Vitiligo (hvide pletter)
Hvad er Vitiligo (hvide pletter)?
Vitiligo er en hudsygdom, som skyldes, at man får færre af de celler i huden, som danner pigment. Derved opstår der hvide pletter på huden. De pigmentdannende celler kaldes melanocytter.
Vitiligo opfattes som en såkaldt autoimmun sygdom, hvor det er kroppens eget immunapparat, der aktiveres og rettes mod hudens melanocytter, som svinder og efterhånden kan gå helt til grunde.
Symptomer
Vitiligo viser sig ved, at der opstår centimeter-store hvide pletter i huden. De hvide pletter er skarpt afgrænset mod normal hud, og de opstår oftest på hænder, knæ, hals og omkring øjnene. De hvide pletter vil karakteristisk optræde symmetrisk, det vil sige på begge hænder, begge knæ osv. Typisk er der ingen kløe eller irritation.
Hvordan forløber sygdommen?
Sygdommen er hos de fleste kronisk, og de hvide pletter vil forblive uændret. Hos nogle kan der komme nye hvide pletter, eller de eksisterende pletter kan vokse og flyde sammen, så store dele af kroppen rammes. Der kan også optræde spontan normalisering af pigmenteringen, dvs. de hvide pletter forsvinder, uden at man kender årsagen.
Hvem får sygdommen?
Alle kan rammes af sygdommen, som oftest starter i 20-30-års-alderen. Ca. 1 % af befolkningen vil få vitiligo. Ca. 30 % af befolkningen er arveligt disponeret.
Hvis du har andre autoimmune sygdomme, som pletskaldethed (alopecia areata), nedsat stofskifte, sukkersyge, regnbuehindebetændelse, B-12 vitaminmangel (perniciøs anæmi) eller Addisons sygdom (nedsat funktion af binyrebarken) har du øget risiko for at udvikle vitiligo. Tilsvarende har personer med vitiligo øget risiko for senere at udvikle nogle af de nævnte sygdomme.
Hvad er årsagen til vitiligo (hvide pletter)?
Man kender ikke den egentlige årsag til, at sygdomsprocessen starter. Derfor er det heller ikke muligt at forebygge sygdommen.
Undersøgelser ved vitiligo (hvide pletter)
Normalt kan lægen stille diagnosen blot ved at se huden.
I forløbet vil det ofte være nødvendigt at tage blodprøver for at sikre, at der ikke er opstået andre autoimmune sygdomme, som fx nedsat stofskifte, sukkersyge, Addisons sygdom eller mangel på B-12 vitamin.
Behandling af vitiligo (hvide pletter)
Hvad kan du selv gøre?
Du skal undgå at blive forbrændt på de områder, hvor du har de hvide pletter, da huden ikke er naturligt beskyttet af pigmentet. Dæk dig for solen med solcreme eller ved passende beklædning.
En anden mulighed for at dække de hvide pletter er at smøre områderne med en selvbrunende creme.
Medicinsk behandling
Vitiligo er ofte vanskeligt at behandle, men man kan eventuelt forsøge en af disse muligheder:
- Binyrebarkhormoner
Creme med binyrebarkhormon dagligt i 2-3 måneder vil dæmpe immunreaktionen i huden og derved bevirke, at hudens melanocytter igen producerer pigment, så de hvide pletter svinder. Hos børn og i ansigtet ved voksne vil man anvende svagt virkende eller middelstærkt virkende midler, og på kroppen og arme og ben stærkere virkende midler. Det er vigtig, at behandlingen følges af lægen, så du ikke får bivirkninger, specielt i form af tynd hud (atrofi af huden).
- Tacrolimus salve
I ansigtet kan man som alternativ til svagt eller middelstærkt virkende hormoncremer anvende tacrolimus salve dagligt i 2-3 måneder og på den måde gendanne pigmenteringen.
- Afblegning
Hvis du har meget udbredt vitiligo, og der kun er få områder med normal brunlig pigmentering, kan man vælge at afblege de normale områder, så huden overalt fremstår bleg og uden pigment. Hudlægen kan i disse tilfælde behandle med afblegende cremer, som indeholder hydrokinon.
- Lysterapi
Man kan opnå en vis normalisering af pigmenteringen med UVB-lysbade, som gives hos en hudlæge. Behandlingen skal foregå regelmæssigt 2-3 gange om ugen i 3 måneder.
Lægemidler
Binyrebarkhormoner til anvendelse på huden

Binyrebarkhormoner hæmmer betændelsesreaktionen (inflammationen) ved en lang række hudsygdomme herunder eksem. Når inflammationen hæmmes, aftager rødme, kløe og irritation i huden.
Hudmidler med binyrebarkhormoner inddeles i fire grupper efter, hvor kraftig virkningen er:
Binyrebarkhormoner virker kun på symptomerne og ikke på selve årsagen til symptomerne. De bør kun anvendes i begrænset tid. Hvis der også er infektion i huden med bakterier eller svamp, skal man anvende kombinationspræparater, som ud over binyrebarkhormon indeholder lægemidler mod disse infektioner.
Virksomme stoffer | Præparater |
---|---|
Virksomme stoffer | Præparater |
---|---|
Virksomme stoffer | Præparater |
---|---|
Virksomme stoffer | Præparater |
---|---|
Andre hudmidler mod vitiligo

Virksomme stoffer | Præparater |
---|---|