5 hurtige om infertilitet
1. Hvad er infertilitet?
Man kalder det infertilitet hvis et par, ønsker et barn, og kvinden ikke har kunne blive gravid ved ubeskyttet sex inden for 1 år. Det gælder også, hvis et par allerede har fået et eller flere fælles børn, men ikke opnår graviditet inden for et år ved ønske om flere børn.
2. Hvor hyppig er infertilitet?
Ca. hvert fjerde par eller kvinde oplever at have svært ved at opnå graviditet.
3. Hvilke undersøgelser laves ved infertilitet?
Ved infertilitet bliver der typisk foretaget fire undersøgelser:
- Undersøgelse af kvindens livmoder og passagen gennem æggeledere.
- Undersøgelse af kvindens ægløsning (blodprøve i sidste halvdel af cyklus.
- Måling af indholdet af AMH (Anti Müllersk Hormon) i kvindens blod, som viser et udtryk for antallet af æg, der kan modnes.
- Undersøgelse af mandens sæd.
- Før henvisning til behandling skal både manden og kvinden testes i en blodprøve for HIV og hepatitis B og C.
4. Hvad er skyldes infertilitet?
En væsentlig årsag til infertilitet er, at kvinder bliver ældre og ældre, før de forsøger at få børn. Derudover kan årsagerne til infertilitet være meget forskellige, fx sygdom, sundhedsadfærd og miljø (fx hvis du arbejder med kemikalier, organiske opløsningsmidler osv.).
Hos 75 % af alle der oplever infertilitet findes årsagen.
De væsentligste årsager er:
- Kvinden mangler passage i æggelederne på grund af tidligere betændelse i underlivet, (fx klamydia, kronisk betændelse i eller uden for livmoderen (endometriose) eller operation i underlivet) Når der ikke er passage i æggelederne kan ægget ikke vandre ned til livmoderen.
- Kvinden har ikke ægløsning og har uregelmæssig menstruation på grund af en hormonforstyrrelse.
- Manden har nedsat sædkvalitet.
- Kombinationer af forskellige årsager hos kvinden og manden.
5. Hvordan behandles infertilitet?
Mangler kvinden passage gennem æggelederne, består behandlingen i kunstig befrugtning ved hjælp af IVF ( reagensglasteknik). IVF betyder In Vitro Fertilisering, dvs. at selve befrugtningen foretages i et glas (vitro) uden for livmoderen.
Mangler kvinden ægløsning, kan hun få hormoner, enten med tabletter eller daglige indsprøjtninger, der gør, at ægløsningen kommer.
Hvis manden har let til moderat nedsat sædkvalitet, tilbydes behandling med insemination. Ved insemination opkoncentreres de fungerende sædceller, og placeres med et lille kateter i toppen af livmoderen, så de ikke skal svømme så langt.
Hvis sædkvaliteten er stærkt nedsat, kan parret behandles med såkaldt mikro-insemination, hvor én sædcelle indsprøjtes direkte i et udtaget æg, og derefter placeres i livmoderen.
I meget sjældne tilfælde kan mandens sædkvalitet forbedres ved medicinsk behandling.
Sæd fra en anonym donor, kan også være en løsning for nogle par.
Ved uforklarlig infertilitet er insemination af kvinden den første behandling, parret får tilbudt. Hvis graviditet ikke opnås, tilbydes IVF behandling.
Kilder
Regioner.dk
Referent
Charlotte Wilken Jensen