Kræft i blæren

Revideret: 29.03.2016

Hvad er Kræft i blæren?

Kræft i blæren (cancer vesicae urinaria) er en kræftsvulst, som opstår inde i urinblæren. Urinblærens inderside er beklædt med et særligt cellelag (urothel), og hvis det udsættes for langvarig irritation, kan det udvikle sig til kræft. Læs også artiklen Generelt om kræft

Symptomer

Det første symptom på såvel blærepolypper, som egentlig blærekræft kan være blod i urinen (hæmaturi). Denne kan være synlig for øjet (makroskopisk) eller kan påvises ved undersøgelse af urinen (mikroskopisk). 

Blod i urinen skal tages alvorligt og opfattes som et alarmsymptom for blære- eller nyrekræft, men en lang række helt ufarlige tilstande kan også give blod i urinen. Sygdommen kan også give symptomer, der ligner en kraftig blærebetændelse med hyppig vandladning, svie ved vandladning og smerter ved blæren. 

Hvordan forløber sygdommen?

Kræft i urinblæren begynder oftest som små godartede gevækster (blærepolypper), der udgår fra blærens inderside. Nogle blærepolypper kan udvikle sig til egentlige kræftsvulster, men i det tidlige forløb kan man ikke se, hvilke blærepolypper, der bliver til kræft. Kræftsvulster i blæren kan vokse gennem urinblærens muskelvæg og videre ud til naboorganer. 

  

Kræften kan også sprede sig via lymfebanerne til lymfeknuder ved siden af blæren og bagtil i bughulen. Kræftcellerne kan også vandre via blodbanen til for eksempel knogler, lever og lunger og danne dattersvulster (metastaser). 

  

Hvis sygdommen ikke er særlig udbredt, bliver de fleste helbredt ved operation, men hvis sygdommen har spredt sig til omgivelserne, er udsigten til helbredelse dårligere. 

Hvem får sygdommen?

Der opstår cirka 1.600 nye tilfælde af blærekræft om året i Danmark. Sygdommen optræder hyppigst mellem 50- og 80-års-alderen, og den rammer mænd ca. tre gange hyppigere end kvinder.  

Hvad er årsagen til kræft i blæren?

Tobaksrygning er den hyppigste årsag til udvikling af blærekræft. Mange af de inhalerede giftstoffer under rygningen optages i blodet og udskilles via nyrerne med urinen. Urinblæren skylles derved konstant med giftstofferne, som medfører en kronisk irritation. 

Blærekræft opstår hyppigere i storbyer end på landet, ligesom visse kemikalier i farveindustrien øger risikoen for blærekræft. For eksempel har frisører en øget risiko for blærekræft, da de udsættes for en kronisk påvirkning af farve- og permanentvæsker. Patienter, som tidligere har fået strålebehandling mod underlivet, har også en højere risiko for at få sygdommen. 

Undersøgelser ved kræft i blæren

Udvikler du symptomer, der giver mistanke om blærekræft, fx blod i urinen, bør du have foretaget en kikkertundersøgelse af urinblæren (cystoskopi). Kikkertundersøgelsen kan typisk foretages ambulant uden indlæggelse og med lokalbedøvelse af urinrøret. Hvis lægen finder en polyp eller svulst i urinblæren, får du taget en lille vævsprøve (biopsi) som bliver sendt til nærmere undersøgelse for at afgøre, om det er ondartet. Du vil også få foretaget en scanning (CT-urografi) for at undersøge nyrer og urinledere. 

Behandling af kræft i blæren

Hvis du har fået påvist en blæresvulst, afhænger behandlingen først og fremmest af, hvor meget sygdommen har spredt sig.  

 

De overfladiske blærepolypper fjernes med en elektrisk slynge gennem en kikkertundersøgelse. Du vil bagefter få tilbudt kontrol for at udelukke nye blærepolypper. Hvis der er mange og tilbagevendende polypper, kan du behandles med blæreskylning med Bacillus Calmette-Guérin (BCG) vaccine via et blærekateter. BCG er en tuberkulosevaccine, som også har vist sig at stimulere immunforsvaret i urinblæren, og derved forebygge risikoen for udvikling af nye blærepolypper. Blæreskylningerne gives ofte ugentligt i en serie på i alt seks behandlinger. 

