Blindtarmsbetændelse
Hvad er Blindtarmsbetændelse?
Blindtarmen (appendix) udgår fra tyktarmens første stykke som et vedhæng. Infektion af dette vedhæng kaldes blindtarmsbetændelse (appendicitis). Det er altid en akut tilstand.
Symptomer
Smerter i maven er det vigtigste symptom og ofte vil du føle dig utilpas, have kvalme og evt. manglende luftafgang (svært ved at prutte). Mavesmerterne er trykkende og begynder ofte midt i maven og trækker efter nogle timer ned i højre side mellem navlen og hoftekammen. Temperaturen stiger, men sjældent til over 38,5°C medmindre der går hul på blindtarmen. Det er meget forskelligt, hvilke symptomer man oplever.
Hvordan forløber sygdommen?
Hvis en betændt blindtarm ikke fjernes, kan der gå hul på den. Der vil så opstå betændelse af bughinden, som altid medfører et længere hospitalsophold, bl.a. på grund af behovet for behandling med antibiotika som indsprøjtninger. I nogle tilfælde er det dog muligt at behandle blindtarmsbetændelse med antibiotika og observation på et hospital.
Hvis man ved ultralydscanning eller CT-scanning finder en byld omkring blindtarmen, tømmes den almindeligvis ved, at lægen bedøver huden og stikker en nål ind i bylden og suger betændelsen ud.
Der er mange andre sygdomme, hvor symptomerne ligner blindtarmsbetændelse, fx sygdomme i livmoder eller æggeledere, forstørrende kirtler i tarmkrøset, tarmkatar eller infektion i urinvejene.
Hvem får sygdommen?
Blindtarmsbetændelse kan ses i alle aldre, men forekommer hyppigst i 10-25-års-alderen og optræder lige hyppigt hos mænd og kvinder.Hvad er årsagen til blindtarmsbetændelse?
Årsagen kan være hævelse af lymfevævet og små hårde knolde af afføring, som sætter sig fast i slimhinden, hvorved blindtarmen hæver og blodforsyningen nedsættes. Der opstår betændelse, og eventuelt kan der kan gå hul på blindtarmen.
Undersøgelser ved blindtarmsbetændelse
Lægen trykker dig på maven og kan ved blindtarmsbetændelse finde ømhed på højre side af maven mellem navlen og hoftekammen. Hvis der er mistanke om en byld omkring blindtarmen, foretages ultralyds- eller CT-scanning af bughulen. Antallet af hvide blodlegemer i en blodprøve er oftest forhøjet, men kan være normalt.
Specielle forhold hos børn
Hos børn er symptomerne mindre typiske, fordi symptomerne med kvalme og feber kan være kraftigere end mavesmerterne i højre side.
Behandling af blindtarmsbetændelse
Da perforeret blindtarm fortsat er en alvorlig sag trods behandling med antibiotika, vælger man i tvivlstilfælde at foretage akut operation alene på mistanken om blindtarmsbetændelse. Hos omkring 15 %, dvs. 15 ud af 100 personer, finder man en normal blindtarm. Da der er flere sygdomme, som kan ligne blindtarmsbetændelse hos kvinder end mænd, foretages oftere kikkertundersøgelse af bughulen hos kvinder.
Operationen foregår i fuld bedøvelse. I de fleste tilfælde udføres operationen ved kikkertkirurgi, en såkaldt laparoskopi. I tilfælde med en større byld lægges evt. et plastikdræn til bortledning af pus og sårvæske. Selvom blindtarmen under operationen viser sig at være normal, bliver den fjernet, og man vil i stedet lede efter anden årsag til smerterne.
Komplikationer
Hos mindre end 5 ud af 100 kommer der en byld i såret efter fjernelse af en ikke-perforeret blindtarm. Hvis der er betændelse i såret, åbnes det og tømmes for pus, hvorefter det renses. I visse tilfælde kan såret sys sammen efter nogle dage.
I sjældne tilfælde (under 2 ud af 100 patienter) kan der opstå en byld i bughulen. Behandlingen er udtømning af bylden med et lille dræn, som hurtigt kan fjernes.
Efter udskrivelsen
For smerter efter operationen kan du tage lettere smertestillende midler, fx paracetamol 3-4 gange i døgnet de første dage. Du skal have fjernet stingene hos din egen læge 10 dage efter operationen.
Lægemidler
Svage smertestillende lægemidler

Svage smertestillende lægemidler indeholder paracetamol eller acetylsalicylsyre, evt. i kombination med caffein eller codein.
Se: