Kræft i blæren

Revideret: 29.03.2016

Hvad er Kræft i blæren?

Kræft i blæren (cancer vesicae urinaria) er en kræftsvulst, som opstår inde i urinblæren. Urinblærens inderside er beklædt med et særligt cellelag (urothel), og hvis det udsættes for langvarig irritation, kan det udvikle sig til kræft. Læs også artiklen Generelt om kræft

Symptomer

Det første symptom på såvel blærepolypper, som egentlig blærekræft kan være blod i urinen (hæmaturi). Denne kan være synlig for øjet (makroskopisk) eller kan påvises ved undersøgelse af urinen (mikroskopisk). 

Blod i urinen skal tages alvorligt og opfattes som et alarmsymptom for blære- eller nyrekræft, men en lang række helt ufarlige tilstande kan også give blod i urinen. Sygdommen kan også give symptomer, der ligner en kraftig blærebetændelse med hyppig vandladning, svie ved vandladning og smerter ved blæren. 

Hvordan forløber sygdommen?

Kræft i urinblæren begynder oftest som små godartede gevækster (blærepolypper), der udgår fra blærens inderside. Nogle blærepolypper kan udvikle sig til egentlige kræftsvulster, men i det tidlige forløb kan man ikke se, hvilke blærepolypper, der bliver til kræft. Kræftsvulster i blæren kan vokse gennem urinblærens muskelvæg og videre ud til naboorganer. 

  

Kræften kan også sprede sig via lymfebanerne til lymfeknuder ved siden af blæren og bagtil i bughulen. Kræftcellerne kan også vandre via blodbanen til for eksempel knogler, lever og lunger og danne dattersvulster (metastaser). 

  

Hvis sygdommen ikke er særlig udbredt, bliver de fleste helbredt ved operation, men hvis sygdommen har spredt sig til omgivelserne, er udsigten til helbredelse dårligere. 

Hvem får sygdommen?

Der opstår cirka 1.600 nye tilfælde af blærekræft om året i Danmark. Sygdommen optræder hyppigst mellem 50- og 80-års-alderen, og den rammer mænd ca. tre gange hyppigere end kvinder.  

Hvad er årsagen til kræft i blæren?

Tobaksrygning er den hyppigste årsag til udvikling af blærekræft. Mange af de inhalerede giftstoffer under rygningen optages i blodet og udskilles via nyrerne med urinen. Urinblæren skylles derved konstant med giftstofferne, som medfører en kronisk irritation. 

Blærekræft opstår hyppigere i storbyer end på landet, ligesom visse kemikalier i farveindustrien øger risikoen for blærekræft. For eksempel har frisører en øget risiko for blærekræft, da de udsættes for en kronisk påvirkning af farve- og permanentvæsker. Patienter, som tidligere har fået strålebehandling mod underlivet, har også en højere risiko for at få sygdommen. 

Undersøgelser ved kræft i blæren

Udvikler du symptomer, der giver mistanke om blærekræft, fx blod i urinen, bør du have foretaget en kikkertundersøgelse af urinblæren (cystoskopi). Kikkertundersøgelsen kan typisk foretages ambulant uden indlæggelse og med lokalbedøvelse af urinrøret. Hvis lægen finder en polyp eller svulst i urinblæren, får du taget en lille vævsprøve (biopsi) som bliver sendt til nærmere undersøgelse for at afgøre, om det er ondartet. Du vil også få foretaget en scanning (CT-urografi) for at undersøge nyrer og urinledere. 

Behandling af kræft i blæren

Hvis du har fået påvist en blæresvulst, afhænger behandlingen først og fremmest af, hvor meget sygdommen har spredt sig.  

 

De overfladiske blærepolypper fjernes med en elektrisk slynge gennem en kikkertundersøgelse. Du vil bagefter få tilbudt kontrol for at udelukke nye blærepolypper. Hvis der er mange og tilbagevendende polypper, kan du behandles med blæreskylning med Bacillus Calmette-Guérin (BCG) vaccine gennem et blærekateter. BCG er en tuberkulosevaccine, som også har vist sig at stimulere immunforsvaret i urinblæren, og derved nedsætte risikoen for udvikling af nye blærepolypper. Blæreskylningerne gives ofte ugentligt i en serie på i alt 6 behandlinger. 

 

Hvis svulsten ikke er vokset ned i blærevæggens muskellag, vil man forsøge at fjerne svulsten og bevare din urinblære. 

 

Hvis svulsten er vokset ned i urinblærevæggens muskellag, vil det være nødvendigt at fjerne urinblæren (cystektomi). Hvis urinblæren må fjernes, dannes under samme operation en ny urinafledning ved brug af et stykke tyndtarm, hvorpå urinlederne fastsys. Oftest anvendes en "våd" urinafledning (Brickerblære), hvor tarmstykket sys direkte fast til huden som en stomi, hvorfra urinen konstant løber ud i en stomipose.  

