Sengevædning

Hvad er Sengevædning?

Sengevædning eller ufrivillig natlig vandladning (enuresis nocturna) er normal vandladning, som blot sker, mens man sover. Det er en naturlig ting i de første leveår, og derfor taler man først om sengevædning, når et barn er fyldt fem år. Sygdommen har en arvelig tilbøjelighed, og lægerne har fundet i hvert fald ét gen, som bærer denne tilbøjelighed.

Der skelnes mellem to former: 

• en primær form, hvor man altid har haft sengevædning,
• en sekundær form, hvor man - efter ikke at have haft natlig sengevædning i mindst seks måneder - igen tisser i sengen.

Symptomer

Ved den "rene" form for sengevædning er der ingen andre symptomer. Er der vandladningssymptomer om dagen, bør barnet altid blive undersøgt for andre sygdomme. 

Hvordan forløber sygdommen?

Sygdommen helbredes spontant med tiden hos langt de fleste. I 4-5 års-alderen ses sengevædning hos ca. 8 % af en årgang, ved skolestart er det ca. 10 %, og i 12-års-alderen er forekomsten faldet til ca. 5 %. Hos omkring 1 ud af 100 fortsætter problemet ind i voksenalderen. Lidt flere drenge end piger har ufrivillig natlig vandladning. 

Hvem får sygdommen?

Nogle har som nævnt en arvelig tilbøjelighed, men sygdommen kan ramme alle. 

Hvad er årsagen til sengevædning?

Der er flere faktorer, som i varierende grad bidrager til, at man har sengevædning: 

• Høj produktion af urin om natten. Kroppens urinproduktion styres blandt andet af et hormon, der hedder antidiuretisk hormon. Hvis man udskiller meget hormon, producerer man mindre urin. Børn, der er sengevædere, udskiller ofte for lidt af dette hormon om natten, hvorved at urinproduktionen om natten bliver unormalt høj. Når produktionen overstiger det, urinblæren kan rumme, lades vandet, enten ved at man vågner og lader vandet (nykturi), eller ved at man lader lader vandet uden at vågne (sengevædning).
  
• Nedsat rummelighed i blæren, dvs. blæren er mindre end normalt. Hvis urinblæren kan rumme mindre, end hvad der er normalt for alderen, kan man opleve sengevædning, selvom urinproduktionen om natten er normal. Nogle har en for lille blære i forhold til alderen, uden at der er tale om en egentlig sygdom, andre har en bagvedliggende sygdom, som er årsagen. Hvis man har en sygdom, vil man ofte også have vandladningssymptomer om dagen.
  
• Enkelte sover så dybt, at de ikke mærker vandladningstrangen og derfor tisser i sengen.

Undersøgelser ved sengevædning

Som regel behøver man ikke undersøgelser for at konstatere, at der er tale om sengevædning.    

Det sker dog, at man skal notere  på et skema hvor meget væske, man indtager i løbet af et døgn, for at undersøge om man drikker for meget væske om aftenen. Eventuelt skal man undersøges for blærebetændelse. 

Hvis der er mistanke om en anden sygdom, som kan være årsagen, vil man blive henvist til en specialafdeling på sygehuset til nærmere undersøgelser af fx vandladningsfunktionen, en såkaldt cystometri. 

Behandling af sengevædning

Som nævnt går sygdommen med tiden som regel over af sig selv. Man kan eventuelt fremskynde dette tidspunkt ved at bruge en speciel ble, der aktiverer et ringeapparat, når den bliver våd, og herved lærer man at vågne ved vandladningstrang. Producerer man meget urin om natten, kan man få midler, der nedsætter urinproduktionen om natten. 

Medicinsk behandling
Desmopressin er kunstigt fremstillet og virker som kroppens naturlige hormon til at nedsætte urinproduktionen. Det kan gives enten som smeltetabletter eller almindelige tabletter mod sengevædning. Sædvanligvis behandles sengevædning ikke før 5-års-alderen. 

Forfattere