Zikavirus

Revideret: 22.12.2021

Hvad er Zikavirus?

Zikavirus er en virus, der hovedsageligt overføres til mennesker ved myggestik. Virus blev første gang fundet hos aber i Zika-skoven i Uganda i 1947, og det første tilfælde af virusinfektion hos et menneske blev påvist i 1952. Indtil 2007 var der kun få og mindre udbrud af Zikavirus-infektion i Afrika, i Asien og på øer i Stillehavet.  

 

I 2007 var der et større udbrud af sygdommen på stillehavsøen Yap. I de følgende år spredte sygdommen sig til andre øsamfund i Stillehavet og fra 2015 også til Syd- og Mellemamerika. I forbindelse med dette blev det opdaget, at Zikavirus-infektion hos gravide medfører en risiko for hjerneskade hos det nyfødte barn. 

Symptomer

De fleste tilfælde af Zikavirus-infektion er milde eller helt uden symptomer. De mest almindelige symptomer er feber, hududslæt, ledsmerter og øjenbetændelse (conjunctivitis). Muskelsmerter og hovedpine er også ret almindelige symptomer.  

I sjældne tilfælde ses symptomer fra nervesystemet i form af lammelse af store nerver (Guillain-Barres syndrom), rygmarvsbetændelse eller hjernebetændelse.  

Hvordan forløber sygdommen?

De fleste tilfælde af Zikavirus-infektion er milde eller helt uden symptomer. Sygdommen varer sædvanligvis 2-7 dage. 

Hvem får sygdommen?

Der har siden 2015 være flere hundrede tusinde tilfælde i Sydamerika. Brasilien og Columbia har været hårdest ramt. Smitten bredte sig også til det sydlige USA. Siden 2017 er epidemien aftaget i omfang, men der foregår fortsat aktiv smitte i store dele af Syd- og Mellemamerika. Derimod er der siden 2018 ikke set tilfælde af smitte i USA's sydlige stater. 

 

Statens Seruminstitut rapporterer løbende om lande med aktiv spredning af Zikavirus (www.ssi.dk). 

Hvordan smitter zikavirus?

Myggestik 

Du er i risiko for at blive smittet, hvis du stikkes af myg, som bærer Zikavirus. Det drejer sig om myg af typen Aedes, som er samme slags myg, der overfører andre virus, fx Denguevirus. Aedes-myg er især udbredt i tropiske og subtropiske områder og kan stikke hele døgnet. Risikoen er særlig stor tidligt om morgenen og sent om eftermiddagen. Risikoen for smitte er størst i landlige/jungleområder og slumkvarterer i storbyer. 

 

Smitte ved myggestik er den helt dominerende smittevej. Aedes-myggen findes ikke i Danmark, og i Danmark er hidtil påvist få tilfælde hos rejsende, der er kommet hjem fra Sydamerika, men flere kan have været smittet uden at mærke noget til det. 

 

Fra mor til barn og seksuelt 

Smitte kan også overføres fra en inficeret mor til foster under graviditeten, fra mor til barn i forbindelse med fødslen, og man kan smittes seksuelt.  

Enkeltstående tilfælde af smitte ved blodtransfusion er beskrevet. 

Hvad er årsagen til zikavirus?

Sygdommen skyldes Zikavirus.  

Undersøgelser ved zikavirus

Zikavirus kan påvises i en blodprøve

Specielle forhold hos børn

Hos børn, der smittes efter fødslen, forløber sygdommen som hos voksne.  

Hos nyfødte kan ses alvorlige misdannelser, hvis smitten er overført fra moren under graviditeten, bl.a. ses microcefali (for lille hjerneudvikling).  

 

Det er dog vigtigt at understrege, at langt de fleste børn fødes uden misdannelser, selvom moren har haft Zikavirus-infektion under graviditeten.  

Behandling af zikavirus

Hvad kan jeg selv gøre? 

Det vigtigste forebyggende, du selv kan gøre, er at beskytte dig mod myggestik.  

 

  • Tag tøj på med lange ærmer og bukseben.
  • Brug myggeafvisende midler hele døgnet og særligt grundigt på de tidspunkter, hvor myggene er mest aktive.
  • Sov i myggeskærmede rum eller rum med aircondition.
  • Sov med myggenet over sengen.
  • Det bedste er at bruge myggenet, som er sprøjtet med insektgift (permethrin).

 

Man kan beskytte sig mod seksuel smitte ved anvendelse af kondom. Virus kan påvises i sæd op til 6 måneder efter smitten. 

 

Specielle forhold hos gravide 

Pga. risiko for alvorlige misdannelser skal gravide og kvinder, der ønsker at blive gravide, undgå at blive smittet med Zikavirus. 

 

Sundhedsstyrelsens råd til gravide og par, der planlægger graviditet (www.sst.dk): 

 

  • Gravide og kvinder, der aktuelt påtænker at blive gravide, udskyder ikke-nødvendige rejser til de berørte områder indtil efter graviditeten (for liste over udbrudsområder se Statens Serum Instituts side om Zikavirus).
  • Hvis rejsen ikke kan udskydes, skal gravide være særligt omhyggelige med at beskytte sig mod myggestik (for rejseråd til gravide, se Statens Serum Instituts side om beskyttelse af gravide rejsende).
  • Gravide, som har rejst i de berørte områder under deres graviditet, skal informere deres læge og jordemoder om opholdet.
  • Kvinder, der har rejst i de berørte områder og som planlægger graviditet, opfordres til at vente to måneder efter hjemkomst med at blive gravide.
  • Mænd, der kommer hjem fra områder med udbrud af Zikavirus, og som har en partner, der er gravid, anbefales at anvende kondom i resten af graviditeten.
  • For mænd, hvis kvindelige partner er i den fertile alder, men ikke kendt gravid, anbefales det, at parret bruger prævention (af en hvilken som helst art) i seks måneder, uanset om manden har eller har haft symptomer på infektion med Zikavirus eller ej.


Medicinsk behandling 

Der findes ingen vaccine mod Zikavirus og ingen lægemidler, der virker mod virus. Behandlingen består derfor i at bekæmpe de komplikationer, der kan opstå. 

 

Forfattere

Jørgen Kurtzhals (Forfatter)