5 hurtige om ADHD
1. Hvad er ADHD?
ADHD står for Attention Defecit Hyperactivity Disorder, det vil sige forstyrrelser af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet. Det er den hyppigst stillede diagnose inden for børne- og ungdomspsykiatrien i Danmark. ADHD forekommer hos både børn og voksne [1].
ADD er som ADHD, men uden den kropslige hyperaktivitet.
2. Hvem får ADHD?
I skolealderen ses behandlingskrævende ADHD i Danmark hos 2 - 3 % af en børneårgang. Blandt voksne vil tallet være noget lavere[2]. Drenge diagnosticeres med ADHD fire gange oftere end piger.
3. Hvilke årsager er der til ADHD?
Man kender ikke årsagen til ADHD. Forskning tyder på, at en række faktorer kan have betydning for udviklingen af ADHD, blandt andet: Arv, påvirkning af nervesystemet under graviditeten (alkohol, tobak, infektioner), for tidlig fødsel eller lav fødselsvægt, hjerneskade opstået i de tidlige leveår, samt sociale og miljømæssige påvirkninger i tidlig opvækst.
4. Hvilke behandlingsmuligheder findes?
Nogle former for ADHD kan afhjælpes alene ved rådgivning, undervisning i ADHD og støtte. Andre former kræver medicinsk behandling. Medicinsk behandling er en specialistopgave, der varetages af børne-ungepsykiater eller psykiater.
5. Hvad kan du selv gøre?
- Søg viden om ADHD
- Vær åben om, at du har ADHD
- Lav din egen ADHD-profil [3] - find ud af, hvad der særligt stresser dig, så du bedst kan undgå det
- Accepter, at du har ADHD og find andre, der også har ADHD, at tale med
- Søg støtte og hjælp i din kommune.
Læs Annes historie om at være voksen med ADHD
Læs Matthias' historie om at være ung med ADHD
Læs også om ADHD hos voksne og ADHD hos børn
Se typiske kendetegn ved ADHD
Gå til tema om ADHD
Kilder:
[1] og [2] Socialstyrelsen om ADHD
[3] ADHD-foreningens ADHD-guide
Medicin.dk