 

Hvis svulsten ikke er vokset ned i blærevæggens muskellag, vil man forsøge at fjerne svulsten og bevare din urinblære. 

 

Hvis svulsten er vokset ned i urinblærevæggens muskellag, vil det være nødvendigt at fjerne urinblæren (cystektomi). Hvis urinblæren må fjernes, dannes under samme operation en ny urinafledning ved brug af et stykke tyndtarm, hvorpå urinlederne fastsys. Oftest anvendes en "våd" urinafledning (Brickerblære), hvor tarmstykket sys direkte fast til huden som en stomi, hvorfra urinen konstant løber ud i en stomipose.  

 

Man kan også i specielle tilfælde konstruere en erstatning for urinblæren (neoblære), hvor tyndtarmen omdannes til en lukket beholder, som sys til urinrøret. Ved hjælp af bugpressen (pres fra dine mavemuskler) eller et tryk på maven kan du lade vandet normalt gennem urinrøret. 

 

Hvis du ikke kan gennemgå operation med fjernelse af blæren, kan strålebehandling være et alternativ. Strålebehandling er dog ikke helt så effektivt som operation. Bivirkningerne afhænger af, hvor stort et område, der skal bestråles, og din fysiske form.  

 

Hvis kræften har spredt sig til lymfeknuder eller andre organer, er det ikke muligt at fjerne kræften ved operation eller strålebehandling. Behandlingen er da kemoterapi. Oftest bruges en kombination af cisplatin og gemcitabin. Denne behandling kaldes 1. linje behandling. For at få behandling med cisplatin, skal din nyrefunktion være normal. Hvis nyrerne fungerer dårligere end normalt, kan carboplatin anvendes i stedet for cisplatin. 

 

Hvis kræften trods 1. linje behandling vokser, kan du behandles med vinflunin (2. linje behandling). For at få behandling med vinflunin, skal du være i god fysisk form, fordi denne medicin har mange bivirkninger, som yderligere kan svække din krop. 

 

Ved gener fra kræftsvulsten i blæren eller fra metastaser (fx smerter eller blod i urinen) kan lokal strålebehandling anvendes. 

 

Du kan få mere information om din sygdom ved Kræftens Bekæmpelse.  

Lægemidler

Celledræbende midler

 

Kræft er forstyrrelser i cellernes normale regulering af vækst, modning, deling og død, hvilket resulterer i, at kræft vokser uhæmmet. De celledræbende midler skal ophæve disse forstyrrelser - først og fremmest ved at dræbe kræftcellerne. 

 

Der findes mange slags celledræbende midler, der hver på sin måde indvirker på kræftcellernes livscyklus. Stofferne inddeles i en række undergrupper, alt efter hvad de indeholder, og hvordan de virker: 

 

Celledræbende midler (cytostatika): 

  • Alkylerende midler
  • Antimetabolitter
  • Antimitotika
  • Topoisomerasehæmmere
  • Andre cytostatika

Fælles for kemoterapi (behandling med cytostatika) er, at de celledræbende midler i starten af behandlingen virker hæmmende på cellernes evne til at dele sig. På længere sigt virker midlerne celledræbende. 

Normale celler og kræftceller har de samme mekanismer ved celledeling. Derfor rammer kemoterapi også normale cellers delingsproces. 

Ved at give kemoterapi i kure (serier) - normalt med 1-3 ugers mellemrum - opnår man, at kroppens normale celler kan nå at komme sig. Kræftceller har sværere ved at komme sig igen. Resultatet er, at antallet af kræftceller falder efter hver behandlingsserie, mens kroppens normale celler bliver gendannet. 

