Arbejds-ekg

Revisionsdato: 29.04.2022

Hvorfor skal jeg have denne undersøgelse?

Et arbejds-ekg (belastnings-ekg) er en undersøgelse, der kan fortælle om du har iltmangel i hjertet. 

Ved brug af en kondicykel og et ekg-apparat kan lægen aflæse, hvordan dit hjerte reagerer på belastning. 

 

Eksempler på situationer, hvor et arbejds-ekg kan hjælpe med at finde ud af, hvad du fejler: 

Hvad er ekg?

Ekg står for elektrokardiogram. Ved et ekg registrerer man de elektriske impulser, som sendes gennem hjertet og som sørger for, at hjertet slår regelmæssigt.  

 

Når du skal have lavet et ekg, sættes der elektroder på arme, ben og på brystet. Elektroderne er forbundet til et ekg-apparat. 

 

En elektrisk impuls gennem hjertet giver en række udslag, som betegnes med bogstaver; P-tak, QRS-kompleks og T-tak. Ved et normalt hjerteslag kommer udslagene altid i den rækkefølge.  

 

Ud fra størrelsen, formen og afstanden på takkerne på elektrokardiogrammet kan lægen få information om din hjertefunktion. 

EKG på flere strimler. 

Hvad kan undersøgelsen vise?

Undersøgelsen kan vise 

  • din hjerterytme og din puls
  • om du får forstyrrelser i din hjerterytme, når du arbejder fysisk
  • om der kommer ilt nok til hjertet.

Du får desuden målt dit kondital. 

Hvordan foregår undersøgelsen?

For at personalet kan sætte elektroder på, skal du tage tøjet af overkroppen. Hvis din brystkasse er meget behåret, skal du barbere en del af hårene af. Du får sat elektroder på brystkassen, som måler de elektriske signaler, dit hjerte selv laver, når det slår. 

 

Du skal cykle i ca. 10-15 minutter. Belastningen i pedalerne vil gradvis stige, dvs. det bliver hårdere at træde rundt, og du skal blive ved med at cykle, indtil du ikke kan klare mere. Under cykelturen får du målt dit blodtryk med jævne mellemrum. 

 

Mand der sidder på en træningscykel med elektroder på brystkasen, i gang med at lave et arbejds-EKG. 

 

Hvor foregår undersøgelsen? 

Arbejds-ekg vil foregå på specialklinikker eller på sygehuset. 

 

Hvor lang tid tager undersøgelsen? 

Hele undersøgelsen varer ca. 1 time. 

 

Gør det ondt? 

Det gør ikke ondt at få lavet et arbejds ekg. Cyklingen kan være anstrengende, ellers er der intet ubehag. 

 

Er der noget, jeg skal passe på med bagefter? 

Du kan tage hjem lige efter undersøgelsen, også i bil. 

Hvordan forbereder jeg mig?

Du skal undgå at ryge og spise lige inden undersøgelsen. 

 

Medicin 

Hvis du tager hjertemedicin, skal du ikke tage medicinen inden undersøgelsen, medmindre du har aftalt noget andet med din læge. 

Graviditet

Undersøgelsen kan foretages i visse situationer.

Man vil typisk vente med et arbejds-ekg til efter graviditeten. 

Amning

Undersøgelsen kan foretages.

Hvordan får jeg svar på undersøgelsen?

Svar på undersøgelsen 

Det skal du aftale med den læge, der har henvist dig til undersøgelsen.  

I nogle tilfælde vil du kunne se svaret på sundhed.dk, hvor du logger på med NemID. 

Det kan nogle gange være svært at forstå svaret, så det er vigtigt, at en læge forklarer dig undersøgelsens resultat. 

 

Forbered dig på, hvad du vil spørge lægen om. 

Skriv evt. en huskeseddel. 

  • Hvornår får jeg svar på undersøgelsen?
  • Hvordan får jeg svar? (samtale, SMS, mail eller brev)
  • Hvem giver mig svar?
  • Overvej, om du skal have en pårørende med, når du får svar på undersøgelsen.

 

Hvis du vil vide mere  

Vil du vide mere?

Se også Tema om forhøjet blodtryk

Forfattere/Referenter

Anne Byskov (Forfatter)
Louise Thrane (Forfatter)