5 hurtige om angst
1. Hvad er angst?
Angst er et af de mest almindelige psykiske symptomer. Mindst hver tiende bliver ramt af angst en gang i livet.
Der findes flere forskellige former for angst:
• Panikangst: Angsten kommer som et lyn fra en klar himmel, og den er meget stærk.
• Generaliseret angst: Angsten er konstant til stede. Du er bekymret og ængstelig.
• Socialfobi: Angsten kommer, når du er sammen med andre mennesker. Du er fx bange for at dumme dig.
• Agorafobi: Du kan fx ikke køre i bus, gå i supermarkedet eller opholde dig på lignende offentlige steder.
• Enkeltfobi: Du er bange for bestemte ting, fx edderkopper eller små, lukkede rum.
• OCD (Obsessiv-kompulsiv tilstand): Ved OCD er det tvangshandlinger, der kommer til udtryk ved bestemte ritualer eller handlemønstre, som du kan have oplevelsen af, at du bliver nødt til at udføre, i frygt for at der ellers kan ske noget forfærdeligt.
• Sygdomsangst: Angsten for at lide af en alvorlig sygdom.
2. Hvem får angst?
Angst er den mest udbredte psykiske sygdom i Danmark. Det vurderes, at ca. 400.000 danskere har angst (2015). Dobbelt så mange kvinder som mænd får angstsygdomme. Mange angstformer begynder i skolealderen og ungdomsårene, panikangst opstår oftest i 20-30-års alderen.
Der er en vis arvelig tendens til angstlidelser, men de vigtigste årsager er psykologiske og sociale forhold under opvæksten og senere i livet.
3. Hvad er symptomerne for angst?
Symptomer på angst:
- Hjertebanken og åndenød
- Svimmelhed
- Snurren i fingrene
- Søvnproblemer
- Trykken for brystet og uro i maven
- Ubehag, der kan stige til stærk panik
- Uro
- Undvigelse - du forsøger at undgå situationer, der udløser angsten.
4. Hvordan behandles angst?
For mange mennesker med angst er viden om angst og samtaleterapi nok, men hvis det ikke hjælper, kan det være nødvendigt at supplere med medicin. I dag bruges oftest de nyere typer medicin, der også bruges mod depression, SSRI eller SNRI.
5. Hvad kan du selv gøre?
- Lær din angst at kende.
- Find ud af, hvad der belaster dig og få hjælp til at takle det.
- Lav afslapningsøvelser og brug vejrtrækningsteknikker til at berolige dig selv.
- Spis sundt, dyrk motion og få rigelig med søvn.
- Fortæl åbent om, hvordan du har det.
Kilder: