Vorter
Hvad er Vorter?
Vorter (verrucae vulgares), der er en fælles betegnelse for hånd- og fodvorter, skyldes infektion med bestemte typer af humant papilloma-virus (HPV). Andre HPV-typer kan give flade vorter i ansigtet hos børn.Symptomer
Vorter varierer i størrelse fra 1 mm til 1 cm i diameter. På hænderne ligner vorter blomkålsagtige knopper, og de sidder ofte på oversiden af fingrene og ved neglene. På fødderne er vorterne flade. De sidder mest foran på fodsålen og på hælen, men vorter kan også sidde andre steder på kroppen. Som regel er du kun generet kosmetisk af håndvorter; vorter under fødderne kan blive tykke og ømme, især hvis de sidder på trædepuderne. I ansigtet er vorterne ofte helt flade og hudfarvede eller let farvede og derfor vanskelige at se.Hvordan forløber sygdommen?
Vorter forsvinder tit af sig selv. Inden for 1-2 år forsvinder over halvdelen af alle vorter hos børn uden behandling. Hos voksne kan vorter være mere genstridige, trods behandling. Det er vigtigt at undgå en behandling, der giver ar under fødderne, for et ar kan blive til en varig ligtorn, der gør ondt, når man går. Det er specielt kraftigere frysning eller kirurgisk fjernelse af vorter i fodsålerne, som kan resultere i ardannelse.
Hvem får sygdommen?
Vorter er en meget almindelig virusinfektion. De fleste bliver smittet allerede i barndommen, og i 10-12-års-alderen har op mod hvert fjerde barn vorter. Vortevirus smitter ved berøring, men den kan også blive overført via gulvene i svømmehaller, omklædningsrum, baderum og formodentlig også via fælles håndklæder. Vorter er ikke så almindelige hos voksne, men når voksne får dem, holder vorterne sig som regel i flere år. Får du nedsat immunforsvar, kan du risikere, at vortevirus dukker op (bliver reaktiveret), så du får vorter igen.Hvad er årsagen til vorter?
Vorter skyldes en infektion i huden med humant papilloma-virus (HPV).Undersøgelser ved vorter
Hånd- og fodvorter er så lette at genkende, at der ikke er grund til særlige undersøgelser for, at lægen kan stille diagnosen.Behandling af vorter
Hvad kan du selv gøre?
Ved at nedfile vorterne dagligt kan du få dem til at forsvinde hurtigere. Det giver også den fordel ved fodvorter, at de giver mindre ømhed og smerter, hvis du beskærer dem.
Medicinsk behandling
Du kan kombinere nedfilingen ved et par gange om ugen at påføre cremer, opløsninger eller plastre med midler, der opløser den hårde hud. Lokalbehandlingen kan også kombineres med frysning (cryoterapi) med flydende kvælstof i 5-15 sekunder hver 2.-3. uge hos lægen.
Midler mod vorter kan købes på apoteket.
Kirurgisk behandling, hvor lægen skærer, skraber eller brænder vorterne væk, eventuelt med laser, er en mulig behandling, hvis du har få, enkeltsiddende vorter uden for fodens trædepuder.