Mangel på væksthormon

Revideret: 01.09.2015

Hvad er Mangel på væksthormon?

Væksthormonmangel er en sygdom, som skyldes, at patienten producerer meget mindre væksthormon end normalt. 

 

Væksthormon bliver dannet i hypofysen, som er en lille kirtel, der ligger i bunden af hjernen lige bag øjnene. Hypofysen producerer flere såkaldt overordnede hormoner, der har stor betydning for vores normale udvikling og livsudfoldelse. Et af disse hormoner kaldes væksthormon. 

 

Navnet er desværre noget misvisende, for man kunne fristes til at tro, at hormonet udelukkende bestemmer vores vækst. Men væksthormon har en lang række andre funktioner, der indvirker på vores stofskifte, muskler, sindsstemning m.m. - ud over at det indvirker på, hvor lange vores knogler bliver. 

Symptomer

Børn med sygdommen vokser unormalt langsomt. Voksne og børn har nedsat muskelmasse og øget mængde kropsfedt. Ellers er der ingen særlige symptomer.

Hvordan forløber sygdommen?

Hvis man får sygdommen som barn, medfører den nedsat vækst og en lav voksenhøjde. Både hos børn og voksne fører mangel på væksthormon til, at de får nedsat muskelmasse og en øget mængde kropsfedt. Gradvist udvikler man muskelsvækkelse, nedsat energi og i nogle tilfælde en unormal træthed. På lidt længere sigt kan sygdommen føre til tidlig åreforkalkning.

Hvem får sygdommen?

Alle kan få sygdommen.

Hvad er årsagen til mangel på væksthormon?

I sjældne tilfælde er sygdommen medfødt - oftest på grund af såkaldte mutationer i dine arveanlæg. Det mest almindelige er, at du udvikler sygdommen, hvis du har betændelse eller svulster tæt på hypofysen. Væksthormonmangel kan også opstå, hvis du har fået strålebehandling af fx  blodkræft eller svulster i munden og halsregionen. 

Undersøgelser ved mangel på væksthormon

Lægen måler mængden af væksthormon ved, at du får taget blodprøver efter en såkaldt stimulationstest, der skal undersøge hypofysens evne til at afgive væksthormon.

Der findes mange forskellige stimulationstest, men de har alle det tilfælles, at de kræver en hel række blodprøver, som du skal have taget i løbet af 2-3 timer. Ved disse blodprøver vurderer lægen samtidig aktiviteten af de andre hormoner i hypofysen.

For at afklare årsagen til manglen af væksthormon rekvirerer lægen også en scanning af hypofyseområdet og undersøger derudover øjnenes synsfelt. 

Behandling af mangel på væksthormon

Væksthormonmangel behandles med daglige indsprøjtninger af væksthormon under huden. Væksthormon fremstilles i dag ved hjælp af genteknik og forhandles som tørstof eller i færdig opløst form i moderne penne-systemer, som let kan anvendes af forældrene eller patienten selv. 

Da kroppens væksthormon fra hypofysen hos raske personer overvejende frigives i løbet af natten, er det derfor bedst at foretage indsprøjtningen om aftenen, så kroppens naturlige døgnrytme efterlignes mest muligt. Behandlingen skal fortsætte livet ud. 

Lægemidler

Væksthormon

Somatropin til behandling af mangel på væksthormon er fremstillet ved genteknik, men er identisk med det naturlige væksthormon, som dannes i hypofysen. Hypofysen er en lille kirtel i hjernen, som ud over væksthormon producerer andre vigtige hormoner til regulering af kroppens funktioner.
 

Mecasermin er ikke et væksthormon, men er identisk med et andet naturligt forekommende hormon insulinlignende vækstfaktor-I (IGF-I). IGF-I er nødvendigt for normal vækst. Patienter med IGF-I-mangel producerer væksthormon, men kroppen er ikke i stand til at reagere normalt på det. 

Forfattere