ADHD hos børn

Revideret: 30.10.2015

Hvad er ADHD hos børn?

ADHD er en forkortelse for diagnosen: Attention Deficit Hyperactivity Disorder, det vil sige forstyrrelser af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet. 

  

Børn med opmærksomhedsproblemer og overaktivitet blev beskrevet første gang for mere end 100 år siden. Mange navne er siden blevet hæftet på børn med opmærksomhedsforstyrrelser, fx DAMP (Deficit in Attention, Motor control and Perception), minimal Brain Damage (MBD), tumler-fumler-børn, hyperkinetiske børn og det nu anvendte ADHD. 

Symptomer

Symptomerne falder inden for tre områder: 

  • Uopmærksomhed 
  • Overaktivitet og
  • Impulsivitet.

 

Problemerne skal være til stede før 7-års-alderen og have varet i mindst seks måneder, for at man kan tale om ADHD. Vanskelighederne skal desuden observeres i flere situationer, fx i skolen, derhjemme og i fritidsaktiviteter. 

Ofte følger der andre problemer med, det kan være motoriske koordinationsvanskeligheder, adfærdsforstyrrelse, søvnforstyrrelse og indlæringsproblemer. 

Hvordan forløber sygdommen?

Cirka halvdelen af de børn, som har diagnosen ADHD, vil fortsat have vanskeligheder som voksne. I pubertet og voksenlivet har de øget risiko for følelsesmæssige problemer, angstdepression, involvering i trafikulykker og udvikling af misbrug. Derudover er der øget tendens til, at de ikke får en ordentlig uddannelse, har svært ved at tilpasse sig arbejdsmarkedet og havner i kriminalitet. Læs også ADHD hos voksne

Hvem får sygdommen?

Danske og udenlandske undersøgelser viser, at 2-5% af alle børn har ADHD. Drenge rammes ca. 4 gange oftere end piger.  

Hvad er årsagen til aDHD hos børn?

ADHD opstår som følge af en fejludvikling eller en umodenhed i hjernen. Der er flere årsager til ADHD: Arv, påvirkning af nervesystemet under graviditeten (alkohol, tobak, infektioner), for tidlig fødsel eller lav fødselsvægt, hjerneskade opstået i de tidlige leveår, samt sociale og miljømæssige påvirkninger i tidlig opvækst. 

  

Man har endnu ikke kortlagt, hvad der sker i hjernen hos børn med ADHD, men der opstår forstyrrelser af funktionen i specielt to områder af hjernen: 

  • Et område centralt i bunden af hjernen kaldet Nucleus Caudatus. Her styres blandt andet hjernens vågenhed og fokusering af sanserne ved hjælp af signalstofferne dopamin og noradrenalin. Området Nucleus Caudatus er mindre hos børn med ADHD, og der er mindre aktivitet hos patienter med ADHD sammenlignet med raske. 
  • Pandelapperne (frontallapperne), som styrer hjernen, regulerer impulser og står for planlægning og overblik (eksekutive funktioner). Her er der konstateret nedsat blodgennemstrømning og forsinket isolering af nervefibrene (myelinisering). Nedsat aktivitet i frontallapperne medfører nedsat evne til at hæmme impulser og til at skabe overblik.

Undersøgelser ved aDHD hos børn

Diagnosen stilles på baggrund af en grundig beskrivelse af udvikling og de tilstedeværende symptomer. Oplysninger indhentes systematisk fra forældre, pædagoger, lærere og ved direkte observation af barnet eller den unge. De intellektuelle (kognitive) ressourcer undersøges, og der kan suppleres med test af opmærksomhed. Sværhedsgraden af ADHD-symptomerne kan vurderes ved hjælp af særlige spørgeskemaer (ADHD-RS (symptomskala)) til brug i hjemmet og i skolen. 

  

Dårlig søvn kan føre til symptomer, der minder om ADHD. Derfor er en uddybet beskrivelse af søvnen en vigtig del af udredningen. Også indlæringsvanskeligheder, angst og følelsesmæssige vanskeligheder kan føre til uopmærksomhed og uro. 

Behandling af aDHD hos børn

1) Fælles forståelse 

Behandlingen begynder med, at familien og netværket forstår, at det drejer sig om en psykisk lidelse og en fejl i hjernens funktion. Behandlingen er både rettet mod barnet, familien og de nære personer i miljøet, som fx lærere og pædagoger. 

  

2) Rådgivning, vejledning og støtte 

Hjem, skole, institution og fritidsforanstaltninger skal rådgives og vejledes i, hvordan barnet skal mødes. Det centrale er, at der skabes en forudsigelig og velstruktureret dagligdag. ADHD-barnet har brug for hyppige pauser og korte indlæringsperioder. 

