Generelt om kræft
Hvad er kræft?
Kræft (cancer) er en sygdom, som opstår, når nogle celler et sted i kroppen mister selvkontrol. Cellerne begynder at dele sig og vokse uden hæmning. Det sker, fordi et arvemateriale (DNA), som styrer cellernes aktivitet, bliver beskadiget. Ændringer i arvematerialet, som står bag kræftens udvikling, kaldes mutationer. De voksende celler med beskadiget arvemateriale kan enten danne en knude (svulst, tumor), fx ved brystkræft, lungekræft eller tarmkræft, eller sprede sig i kroppen uden at danne en knude, fx ved leukæmi.
Hvordan forløber kræft?
En kræftsvulst kan ødelægge et livsvigtigt organ i kroppen, fx leveren, hjernen eller lungen. Kræft kan også beskadige hele kroppen, ved fx at beskadige immunforsvaret. Derfor er kræft en livstruende sygdom.
Kræft kaldes en ondartet (malign) sygdom og en kræftknude kaldes en "ondartet knude". Når kræftcellerne vokser, bliver de normale celler omkring kræftsvulsten ødelagt. Kræftcellerne kan også flytte sig fra det organ, hvor kræften er opstået, til andre organer, og der kan komme metastaser (dattersvulster). Tyktarmskræft kan fx sprede sig til lymfeknuder, leveren og lungerne. Kræftcellerne kan vandre via lymfe- og blodbaner.
Hvem får kræft?
I Danmark bliver ca. 35.000 personer ramt af kræft hvert år*. Kræft er lige så almindeligt hos kvinder, som hos mænd, men det er lidt flere mænd end kvinder, der får stillet en kræftdiagnose.
Årsagen og symptomer
Kræft kan opstå i stort set ethvert organ i menneskets krop. Der findes over 200 forskellige kræftformer. Årsagen til kræft er ofte et samspil mellem livsstil, arv og miljø. Symptomer på kræft er meget forskellige og afhænger af hvilket organ, der er angrebet. Mere om årsagen og symptomerne findes i beskrivelsen af de forskellige kræftformer.
Prognosen
Hvert år dør ca. 15.000 mennesker af kræft i Danmark. Risiko for død er generelt lidt større hos mænd end hos kvinder. Til gengæld lever aktuelt ca. 285.000 personer med kræftdiagnosen i Danmark. 60 pct. af mænd og 63 pct. af kvinder lever i minimum 5 år efter, at kræften blev konstateret*. Overlevelse er meget forskellig ved forskellige kræftformer. Kræft i bugspytkirtlen (pancreas cancer) dræber desværre næsten alle patienter, inden der er gået 5 år, fra diagnosen er stillet**. Til gengæld er prognosen ved testikelkræft meget bedre, og ca. 97 pct. af patienterne lever efter 5 år fra diagnosen er stillet***.
Udredning ved mistanke om kræft
I Danmark foregår undersøgelser for kræft i "kræftpakker". Pakkeforløbene giver patienter med kræft, eller mistanke om kræft, den bedst mulige udredning og behandling uden unødig ventetid. Når patienten henvender sig til en læge, og lægen vurderer, at en mulig årsag til patientens symptomer kan være kræft, bliver patienten henvist til den afdeling, som står for pakkeforløbet. De undersøgelser, som bliver foretaget, kan være ret forskellige. Det kommer an på, hvilken kræftform der mistænkes.
Typisk kan følgende undersøgelser komme på tale:
- blodprøver
- kikkertundersøgelser, fx gastroskopi
- scanninger og billedundersøgelser.
Kræftdiagnosen kan først stilles, når en vævsprøve (biopsi) taget fra knuden viser, at der er tale om kræftceller.
Der går som regel syv til ti dage, inden du kan få svar på, hvad en vævsprøve viser. Vævsprøven undersøges i mikroskop. I mikroskopet kan lægen se, om der er kræftceller til stede, og hvilken type kræftceller det drejer sig om. Vævsprøven kan også vise, hvor aggressive kræftcellerne er. Alle disse oplysninger er nødvendige for, at lægen kan stille diagnosen og vælge den bedst mulige behandling til dig.
Stadieinddeling
Valg af den bedste behandling afhænger bl.a. af kræftstadium. Man vurderer bl.a. hvor meget kræften har bredt sig i kroppen. Denne procedure kaldes stadieinddeling (staging). Når det er muligt at få kræft fjernet ved operation, bliver stadieinddelingen suppleret med informationer fra den mikroskopiske undersøgelse af knuden, der blev fjernet.
Der bedømmes tre ting:
- selve knudens størrelse, som kaldes T (fra latin "tumor", der betyder knude)
- tilstedeværelse af kræftcellerne i lymfeknuder, der fjernes sammen med kræftknuden, som kaldes N (fra latin "nodi", der betyder lymfeknuder)
- tilstedeværelse af metastaser i andre organer, som kaldes M (fra latin "metastases", der betyder metastaser).
Ved bogstaverne T, N og M sættes der forskellige tal. Ved T kan der stå enten 1, 2, 3 eller 4. Tallet er højere, jo større knuden er. Ved N kan der stå enten 0, 1, 2 eller 3. Jo højere tallet er, jo flere lymfekirtler med kræftceller, mens 0 betyder, at der ikke findes kræftceller i lymfekirtlerne. Ved M kan der stå enten 0 eller 1. Når der ikke findes metastaser, sættes der 0, mens 1 betyder, at kræften har bredt sig til andre organer og har dannet metastaser.
