5 hurtige om p-piller

Revisionsdato: 16.12.2022

1. Hvad er p-piller?
P-piller er en slags prævention, der består i, at du tager en pille hver dag. For nogle typer p-piller gælder, at man skal holde en månedlig pause nogle dage - det er lidt forskelligt.  

 

P-piller består af 2 slags hormoner:  

  • Østrogen, som er et hormon der dannes naturligt i æggestokkene. Østrogenet i p-piller er kemisk fremstillet, men ligner i strukturen det naturlige hormon.
  • Gestagen, som er et kunstigt fremstillet hormon. Det ligner vores hormon progesteron, der også dannes naturligt i æggestokkene.

P-piller virker ved at: 

  • Stoppe din ægløsning, så der ikke frigives noget æg.
  • Gøre slimen i livmoderhalsen tyk, så sæden kan ikke trænge igennem for at befrugte et æg.
  • Slimhinden i livmoderen bliver mindre modtagelig overfor et befrugtet æg kan sætte sig fast.

Når du tager p-piller vil du - hvis du holder pause - få en blødning der ligner menstruation Men den blødning du får, når du tager p-piller, er en kunstig blødning. Din naturlige hormonbalance og din cyklus er sat på pause, mens du tager p-piller. 

 

2. Må jeg stoppe og starte på p-piller, som det passer mig?
Nej, det er en dårlig ide af to grunde:  

1. Hvis du starter og stopper med at tage p-piller, kan der være en risiko for, at du bliver gravid.  

2. Mange kvinder kan få den tanke, at det er usundt at tage p-piller i mange år, og ønsker derfor at holde en pause for at ”rense kroppen”. Men hvis du holder en længere pause fra pillerne, bliver risikoen for at få blodpropper forhøjet i det første år, hver gang du starter op igen.  

 

3. Er det svært at blive gravid når jeg stopper med p-piller, hvis jeg har taget dem i mange år?
Selvom du har taget p-piller igennem mange år, har det ingen betydning for, om du kan blive gravid, når du stopper med pillerne.(1) 8 ud af 10 kvinder får normalt ægløsning igen indenfor 3 måneder. Du skal dog være opmærksom på, at det generelt bliver sværere at blive gravid, jo ældre du bliver - men det har ikke noget med brug af p-piller at gøre. 

 

4. Hvor hurtigt virker p-piller?
P-piller virker med det samme, hvis du tager den første pille, på din første dag i din menstruation. Hvis du tager den første pille senere i din cyklus, skal du beskytte dig yderligere i 7 dage med en anden form for prævention. De kemisk fremstillede hormoner erstatter, de hormoner, kroppen ellers ville producere og virker ved at stoppe ægløsningen. 

 

5. Er det farligt at tage p-piller?
Ja og nej; Hvis du er sund og rask er risikoen for, at det er farligt for dig at tage p-piller, meget lille. 

Kvinder som ryger og er over 35 år anbefales ikke at tage p-piller. Det samme gælder kvinder, der tidligere har haft blodpropper eller har en arvelig risiko for blodpropper.  

Der er desuden vist en meget lille øget risiko for at få brystkræft, hvis du tager p-piller. 

Ca. 25 % af danske kvinder der bruger prævention, bruger p-piller. 

 

Kilder 

Sundhed.dk 

Medicin.dk
Sexlinien.dk
sexogsamfund.dk 

1. Mikkelsen EM, Riis AH, Wise LA, Hatch EE, Rothman KJ, Toft Sørensen H. Pre-gravid oral contraceptive use and time to pregnancy: a Danish prospective cohort study. Human reproduction (Oxford). 2013;28(5):1398-405. 

 

Referent 

Charlotte Wilken-Jensen