Blodpladehæmmende midler

 

Disse midler hæmmer sammenklumpning af blodplader og forebygger derfor blodpropper. Blodplader, som er små celler i blodet, har betydning for dannelse af blodpropper i pulsårerne, især i hjertets kranspulsårer (blodprop i hjertet) og i hjernens pulsårer ( blodprop i hjernen). 

 

  • Acetylsalicylsyre er et meget anvendt blodpladehæmmende middel. Til forebyggelse af blodpropper kræves langt mindre doser, end når acetylsalicylsyre anvendes som smertestillende medicin. 75 mg dagligt er tilstrækkeligt. Man opnår ikke kraftigere forebyggende virkning ved højere doser, kun større risiko for bivirkninger.
  • Dipyridamol bruges sammen med acetylsalicylsyre til forebyggelse af blodpropper i hjernen. Dipyridamol har desuden en karudvidende virkning, som hos nogle patienter kan medføre hovedpine. Nu om dage bliver dette stof erstattet af clopidogrel.
  • Clopidogrel bruges til at forebygge blodpropper i hjernens pulsårer som alternativ til acetylsalicylsyre og dipyridamol. Clopidogrel bruges også sammen med acetylsalicylsyre hos visse personer med blodprop i hjertet og i tilfælde, hvor der er anvendt en stent under ballonudvidelsen af kranspulsårerne.
  • Abciximab og eptifibatid er såkaldte glykoproteinhæmmere og bruges til at forebygge blodpropdannelse i forbindelse med ballonudvidelse af pulsårer. De anvendes kun på sygehuse.
  • Epoprostenol anvendes udelukkende for at forhindre, at blodet klumper sig sammen i kanyler og slanger i forbindelse med dialyse.
  • Prasugrel bruges sammen med acetylsalicylsyre i op 12 måneder til forebyggelse af nye blodpropper og til at forebygge komplikationer ved akut blodprop i hjertet hos personer, som behandles med ballonudvidelse (PCI, perkutan koronar intervention).
  • Ticagrelor bruges til forebyggelse af nye blodpropper hos patienter, der har en blodprop i hjertet. Behandlingen kan vare op til 36 måneder og gives sammen med acetylsalicylsyre.