Mænds sundhed og sygdom

Revisionsdato: 22.12.2020
Mænd halter bagud, når det gælder sundhed. Mænd har tendens til at overse symptomer på sygdom, eller at slå symptomerne hen som almindeligheder. Det betyder, at mænd kommer for sent til lægen.

Par, der krammer 

Hvordan står det til for mænd og deres helbred? 

Selskab for mænds sundhed, hvis formål er at forbedre mænds sundhed, har lavet en lang række undersøgelser om mænd og sundhed. De viser blandt andet, at mænd har stort set alle sygdomme hyppigere end kvinder. Det gælder kræftsygdomme (fx lungekræft, tarmkræft), hjertesygdomme ( blodprop i hjertet, hjerterytmeforstyrrelser, forhøjet blodtryk) og diabetes ( Type 1 og type 2). Og mænd har større dødelighed end kvinder af stort set alle disse sygdomme. 

 

Som nævnt ovenfor rammes mænd typisk af de store folkesygdomme, men derudover findes en række sygdomme, som kun rammer mænd. Vi har samlet nogle af dem her: 

 

Sexualitet og udseende  

 

Rejsningsbesvær
Der kan være mange grunde til rejsningsbesvær, og mange af dem kan behandles. Så hvis du gentagne gange oplever at have problemer med rejsningen, så kontakt din læge. Læs mere om rejsningsproblemer og behandling


Hårtab 

At du bliver mere tyndhåret med alderen, er almindeligt kendt, men nogle mænd taber håret meget tidligt eller meget voldsomt, og så kan der være grund til at søge hjælp. Læs om hårtab (alopeci)

 

 

Sygdomme i blærehalskirtlen (prostata)  

 

Blærehalskirtlen (prostata) er ca. 2 cm i diameter. Den sidder lige under mandens urinblære, og urinrøret løber igennem den på vej fra blæren mod penis. Har du vandladningsbesvær, kan det være et symptom på en sygdom i blærehalskirtlen. Vandladningsbesværet kan fx være hyppig vandladning, svie ved vandladning, besvær med at komme af med vandet eller blod i urinen. Læs mere om de forskellige sygdomme i blærehalskirtlen: 

 

Forstørret prostata 

Betændelse i prostata 

Prostatakræft

 

 

Sygdomme i testikler og bitestikler  

 

Bitestikelbetændelse 

Bitestiklerne er placeret lige oven over testiklerne i pungen. Betændelse i bitestiklerne er hos yngre mænd ofte en følgesygdom til kønssygdommene klamydia eller gonoré. Hos mænd over 35 år skyldes sygdommen oftest de samme bakterier, som er årsag til blærebetændelse. Symptomer er hævelse og rødme af testiklerne evt. også med udflåd fra penis. Betændelsen skal behandles med antibiotika. Læs om bitestikelbetændelse

 

Testikelkræft 

Typiske symptomer på kræft i testiklerne er, at du mærker hævelse eller en knude i den ene testikel. Ofte mærkes samtidig hævelse af brystvævet. Behandling af testikelkræft er meget effektiv. 95 % af patienterne bliver helbredt, også selvom sygdommen skulle have bredt sig. Læs mere om testikelkræft