Pusteprøve ved mavesår

Revisionsdato: 22.06.2022

Hvorfor skal jeg have denne undersøgelse?

Hvis du har symptomer på kvalme, opkastning, halsbrand, sure opstød, nedsat appetit, hurtig mæthedsfornemmelse eller oppustethed, kan lægen henvise dig til at få lavet en undersøgelse for mavesår

Mavesårsbakterien Helicobacter pylori findes i mavesækkens slimhinde og er en hyppig årsag til mavesår, da bakterien trives i mavesækken til trods for den stærke mavesyre. 

Hvad er pusteprøve?

En pusteprøve er en måling af indholdet af et bestemt sporstof i luften, som du ånder ud. 

Du skal drikke en uskadelig mængde væske, som er tilsat et mærket kulstof. Hvis bakterien er til stede, vil det mærkede kulstof blive nedbrudt til radioaktivt kuldioxid, som kan måles i udåndingsluften. 

Hvad kan undersøgelsen vise?

Undersøgelsen kan vise, om du har infektion med bakterien Helicobacter pylori.  

Undersøgelsen kan også bruges til at undersøge, om behandlingen af mavesårsbakterien har virket.  

Hvordan foregår undersøgelsen?

Undersøgelsen kræver at du er fastende, dvs. du må ikke have spist eller drukket 6 timer op til undersøgelsen. 

  • Du skal puste i forskellige glas af 2 omgange med en ½ times mellemrum.
  • Første gang du puster i rørene bestemmes en udgangsværdi.
  • Du skal herefter drikke 2 dl appelsinjuice og et glas vand tilsat en lille mængde mærket carbamid (urinstof) opløst i lidt vand og citronsyre. Drikken kan smage lidt surt.
  • Efter 30 minutter skal du igen puste i nogle rør.

Instruktion i at lave helecobaktorpusteprøve. Pust to gange. Drik 2 dl. appelsinjuice og vand tilsat urinstof. Vente 30 minutter. Pust 2 gange igen. Prøven sendes videre til et laboratorium. 

Du kan også blive testet for bakterien helicobaktor pylori ved at lave en afføringsprøve, eller få lavet en biopsi i tarmen.  

 

Hvor foregår undersøgelsen? 

Pusteprøven kan laves på et laboratorie ved en speciallæge eller hos din praktiserende læge. 

Undersøgelsen varer ca. 30 minutter.  

 

Gør det ondt? 

Nej, det gør ikke ondt at lave en pusteprøve. 

 

Er der noget, jeg skal passe på med bagefter?  

Efter undersøgelsen må du spise og drikke som du plejer. 

Du vil kunne tage hjem lige efter undersøgelsen, også i bil. 

Hvordan forbereder jeg mig?

Du skal møde fastende til undersøgelsen, dvs. du må ikke have spist eller drukket 6 timer op til undersøgelsen. 

Særlige hensyn

  • Du skal være fastende under undersøgelsen.
  • 2 uger før undersøgelsen må du ikke tage medicin mod mavesår eller syrehæmmende medicin. Det er fx esomeprazol, lansoprazol, omeprazol, pantoprazol og rabeprazol.
  • 4 uger før undersøgelsen må du ikke have fået antibiotika (medicin mod betændelse).
  • Du må godt tage syreneutraliserende medicin, som fx Alminox®, Balancid®, Novaluzid® eller Samarin®, indtil 6 timer før undersøgelsen.

 

Det er vigtigt, at du overholder disse punkter, da undersøgelsen ellers kan være ubrugelig og må tages om en anden dag.  

Graviditet

Undersøgelsen kan foretages.

Amning

Undersøgelsen kan foretages.

Hvordan får jeg svar på undersøgelsen?

Svar på undersøgelsen 

Du kan forvente svar inden for 10 arbejdsdage. 

I de fleste tilfælde vil du kunne se svaret på sundhed.dk, hvor du logger på med NemID. 

Det kan nogle gange være svært at forstå svaret, så det er vigtigt, at en læge forklarer dig undersøgelsens resultat. 

 

Forbered dig på, hvad du vil spørge lægen om. 

Skriv evt. en huskeseddel. 

  • Hvornår får jeg svar på undersøgelsen?
  • Hvordan får jeg svar? (samtale, SMS, mail eller brev)
  • Hvem giver mig svar?
  • Overvej, om du skal have en pårørende med, når du får svar på undersøgelsen.

Vil du vide mere?

Patienthåndbogen 

Forfattere/Referenter

Anne Byskov (Forfatter)
Louise Thrane (Forfatter)