5 hurtige om OCD

Revisionsdato: 04.06.2025

1. Hvad er OCD?
OCD er en angstlidelse, hvor tvangstanker og tvangshandlinger fylder så meget, at det bliver et problem.
Man kan sige, at der findes to typer af OCD. Den ene handler mest om tvangstanker - altså tanker eller billeder, der bliver ved med at poppe op i hovedet, selvom man ikke ønsker det.
Den anden handler mest om tvangshandlinger - det er ting, man føler, man skal gøre, som fx at vaske hænder igen og igen eller tjekke noget mange gange.
Nogle har kun tvangstanker, andre kun tvangshandlinger, men de fleste har begge dele.  

OCD er en forkortelse for obsessive-compulsive disorder. På dansk bliver det kaldt obsessiv-kompulsiv tilstand eller bare OCD. 

 

De mest almindelige tvangshandlinger 

  • At vakse hænder mange gange
  • At gentage betemte handlinger
  • At have overdrevent fokus på orden og symmetri
  • At tælle ting
  • At tjekke ting, fx låse døren, sikre kogepladen er slukket osv.

2. Hvem får OCD?
Alle kan få OCD - både børn, unge og voksne. Mange oplever de første symptomer i barndommen eller ungdommen. OCD rammer ca. 2-3 % af befolkningen. 

 

3. Hvad er symptomerne på OCD
De fleste, der har OCD, ved godt, at deres tanker og handlinger er for voldsomme. Men det er angsten, der styrer det hele. Angsten kan føles så voldsom, at man ender med at gøre det, OCD’en kræver for at få ro .  

Tvangshandling, som fx at vaske hænder igen og igen, kan give en følelse af, at angsten falder lidt. Det holder ofte kun kortvarigt, da uroen og tankerne kommer igen - og så udføres de samme tvangshandlinger igen. Og igen. Og igen. Det bliver en ond cirkel, der er svær at komme ud af.  

OCD kan være meget forskelligt fra person til person. Nogle har det i mild grad og kan leve et ret normalt liv, mens andre kæmper med det hver dag. 

 

4. Hvordan behandles OCD?
Der findes flere måder at behandle OCD på:  

  • Kognitiv adfærdsterapi (KAT) - især en metode kaldet ERP (eksponering med responshindring), hvor du lærer at møde dine tanker uden at handle på dem.
  • Støtte og viden - det hjælper at forstå, hvad OCD er, og hvordan du kan arbejde med det.
  • Medicin - ofte SSRI (en type antidepressiv medicin), som kan mindske symptomerne.

 

5. Hvad kan du selv gøre?
Lær din OCD at kende
Find ud af, hvad der trigger dine tanker og handlinger - jo bedre du forstår det, jo nemmere er det at tage kontrollen tilbage. 

Tjek dine vaner
Prøv at lægge mærke til, hvad du plejer at gøre, når OCD’en dukker op - og tænk over, hvad du kunne gøre anderledes. 

Vær ærlig med din behandler
Det kan være svært, men jo mere ærlig du er, jo bedre hjælp kan du få. Din behandler er der for at støtte dig - ikke dømme dig. 

Pas på dig selv
Stress gør det hele værre. Sørg for at få søvn, pauser og tid til ting, du godt kan lide. 

Hav tålmodighed
Det tager tid at ændre gamle vaner - og det er helt okay. Små skridt er også fremskridt.  

 

Kilder
Pro.medicin.dk 

Psykiatrifoden