Hjerterytmeforstyrrelser

Revideret: 25.02.2015

Hvad er Hjerterytmeforstyrrelser?

Hjerterytmeforstyrrelse (hjertearytmi) vil sige, at hjerterytmen er enten unormalt hurtig (takykardi) eller unormalt langsom (bradykardi). 

Symptomer

Symptomerne kan være meget forskellige; fra meget få og lette symptomer, fx let hjertebanken, ekstra kraftige hjerteslag eller træthed, til stærke symptomer, fx pludselig svær åndenød, svær svimmelhed eller besvimelse. Besvimer du på grund af en hjerterytmeforstyrrelse, er det som regel helt uden varsel, og i langt de fleste tilfælde vågner du hurtigt op igen. 

Hvordan forløber sygdommen?

Hjerterytmeforstyrrelser kan forløbe meget forskelligt. Du kan mærke meget lidt til sygdommen og have meget få symptomer (let hjertebanken, let svimmelhed eller træthed). Hjerterytmeforstyrrelserne kan også komme pludseligt, hvor det første, du oplever, er, at du besvimer eller får hjertestop. Hvis sygdommen begynder med lette symptomer, kan de gradvis udvikle sig med tiden (gennem måneder til år), så du på et tidspunkt normalt vil gå til lægen for at blive undersøgt nærmere.

Medfører hjerterytmeforstyrrelsen derimod, at du besvimer eller har haft et hjertestop, bliver du indlagt akut på sygehuset til nærmere undersøgelse. 

Hvem får sygdommen?

Hjerterytmeforstyrrelser kan ramme alle, men sygdommen er mest almindelig hos ældre.

Hvad er årsagen til hjerterytmeforstyrrelser?

Som regel skyldes hjerterytmeforstyrrelser sygdomme i hjertet, fx en blodprop i hjertet, forstørret hjerte, forhøjet blodtryk, medfødte hjertesygdomme eller aldersforandringer i hjertets elektriske ledningssystem.
Visse typer af medicin kan i sjældne tilfælde give dig hjerterytmeforstyrrelser, fx hjertemedicin, antipsykotiske midler og medicin mod allergi. 

  

Sådan fungerer hjertet

 
  
 
 

Undersøgelser ved hjerterytmeforstyrrelser

Hvis du har mistanke om, at du har hjerterytmeforstyrrelse, skal du straks søge læge eller gå på skadestuen for at få taget et elektrokardiogram (ekg). Lægen tager om muligt et ekg af dit hjerte, mens du har symptomerne.

Lægen kan eventuelt efterfølgende foretage ekg-undersøgelser via dit spiserør eller foretage ekg-undersøgelse over nogle dage (Holter-ekg eller R-test), eller mens du er under fysisk anstrengelse (arbejds-ekg).

Lægen kan også foretage en ultralydsundersøgelse af dit hjerte (ekkokardiografi) eller undersøge det med kateter (elektrofysiologisk undersøgelse). Den sidste undersøgelse kræver, at du bliver indlagt. 

Behandling af hjerterytmeforstyrrelser

Har du hjerterytmeforstyrrelser, hvor dit hjerte slår for hurtigt, kan lægen give dig medicin for at holde hjertet i en mere rolig og normal rytme. I visse tilfælde vælger lægen at foretage en varmebehandling (ablation), hvor årsagen til hjerterytmeforstyrrelsen fjernes med varme via et kateter, som føres ind i hjertet gennem et blodkar.
Slår dit hjerte for langsomt, og har du symptomer på det, kan lægen vælge at give dig en pacemaker.

Hvis du er faldet om med et hjertestop på grund af for hurtig hjerterytme (ventrikelflimren), kan lægen vælge at give dig en speciel pacemaker, som giver dit hjerte et stød, når det er nødvendigt, for at få hjerterytmen normal igen.

De anvendte lægemidler stabiliserer generelt de elektriske strømme i hjertet. Der findes en lang række midler, som inddeles efter, om de anvendes til rytmeforstyrrelser udløst fra hjertets forkammer, hovedkammer eller til alle rytmeforstyrrelser - uanset hvorfra i hjertet, de er udløst.

Foruden de deciderede midler mod hjerterytmeforstyrrelser kan også visse beta-blokkere og calcium-blokkere anvendes i behandlingen.

En særlig hyppig hjerterytmeforstyrrelse er forkammerflimren eller forkammerflagren. Da denne hjerterytmeforstyrrelse hos visse patienter kan øge risikoen for blodprop, kan lægen vælge at fortynde blodet med blodfortyndende medicin, og hvis hjerterytmeforstyrrelsen ikke forsvinder af sig selv, kan der foretages en såkaldt elektrisk konvertering, hvor hjerterytmen bringes tilbage til det normale med et elektrisk stød. 

 

Du kan få mere information om din sygdom hos Hjerteforeningen

Lægemidler

Beta-blokkere

Beta-blokkere er forskellige stoffer, som har det til fælles, at de kan blokere beta-receptorerne.
 