 

Man kan også i specielle tilfælde konstruere en erstatning for urinblæren (neoblære), hvor tyndtarmen omdannes til en lukket beholder, som sys til urinrøret. Ved hjælp af bugpressen (pres fra dine mavemuskler) eller et tryk på maven kan du lade vandet normalt gennem urinrøret. 

 

Hvis du ikke kan gennemgå operation med fjernelse af blæren, kan strålebehandling være et alternativ. Strålebehandling er dog ikke helt så effektivt som operation. Bivirkningerne afhænger af, hvor stort et område, der skal bestråles, og din fysiske form.  

 

Hvis kræften har spredt sig til lymfeknuder eller andre organer, er det ikke muligt at fjerne kræften ved operation eller strålebehandling. Behandlingen er da kemoterapi (behandling med celledræbende midler). Oftest bruges en kombination af cisplatin og gemcitabin. Denne behandling kaldes 1. linje-behandling. For at få behandling med cisplatin, skal din nyrefunktion være normal. Hvis nyrerne fungerer dårligere end normalt, kan carboplatin anvendes i stedet for cisplatin. 

 

Hvis kræften trods 1. linje-behandling vokser, kan du behandles med vinflunin (2. linje-behandling). For at få behandling med vinflunin, skal du være i god fysisk form, fordi denne medicin har mange bivirkninger, som yderligere kan svække din krop. 

 

Ved gener fra kræftsvulsten i blæren eller fra metastaser (fx smerter eller blod i urinen) kan lokal strålebehandling anvendes. 

 

Du kan få mere information om din sygdom ved Kræftens Bekæmpelse.  

Lægemidler

Celledræbende midler

 

Kræft er forstyrrelser i cellernes normale regulering af vækst, modning, deling og død, hvilket resulterer i, at kræft vokser uhæmmet. De celledræbende midler skal ophæve disse forstyrrelser - først og fremmest ved at dræbe kræftcellerne. Der findes flere slags celledræbende midler, der hver på sin måde indvirker på kræftcellernes livscyklus. Stofferne inddeles i en række undergrupper, alt efter hvad de indeholder, og hvordan de virker: 

 

Celledræbende midler (cytostatika): 

  • Alkylerende midler
  • Antimetabolitter
  • Antimitotika
  • Topoisomerasehæmmere

Fælles for kemoterapi (behandling med cytostatika) er, at de celledræbende midler i starten af behandlingen virker hæmmende på cellernes evne til at dele sig. På længere sigt virker midlerne celledræbende. Normale celler og kræftceller har de samme mekanismer ved celledeling. Derfor rammer kemoterapi også normale cellers delingsproces og især de celler, der deler sig hurtigt, fx hårceller, slimhindeceller og blodceller. Ved at give kemoterapi i kure (serier) - normalt med 1-3 ugers mellemrum - opnår man, at kroppens normale celler kan nå at komme sig. Kræftceller har sværere ved at komme sig igen. Resultatet er, at antallet af kræftceller falder efter hver behandlingsserie, mens kroppens normale celler bliver gendannet. 

 

Håndtering af cytostatika - forholdsregler for plejepersonale 

Kemoterapi bliver primært nedbrudt i leveren eller udskilles med urin og afføring. Størstedelen bliver udskilt i løbet af de første par døgn. Sygehuspersonalet, hjemmeplejen og andre, der tager sig af patienter i kemoterapi, skal beskytte sig ved at bruge kittel og gummihandsker. Det skal sikre, at de ikke løber nogen helbredsmæssig risiko ved at arbejde i mange år med kemoterapi. Der er ingen risiko for pårørende, som kun er i nærheden af disse stoffer i kort tid. Men en god hygiejne er vigtig, både for patienten og for de pårørende. Det gælder både den personlige hygiejne og vask af tøj, linned og toilet.
Arbejdstilsynets vejledning orienterer om risiko ved arbejde med cytostatika og visse andre lægemidler i forbindelse med pleje og behandling. 

Alkylerende midler mod kræft i blæren
Antimetabolitter mod kræft i blæren
Antimitotika mod kræft i urinvejene
Virksomme stoffer Præparater
Topoisomerasehæmmere mod kræft i blæren

Epirubicin og mitomycin er celledræbende midler, der kan anvendes til blæreskylning ved kræft i urinblæren.  

Midler til påvisning af kræft i blæren

Disse midler anvendes i forbindelse med kikkertundersøgelse af blæren (cystoskopi), hvis der er mistanke om kræft eller forstadier til kræft i blæren. 

Virksomme stoffer Præparater

Forfattere