Når både T, N og M er bedømt, tildeles der et romersk tal fra I til IV, der står for kliniske stadie:
- I eller II betyder, at der ikke findes kræftceller uden for knuden (I betyder en mindre knude og II betyder en større knude)
- III betyder, at der findes kræftceller i lymfekirtler omkring knuden
- IV betyder, at der findes metastaser i andre organer.
Denne fordeling i fire kliniske stadier har meget stor betydning for valg af den bedst mulige behandling. De fleste patienter med kræft i stadium IV kan ikke helbredes. Til gengæld er fremtidsudsigterne ved stadium I eller II meget bedre, og de fleste patienter er helbredt for kræft 5 år efter, at diagnosen blev stillet.
Behandling
Når lægen skal vælge behandling for en patient, der er ramt af kræft, skal der tages hensyn til følgende faktorer:
- kræftform
- kliniske stadie - hvor fremskredent (avanceret) er kræften
- symptomer pga. kræftsygdommen
- patientens fysiske form og eventuelle andre sygdomme
- patientens medicin
- patientens ønsker.
Lægen vælger mellem følgende behandlingsformer:
- operation
- strålebehandling
- medicinsk behandling, herunder kemoterapi, hvor der bruges celledræbende midler (antineoplastika).
Når kræft kan fjernes fra kroppen, og patienten kan helbredes, er der tale om helbredende (kurativ) behandling. Når kræft er meget fremskreden og ikke kan fjernes, er der tale om livsforlængende (palliativ) behandling.
Operation
Operation bruges som regel ved klinisk stadie I eller II. Operation kan også gennemføres ved stadie III, men det kræver tit enten medicinsk behandling eller strålebehandling før operation. Flere patienter tilbydes også medicinsk behandling og strålebehandling efter operation. Denne behandling kaldes forebyggende (adjuverende) behandling, fordi den mindsker risikoen for at få tilbagefald (recidiv) af kræftsygdom. Ved nogle kræftformer (fx tyktarmskræft) er det muligt at fjerne metastaser.
Strålebehandling
Strålebehandling kan bruges som forbehandling før operation og som forebyggende behandling efter operation. Strålebehandling bruges også mod kræft, som ikke kan fjernes ved operation.
Medicinsk behandling
Medicinsk behandling omfatter:
- kemoterapi
- antistoffer
- hormoner
- antihormoner
- biologisk medicin
- cytoregulatorer.
Medicinsk behandling kan bruges både før og efter operation. Medicin bruges også som livsforlængende (palliativ) behandling, når det ikke er muligt at få kræft fjernet.
Kemoterapi er den ældste form for medicinsk kræftbehandling. Den rammer både kræftceller og normale celler, og giver derfor flere bivirkninger.
Antistoffer, som er rettet mod bestemte proteiner produceret af kræftcellerne, forstærker virkningen af kemoterapi. Mange antistoffer virker som immunoterapi, dvs. de forstærker kroppens immunforsvar mod kræftceller. Nogle af dem gør også kræftcellerne mere følsomme over for kroppens forsvarsmekanismer.
Hormoner og antihormoner brugues mest mod brystkræft og prostatakræft, da begge kræftformer kan være afhængige af hormoner, hhv. østrogener og testosteron.
Biologiske lægemidler bremser bestemte mekanismer i kræftcellerne. Det betyder, at kræftcellerne får mindre chance for at overleve. Herunder hører fx "proteinkinasehæmmere". De gives typisk som tabletter og har relativt færre bivirkninger end kemoterapi.
Biologiske cytoregulatorer (cytokiner) stimulerer immunforsvar rettet mod kræftcellerne. De gives som infusioner (drop) eller indsprøjtninger.
Hovedproblemet ved medicinsk kræftbehandling er kræftcellernes forsvar mod medicinen. Denne mekanisme kaldes resistens. I begyndelsen af behandlingen er der tit god effekt, dvs. kræftcellerne bliver dræbt, og kræftknudens vækst går i stå, eller den skrumper. Som tiden går, lærer kræftcellerne desværre, hvordan de kan undgå at blive dræbt af medicinen. Når kræft ikke længere reagerer på behandlingen, skal der bruges anden medicin eller andre behandlingsformer.
Standard og eksperimental behandling
I Danmark er kræftbehandlingen godt struktureret. Det betyder, at der findes nationale retningslinjer for behandling af de forskellige kræftformer.
Hver afdeling, der behandler kræft, har også detaljerede instrukser og retningslinjer for behandling. Disse retningslinjer og instrukser omfatter de former for kræftbehandling, der anses for at være videnskabeligt begrundet og accepteret internationalt. De behandlinger, der anvendes i henhold til retningslinjer kaldes "standardbehandlinger".
Når en standardbehandling ikke længere kan bruges, kan kræftpatienten få tilbudt at deltage i et videnskabeligt forsøg, hvor der undersøges ny medicin, som kan være aktiv mod kræft. Denne behandlingsform kaldes "eksperimentel kræftbehandling". Kræftpatienten kan også få tilbudt at deltage i et forsøg, hvor man sammenligner en ny behandling, som kan være mere aktiv mod kræft, med en standard behandling.
Det er gennem denne videnskabelige indsats, at kræftbehandlingen gennem årerne er blevet bedre og bedre.
Tal om kræft fra Kræftens Bekæmpelse:
*Kræftens Bekæmpelse, Nøgletal
