej.
Kemoterapi kan give kvalme - derfor vil du få kvalmestillende medicin umiddelbart før kemoterapien og i de følgende dage.
Du kan få mere information om din sygdom ved Kræftens Bekæmpelse.
Lægemidler
Celledræbende midler
Der findes flere slags celledræbende midler, der hver på sin måde indvirker på kræftcellernes livscyklus. Stofferne inddeles i en række undergrupper, alt efter hvad de indeholder, og hvordan de virker:
Celledræbende midler (cytostatika):
- Alkylerende midler
- Antimetabolitter
- Antimitotika
- Topoisomerasehæmmere
Fælles for kemoterapi (behandling med cytostatika) er, at de celledræbende midler i starten af behandlingen virker hæmmende på cellernes evne til at dele sig. På længere sigt virker midlerne celledræbende. Normale celler og kræftceller har de samme mekanismer ved celledeling. Derfor rammer kemoterapi også normale cellers delingsproces og især de celler, der deler sig hurtigt, fx hårceller, slimhindeceller og blodceller. Ved at give kemoterapi i kure (serier) - normalt med 1-3 ugers mellemrum - opnår man, at kroppens normale celler kan nå at komme sig. Kræftceller har sværere ved at komme sig igen. Resultatet er, at antallet af kræftceller falder efter hver behandlingsserie, mens kroppens normale celler bliver gendannet.
Håndtering af cytostatika - forholdsregler for plejepersonale
Kemoterapi bliver primært nedbrudt i leveren eller udskilles med urin og afføring. Størstedelen bliver udskilt i løbet af de første par døgn. Sygehuspersonalet, hjemmeplejen og andre, der tager sig af patienter i kemoterapi, skal beskytte sig ved at bruge kittel og gummihandsker. Det skal sikre, at de ikke løber nogen helbredsmæssig risiko ved at arbejde i mange år med kemoterapi. Der er ingen risiko for pårørende, som kun er i nærheden af disse stoffer i kort tid. Men en god hygiejne er vigtig, både for patienten og for de pårørende. Det gælder både den personlige hygiejne og vask af tøj, linned og toilet.
Arbejdstilsynets vejledning orienterer om risiko ved arbejde med cytostatika og visse andre lægemidler i forbindelse med pleje og behandling.
| Virksomme stoffer | Præparater |
|---|---|
| Virksomme stoffer | Præparater |
|---|---|
| Virksomme stoffer | Præparater |
|---|---|
Hormoner og antihormoner til behandling af kræft
Nogle kræftformer stimuleres af de naturligt forekommende hormoner i kroppen. Kræftsygdommen kan derfor behandles med et andet hormon eller et antihormon, der hindrer, at det stimulerende hormon kan virke på kræftcellen.
I kræftbehandlingen inddeles hormoner og antihormoner i flg. undergrupper:
Hormoner
- Østrogener
- Gestagener
- GnRH-agonister
- Somatostatinanaloger
Antihormoner
- Antiøstrogener
- Antiandrogener
- Aromatasehæmmere
| Virksomme stoffer | Præparater |
|---|---|
Behandling med gestagener i høje doser over længere tid nedsætter mængden af østrogen i blodet. Gestagener kan derfor anvendes i behandlingen af de hormonfølsomme former for brystkræft og kræft i livmoderen.
| Virksomme stoffer | Præparater |
|---|---|
