5 hurtige om hårtab
1. Hvad er hårtab?
De fleste mænd vil på et tidspunkt opleve hårtab. Først bliver håret tyndt i tindingen og panderegionen. Senere breder udtyndingen sig til issen, og hårgrænsen rykker fra panden længere og længere bagover.
Hos kvinder er hårtabet ikke lige så tydeligt som hos mænd. Hårtab hos kvinder ses ofte på toppen af hovedet. Det er også ret almindeligt at der sker en udtynding af håret fortil og midt på hovedet.
Pletskaldethed (alopecia areata) er en sygdom. Det skyldes en betændelsesreaktion omkring hårsækkene som gør, at hårene går til grunde. Typisk opstår der en eller flere runde eller ovale områder, hvor håret falder af. Den bare plet kan opstå overalt på hovedet. I sjældne tilfælde falder al håret af hovedet (alopecia totalis).
2. Hvem lider af hårtab?
Det mest almindelige hårtab er blandt mænd og begynder som regel i 30-50-års-alderen. Pletskaldethed rammer lige mange mænd og kvinder, det starter ofte i 20-40-års-alderen.
3. Hvilke undersøgelser laves ved hårtab?
Normalt bliver der ikke lavet nogle særlige undersøgelser ved hårtab.
Hvis du oplever pletskaldethed, bør du altid kontakte din læge for at blive undersøgt nærmere, da det kan skyldes en infektion.
4. Hvad er skyldes hårtab?
Almindeligt hårtab er arveligt og skyldes det mandlige kønshormon testosteron, der får hårsækkene til at skrumpe og afkorter hårets vækstfase. Håret bliver tyndere og tyndere, og senere stopper hårvæksten helt.
Hårtab kan også opstå i forbindelse med en stresset periode. Du vil typisk opleve at fælde kraftigere end normalt.
Nogle kvinder kan opleve at fælde kraftigere efter en graviditet. Ved både stress og graviditet vil håret komme igen af sig selv.
Årsagen til pletskaldethed skyldes formentlig, at kroppen danner et antistof, der er rettet mod hårsækkene. Nære slægtninge til en person, der har pletskaldethed, har en øget risiko for også at udvikle pletskaldethed.
I nogle tilfælde kan pletskaldethed opstå på grund af en svampeinfektion i hovedbunden.
Hos patienter i kemoterapi kan hårtab opstå som en bivirkning til behandlingen. Denne form for hårtab er midlertidig, dvs. hårvæksten vender tilbage, når behandlingen er overstået.
5. Hvordan behandles hårtab?
Hårtab kan behandles med tabletter eller med en væske som bruges direkte i hovedbunden.
Tabletbehandling med finasterid er kun til mænd. Det virker ved at hæmme testosterons påvirkning af hårsækkene.
Både mænd og kvinder kan bruge minoxidil direkte i hovedbunden. Væsken virker ved at øge blodforsyningen til hårsækkene.
Pletskaldethed forsvinder ofte af sig selv. Er der store bare områder, kan du blive behandlet med binyrebarkhormon eller PUVA lysbehandling.
Hvis det pletvise hårtab skyldes en svampeinfektion, behandles du med medicinsk shampoo mod svamp.
Hårtab kan også behandles kirurgisk ved en hårtransplantation. Her flytter lægen hår og hårsække fra nakken op på hovedet. Denne metode egner sig bedst, hvor hårtabet er begrænset til den forreste del af hovedet.
Kilder