Beta-blokkere opdeles i to grupper: 

  • De Selektive beta-blokkere blokerer kun beta1-receptorerne og virker først og fremmest på hjerte og kredsløb.
  • De Ikke-selektive beta-blokkere blokerer både beta1- og beta2-receptorerne og udløser derfor en virkning flere forskellige steder i kroppen.

  

Beta-blokkere anvendes først og fremmest i behandlingen af fx 

  

Den ikke-selektive beta-blokker propranolol kan desuden benyttes til:  

  

Nogle beta-blokkere findes tillige som øjendråber og anvendes i behandlingen af forhøjet tryk i øjet (Grøn stær).

Selektive og ikke-selektive beta-blokkere er lige effektive, men hvis man samtidig har problemer med vejrtrækningen, bør de selektive beta-blokkere anvendes, fordi de ikke-selektive beta-blokkere kan forværre vejrtrækningsproblemerne ved fx Astma eller KOL

Selektive beta-blokkere mod hjerterytmeforstyrrelser
Ikke-selektive beta-blokkere mod hjerterytmeforstyrrelser
Beta-receptorer

I kroppen findes forskellige signalstoffer (fx adrenalin), der stimulerer bestemte receptorer til at udløse en bestemt effekt (fx at pulsen stiger). Receptorer er proteinstoffer på cellens overflade. 

Beta-receptorer findes flere steder i kroppen bl.a. i hjerte, lunger, mave-tarmkanal, øjne, blære og livmoder. Beta-receptorerne kan opdeles i to undergrupper: beta1- og beta2-receptorer.

Nogle lægemidler stimulerer beta-receptorerne, mens andre midler, de såkaldte beta-blokkere , har den modsatte effekt; disse lægemidler sætter sig fast på beta-receptorerne og blokerer herved for de stimulerende lægemidler, så de ikke kan komme i kontakt med receptorern og udløse en virkning. 

Blodfortyndende midler

Blodfortyndende midler (antikoagulantia) fortynder størkkningsfaktorerne i blodet, dvs. nedsætter blodets evne til at størkne (koagulere). 

 

Ved hjerterytmeforstyrrelse, især atrieflimren og atrieflagren, nedsættes risikoen for, at blodpropper opstår, og at allerede dannede blodpropper vokser yderligere eller river sig løs og sætter sig fast et andet sted i kredsløbet, fx i hjernens pulsårer eller i andre af kroppens pulsårer. 

 

Blodfortyndende midler kan fx være  

K-vitamin-antagonister

K-vitamin-antagonister virker først efter nogle dages behandling. Virkningen kontrolleres ved undersøgelse af en blodprøve (INR), hvor man måler fortyndingsgraden af blodets størkningsfaktorer. 

  

Blodprøver tages med få dages interval i starten af behandlingen. Den dosis, der skal til for at få INR i passende niveau, kan variere meget fra person til person (fra under 1 til 8 tabletter daglig). En høj dosis er ikke ensbetydende med svær sygdom, men alene et udtryk for, at medicinen omsættes hurtigt i kroppen. 

  

Medicinens virkning ophæves af store mængder K-vitamin. Det er derfor vigtigt, at du under behandling med K-vitamin-antagonister kun spiser begrænsede eller ensartede mængder af fødevarer med højt indhold af K-vitamin. Det er især grønne grøntsager som grønkål og spinat, der har højt indhold af K-vitamin. Hvis du spiser store mængder K-vitamin, falder INR, og blodfortyndingen svækkes. 

  

En række andre forhold kan påvirke INR. INR stiger ved feber, længerevarende diarré og større alkoholindtagelse, ved indtagelse af visse typer af anden medicin og i disse tilfælde bør INR kontrolleres med kortere interval. Det samme gælder, hvis du bemærker unormal blødningstendens. 

Non-vitamin K-antagonist orale antikoagulantia (NOAK)

Non-vitamin K-antagonist orale antikoagulantia, kaldet NOAK, er blodfortyndende midler, som har en direkte hæmmende virkning på en af blodets størkningsfaktorer (faktor Xa eller trombin). Lægemidlerne findes som tabletter og kapsler, som indtages oralt, dvs. gennem munden. 

 

Midlerne kan i nogle tilfælde anvendes som alternativ til behandling med hepariner og K-vitamin-antagonister. Midlerne er godkendt til at forebygge blodpropper ved atrieflimren (hjerterytmeforstyrrelse) og ved dyb venetrombose og lungeemboli, efter operation i hofte og knæ samt for enkelte af midlerne visse andre situationer.  

 

Midlerne gives i fast daglig dosis, som afhænger af din nyrefunktion, og for visse af midlerne afhænger dosis af din alder og vægt. Der kræves ikke hyppig laboratoriekontrol af INR i blodet, som ved behandling med K-vitamin-antagonister. Desuden har kost og andre lægemidler mindre indflydelse på effekten af behandlingen. 

Forfattere

Steen E. Husted † (Forfatter)