Fladlus

Revideret: 15.10.2021

Hvad er Fladlus?

Lus er blodsugende parasitter. Der findes 3 slags lus, som kan leve på mennesket: hovedlus, fladlus og kropslus. Hovedlus er langt den mest almindelige. 

  • Fladlus er kortere og mere runde end hovedlusene. Fladlusene er ca. 1½ mm lange og ligner et gulligbrunt skæl på nogle få mm. Karakteristisk er også deres glinsende æg, som sidder fast på hårene. De sidder ved roden af pubeshårene eller i armhulerne. De kan dog findes overalt på kroppen, hvor der er rigelig hårvækst, herunder i skæg og øjenhår. Hos især børn kan fladlus findes i øjenbryn og øjenvipper.
  • Kropslus ligner hovedlus, men suger blod på kroppen. De kan sidde overalt på kroppen. I øvrigt opholder de sig i tøjet og lægger også æg dér. Kropslus er nu meget sjældne i Danmark. De findes specielt på steder med dårlige hygiejniske forhold, og de bliver ikke omtalt yderligere her.

Symptomer

Du får kløe omkring kønsdelene eller andre steder på kroppen, hvor lusene sidder. Fladlusenes bid fremkalder små millimeterstore røde pletter, som ofte bliver blålige efter et par timer.
Fladlusene overfører ikke sygdomme. 

Hvordan forløber sygdommen?

Lus giver en generende kløe, men det er harmløst. Dog kan der gå betændelse eller eksem i et bid, hvis du kradser dig. 

Hvem får sygdommen?

Alle kan få fladlus, men det rammer især yngre mennesker. Hygiejne har ingen betydning for lusene, da det blod, de lever af, altid vil være til stede, uanset hvor ren man er. 

Hvordan smitter fladlus?

Ligesom hoved- og kropslusen kan fladlusen kun leve på mennesker. 

Fladlus smitter hovedsagelig ved seksuel kontakt eller meget tæt fysisk kontakt, sjældent ved indirekte kontakt.
Fladlus forlader meget nødigt deres vært, men da de giver kløe, kan de selvfølgelig kradses af; eventuelt sammen med de hår de klamrer sig til. I de første par timer vil hjemløse fladlus være i stand til at kravle over på andre mennesker, som kommer i nærkontakt med det sengetøj eller det toiletsæde, de er havnet på. Men en fladlus kan ikke overleve mere end 24 timer væk fra mennesket. 

Hvad er årsagen til fladlus?

Fladlus skyldes smitte med Phthirus pubis

Undersøgelser ved fladlus

Lægen kan stille diagnosen ved at finde levende lus eller luseæg. Fladlus holder især til i kønsbehåringen. Kløen skyldes et stof, som lusene spytter ned i såret, så blodet ikke størkner. Mange fladlus eller hyppig smitte kan medføre sår og infektioner, og disse skal muligvis behandles hos lægen. 

Behandling af fladlus

Der findes ingen midler mod fladlus i håndkøb; men speciallæger/hospitaler vil kunne ordinere receptpligtig medicin for at give behandling mod fladlus. 

Ved smitte skal undertøj og sengetøj skiftes. Det er vigtigt, at eventuelle seksualpartnere undersøges og behandles, så man mindsker risiko for spredning af smitte. 

Forfattere

Carsten Sand (Forfatter)