 

Behandlingerne med celledræbende midler giver bivirkninger. Ud over kræftcellerne påvirker behandlingen specielt kroppens hurtigt delende væv, såsom hår, slimhinder og blodceller. De fleste vil opleve generel utilpashed og kvalme. Når dannelsen af de røde og hvide blodlegemer påvirkes, kan der udvikles blodmangel, der kræver blodtransfusion. Behandlingen giver også øget tendens til blødning samt øget risiko for infektion på grund af nedsat immunforsvar. 

 

Hygiejneregler ved behandlingen 

Kemoterapi bliver primært nedbrudt i leveren eller udskilles med urin og afføring. Størstedelen bliver udskilt i løbet af de første par døgn. Sygehuspersonalet, hjemmeplejen og andre, der tager sig af patienter i kemoterapi, skal beskytte sig ved at bruge kittel og gummihandsker. Det skal sikre, at de ikke løber nogen helbredsmæssig risiko ved at arbejde i mange år med kemoterapi. Der er ingen risiko for pårørende, som kun er i nærheden af disse stoffer i kort tid. Men en god hygiejne er vigtig, både for patienten og for de pårørende. Det gælder både den personlige hygiejne og vask af tøj, linned og toilet. 

 

Andre lægemidler, som anvendes i kræftbehandlingen: 

  • Antistoffer rettet mod kræftceller. Alle celler inkl. kræftceller har en cellemembran, som afgrænser cellen fra omgivelserne. I cellemembranen sidder mange forskellige små molekyler, som er med til at regulere cellens livscyklus. Nogle af disse molekyler er specifikke for det organ, cellerne tilhører, og til nogle kræftformer er der udviklet antistoffer, som virker ved at binde sig til et sådant molekyle. Herved vil antistoffet via forskellige mekanismer få kræftcellerne til at gå til grunde, fx via aktivering af immunforsvaret. Antistofferne gives som infusion gennem en blodåre, eller som en injektion under huden. De gives med forskelligt interval afhængig af antistof og sygdom. Antistofferne kan gives alene eller i kombination med kemoterapi.
    Præparat-eksempler: Avastin® og Herceptin®

 

  • Proteinkinasehæmmere er rettet mod enzymer inde i kræftcellerne. Det er enzymer, som er vigtige for kræftcellernes livscyklus og vækst, og således vil kræftcellerne dø, når disse enzymer hæmmes. Denne medicin gives som tabletter.
    Præparat-eksempler: Tyverb og Tarceva®.

 

  • PI3K- og proteasomhæmmere virker på lignende måde celledræbende, men er rettet mod andre enzymer inde i cellen. PI3K-hæmmere gives som tabletter og proteasomhæmmere som infusion.
    Præparat-eksempel: Zydelig.

 

  • Biologiske cytoregulatorer tilhører en gruppe af stoffer kaldet cytokiner, som produceres af den normale krop under forskellige påvirkninger, fx ved en infektion, med det formål at stimulere immunforsvaret. Ved at give sådanne cytokiner i større doser end kroppen normalt producerer, kan immunforsvaret ved nogle kræftsygdomme stimuleres til at dræbe kræftcellerne.
    Præparat-eksempler: IntronA® og Proleukin®.

 

  • Hormoner og antihormoner til behandling af kræft. Nogle af de molekyler, som sidder i cellemembranen er modtagemolekyler (receptorer) for hormoner, og nogle kræftformers vækst stimuleres af de naturlige hormoner, som produceres af kroppen. I sådanne tilfælde kan kræftsygdommen behandles med andet hormon eller antihormon, der hindrer, at det stimulerende hormon kan virke på kræftcellen.
    Præparat-eksempler: Tamoxifen, Femar® og Zytiga.
Alkylerende midler mod kræft i blæren
Antimetabolitter mod kræft i blæren
Antimitotika mod kræft i urinvejene
Virksomme stoffer Præparater
Topoisomerasehæmmere mod kræft i blæren

Midler til påvisning af kræft i blæren

Disse midler anvendes i forbindelse med kikkertundersøgelse af blæren (cyctoskopi), hvis der er mistanke om kræft eller forstadier til kræft i blæren. 

Virksomme stoffer Præparater

Forfattere