Feber, hoste og ondt i halsen?

Revisionsdato: 21.01.2021
Ondt i halsen, hoste, snot og feber er hyppige symptomer på sygdomme i efterår og vintersæsonen. Men hvordan kender du forskel på de forskellige sygdomme - og hvornår skal du søge læge?

Om smitte 

Når det er efterår og vinter, opholder vi os typisk tættere på hinanden, fordi vi er mere inden døre. Det gælder i høj grad på skoler og i daginstitutioner, og det er en af grundene til, at vi ofte ser virusepidemier i efterårs- og vintermånederne.  

Et enkelt nys fra en der er syg, kan indeholde store mængder virus eller bakterier, der er lige klar til at besøge sit næste offer - så husk altid at nyse ned i ærmet. Ud over nys, er vores hænder en af de helt store smittekilder. Læs artiklen Håndvask eller sprit

 

Oversigt over typiske vintersygdomme, der kan give hoste, forkølelse og feber: 

Influenza 

Kold lungebetændelse (Mycoplasma lungebetændelse) 

Lungebetændelse 

Forkølelse 

Hoste 

Falsk strubehoste 

Halsbetændelse 

Akut bronchitis hos børn

 

Læs også om forskellen på Kold og varm lungebetændelse

 

Kvinde, der pudser næse 

 

Hvornår skal jeg have medicin? 

De fleste af disse infektionssygdomme skyldes virus, og når det er tilfældet, er der ingen virkning af antibiotika (fx penicillin). Smertestillende medicin kan bruges til at lindre symptomerne, men det kurerer ikke sygdommen. Læs mere og se den lille tegnefilm om antibiotika og udviklingen af resistente bakterier.  

 

På vej til lægen? 

Det er almindeligt at være sløj lidt over en uge af vintersygdommene, men du kan godt hoste lidt længere tid. Bliver du ved med at føle dig utilpas, hoste eller have feber, bør du kontakte din læge. Det er altid en god ide at have målt din temperatur, før du besøger lægen. Husk at måle dit barns temperatur, hvis det er dit barn, der er sygt.  

 

Fakta om feber  

  • Temperatur omkring 37º C (målt i endetarmen) er normalt
  • Temperatur mellem 37º C og 38º C kaldes at man er "subfebril", og kan oversættes som "højere temperatur end normalt, men ikke egentlig feber".
  • Temperatur over 38º C kaldes feber

 

Hvorfor får man feber?
Når bakterier og virus trænger ind i kroppen, aktiveres kroppens immunforsvar. En del af den proces gør, at kroppens temperatur stiger. Den proces, der skal medvirke til at bekæmpe virus og bakterier, forløber mest effektivt, når kropstemperaturen er mellem 38º C og 39º C. På den måde kan feber med moderat temperaturforhøjelse ses som et tegn på, at kroppen er i gang med at bekæmpe sygdommen. Det er derfor en god ide at undlade febernedsættende medicin, når temperaturen er moderat forhøjet. Stiger temperaturen til op omkring 40º C, kan febernedsættende medicin være en god ide.  

 

Andre typiske vintersygdomme 

Mellemørebetændelse 

Bihulebetændelse 

Børneeksem 

Depression

 

Kilder: 

Patienthåndbogen, Sundhed.dk 

Medicin.dk