Myoser
Hvad er Myoser?
En lokal muskelsmerte, hvor der ikke kan påvises en vævsskade, kaldes ofte en myose. En anden betegnelse er muskelinfiltration. Myoser sidder ofte i nakken, skuldrene, brystkassen, underarmene eller i balderne.
Symptomer
Myoser giver muskelsmerter, som regel lokalt uden andre symptomer. Det er vigtigt at skelne disse godartede muskelsmerter fra smerter i muskler, som opstår på grund af andre sygdomme, som fx
- slidgigt i nakke, hofter eller knæ
- diskusprolaps
- smerter i forbindelse med sukkersyge
- gigtlidelser
- kræft.
Hvordan forløber sygdommen?
Myoser er som regel forbigående og varer fra uger til måneder. I sjældne tilfælde kan de blive kroniske.
Hvem får sygdommen?
Myoser er hyppige og kan ramme alle. De ses lidt oftere hos kvinder end hos mænd. Risikoen for at få myoser tiltager med alderen.
Hvad er årsagen til myoser?
Den egentlige årsag til myoser kendes ikke. De kan udløses af forkerte arbejdsstillinger, ensformigt gentagede bevægelser og af stress. Ofte opstår de dog, uden man ved hvorfor.
Undersøgelser ved myoser
Diagnosen stiller lægen ud fra din sygehistorie og ved at undersøge dine muskler.
Myoser viser ingen ændringer i blodprøver, på røntgenbilleder eller ved skanninger.
Hvis der er tvivl om, at muskelsmerterne skyldes en anden sygdom, kan der være behov for yderligere undersøgelser.
Behandling af myoser
Hvad kan jeg selv gøre?
Du kan selv forebygge myoser ved at undgå uhensigtsmæssige og forkerte arbejdsstillinger, stress mv.
Myoser behandler du selv bedst ved at holde dig i gang fysisk. Almindelig motionstræning, gang, løb, svømning, cykling eller mere specifikke øvelser eller udspændinger er ofte gavnlige.
Fysisk aktivitet øger smertetærsklen og medfører, at du tænker mindre på smerterne. Massage, varme eller anden bløddelsbehandling kan have lindrende effekt. Du kan få hjælp med at tilrettelægge et passende trænings- og øvelsesprogram af en fysioterapeut, som også kan give supplerende bløddelsbehandling.
Medicinsk behandling
Svage smertestillende lægemidler og NSAID (lægemidler mod gigt og smerter) kan evt. hjælpe dig. I særligt langvarige og kroniske tilfælde kan lægen vælge at supplere med indsprøjtning med binyrebarkhormon, som hæmmer betændelsesreaktioner og smerter i vævet.
Hvis du har flere spørgsmål om din sygdom, kan du kontakte Gigtforeningen.
Lægemidler
Svage smertestillende lægemidler

Svage smertestillende lægemidler indeholder paracetamol eller acetylsalicylsyre, evt. i kombination med caffein eller codein.
Se:
Binyrebarkhormoner til indsprøjtning i led og bløddele

Binyrebarkhormon, som indsprøjtes lokalt i led og bløddele, kan lindre smerter og hævelser.
NSAID til systemisk brug

NSAID til systemisk brug virker smertestillende, febernedsættende og antiinflammatorisk, dvs. dæmpende på betændelseslignende symptomer i muskler, led eller bindevæv.
Virksomme stoffer | Præparater |
---|---|
NSAID til lokalbehandling

NSAID som creme eller gel kan anvendes ved smerter, hævelser og rødme i vævet under huden, fx efter et slag eller en forstuvning.
Virksomme stoffer | Præparater |
---|---|