Forældrene har ofte stort udbytte af at møde familier og pårørende, som er i samme situation. 

  

3) Medicin 

Det er vigtigt, at man sikrer sig forståelse og viden omkring barnet og dets samlede situation, inden man indleder en medicinsk behandling. Den medicinske behandling er en specialistopgave og skal jævnfør Sundhedsstyrelsens vejledning altid iværksættes af en speciallæge i Børne- og Ungdomspsykiatri. Behandlingen skal altid støttes af familiemæssig og pædagogisk indsats. 

  

Man anvender fortrinsvis såkaldt centralstimulerende medicin, som øger aktiviteten/vågenheden i hjernen. Den øgede aktivitet er dokumenteret i både Nucleus Caudatus og i pandelapperne. Det medfører hos de fleste børn med ADHD, at de bliver mindre hyperaktive, bedre til at koncentrere sig, bedre til at målrette deres tanker, bedre til opgaveløsning og bedre til at styre impulser. 

  

Det mest anvendte aktive stof hedder methylphenidat og virker ved at øge koncentrationen af signalstoffet dopamin i den "synaptiske spalte" mellem to nerver.  

  

Atomoxetin, som stimulerer signalstoffet noradrenalin, anbefales, hvis symptomerne på ADHD er kombineret med tics eller angst

  

Man kan også anvende dexamphetamin, som har en virkningsmekanisme, der ligner methylphenidat. 

  

Hvornår skal man give medicin? 

Det er løbende til debat, hvornår man skal give medicin til børn med ADHD. I børnepsykiatrien anbefaler man, at den sværest belastede del af børnene får medicin. Den lidt mindre belastede gruppe børn og børn under 6 år kan forsøges behandlet med vejledning (psykoedukation), familieintervention ("forældretræning") og pædagogiske tiltag. Hvis denne indsats ikke har effekt, kan der suppleres med medicin. 

  

Hvad kan man selv og familien gøre?
Der er flere vigtige ting, som man som forældre til et ADHD-barn kan gøre. 

  • Man skal skabe regelmæssighed i hverdagen.
  • Man skal sikre, at barnet får gode søvnvaner og en god alsidig kost.
  • Være tydelig, klar og konsekvent i sine krav til barnet.
  • Skabe overskuelighed og fjerne forstyrrende elementer fra hverdagen.
  • Når man skal give en besked, skal man henvende sig direkte til barnet og ikke til alle søskende på en gang.
  • Det er vigtigt at få etableret et samarbejde med institution, skole og fritidshjem, så alle arbejder i samme retning og ud fra samme forståelse.

  

Læs Matthias´ historie om at være ung med ADHD og mere i Tema om ADHD

Kontakt evt. ADHD-foreningen

Lægemidler

Midler mod ADHD

Medicin, som indeholder methylphenidat, kan opdeles i to slags præparater: 

  • Præparater, hvor stoffet frigøres med det samme, med en virkningsvarighed på 2-4 timer. Den korte virkningsvarighed medfører, at medicinen skal tages 5-6 gange i løbet af dagen for at dække behovet. Der er som ved almindelig dexamfetamin risiko for misbrug.
  • Depotpræparaterne med en virkningsvarighed på 4-7 timer skal tages 2-3 gange i løbet af dagen, og depotpræparater med 7-12 timers virkningsvarighed  1-2 gange i løbet af dagen.

  

Dexamfetamin har næsten samme virkningsmekanisme som methylphenidat. Det har været anvendt i begrænset omfang i mange år på grund af risiko for misbrug af stoffet. En ny type af dexamfetamin (lisdexamfetamin) kan ikke misbruges, da det først aktiveres i langsomt tempo inde i kroppen, et såkaldt "prodrug". 

  • Dexamfetamin har en virkningsvarighed på 4-6 timer. Det tages 2-3 gange i døgnet.
  • Lisdexamfetamin har depotvirkning med 12-14 timers varighed. Dette betyder, at medicinen tages 1-2 gange pr. dag.

  

Atomoxetin har en lidt anden virkningsmekanisme end de andre stimulerende midler, og det virker først efter, at man har taget det dagligt i mindst 3-4 uger. 

 

Guanfacin er ikke et stimulerende middel som methylphenidat og dexamfetamin. Midlet påvirker visse signalstoffer i hjernen, men den nærme virkningsmekanisme ved ADHD er ikke helt klarlagt. 

Forfattere

Niels Bilenberg (Forfatter)