Kræft i blærehalskirtlen (Prostatakræft)

Revideret: 29.03.2016

Hvad er Kræft i blærehalskirtlen (Prostatakræft)?

Prostatakræft (cancer prostatae) er en ondartet svulst i blærehalskirtlen (prostata), som ligger rundt om urinrøret, lige under blæren. Læs også artiklen Generelt om kræft

Symptomer

Hvis prostatakræften er begrænset til selve blærehalskirtlen, giver den som regel ingen symptomer. Der kan gå op til 20 år, før den giver symptomer. Sygdommen kan vise sig ved, at du har hyppig vandladning og besvær med at komme af med vandet. Disse gener skyldes dog oftest den godartede forstørrelse af blærehalskirtlen, som de fleste mænd udvikler med tiden. Du kan også have blod i urinen eller sæden. Hvis sygdommen har bredt sig til lymfeknuderne eller knoglerne, giver det som regel smerter, og du føler dig syg med træthed og manglende appetit. Er knoglerne angrebet, kan det betyde, at der lettere opstår knoglebrud. 

Hvordan forløber sygdommen?

Prostatakræft vokser meget langsomt. Sygdommen kan udvikle sig i flere årtier, før der kommer symptomer. Sygdommen forløber meget forskelligt fra person til person og kan derfor i det tidlige sygdomsstadie være helt umuligt at forudsige. Det har vist sig, at flertallet af patienter med ubehandlet prostatakræft ikke bliver syge eller dør heraf. Alligevel er forekomsten af prostatakræft så hyppig, at det er den kræftsygdom, som medfører flest dødsfald blandt danske mænd.  

 

På trods af, at vi gennem flere årtier har øget indsatsen for tidlig opsporing af sygdommen og derfor nu opererer og strålebehandler cirka 2.000 danske mænd årligt, er det ikke lykkedes at nedsætte dødeligheden af sygdommen. Da sygdommen udvikler sig meget langsomt, kræver det lang tids opfølgning at kunne vise, om behandlingen har effekt på overlevelsen. Mens en 50-årig mands risiko for i resten af hans liv at udvikle prostatakræft er 40%, er samme mands risiko for at få symptomer af sygdommen 15%. Hans risiko for at dø af prostatakræft er derimod kun omkring 4 %. 

  

Hvis prostatakræft ikke behandles, kan den brede sig uden for blærehalskirtlen og spredes via lymfen til lymfeknuderne og via blodet til knoglerne eller andre organer, hvor dattersvulster (metastaser) opstår. Metastaser til knoglerne kan udover smerter medføre blodmangel på grund af tab af knoglemarv. Ved dannelse af metastaser kan sygdommen i dag ikke helbredes, men behandling kan forlænge livet betydeligt og forbedre livskvaliteten. 

Hvem får sygdommen?

Det er kun mænd, som kan få prostatakræft, da kvinder ikke har en prostata. Risikoen for at få sygdommen stiger med alderen, og omkring halvdelen af 60-årige og 75% af 75-årige har uden at vide det prostatakræft. Sygdommen ses meget sjældent hos mænd under 50 år. 

  

Med muligheden for at anvende blodprøvetesten prostataspecifik antigen (PSA) har man fundet flere nye kræfttilfælde, og på blot ti år er antallet fordoblet fra ca. 2.000 til 4.000 tilfælde. Prostatakræft er dermed blevet den hyppigste form for kræft hos mænd. 

Hvad er årsagen til kræft i blærehalskirtlen (Prostatakræft)?

Vi kender ikke årsagen til prostatakræft. Hos nogle er sygdommen arvelig. Det mandlige kønshormon, testosteron, er nødvendigt, for at man kan få sygdommen. Eunukker og mænd, der er blevet kastreret i ungdommen, får ikke prostatakræft. Koncentrationen af det mandlige kønshormon er varierende, men er aldrig hos raske mænd vist at hænge sammen med udvikling af prostatakræft.  

 

Antallet af prostatakræfttilfælde svinger meget efter geografisk tilhørssted, hvilket tyder på, at miljøet spiller en stor rolle. Prostatakræft optræder hyppigst i Nordamerika og det nordvestlige Europa og sjældent i Asien. Høj alder og vestlige livsvaner med indtagelse af rødt kød og animalsk fedt, nedsat motion samt lav indtagelse af vitamin D og selen synes at øge hyppigheden, hvorimod høj indtagelse af fisk, soja og plantefibre nedsætter den. Den godartede forstørrelse af prostata med vandladningsproblemer rammer de fleste mænd fra 50-års-alderen, men medfører ikke øget risiko for udvikling af prostatakræft. 

Undersøgelser ved kræft i blærehalskirtlen (Prostatakræft)

Du får undersøgt din prostata, ved at lægen stikker en finger op i din endetarm og mærker på prostatakirtlen indefra. I modsætning til den normale prostata eller ved aldersbetinget godartet forstørrelse af prostata vil en kræftknude kunne føles hård, uregelmæssig med en ujævn overflade. Du kan også få foretaget ultralydsscanning gennem endetarmen. Her vil større svulster kunne adskilles fra det normale væv, mens mindre forandringer kan være vanskelige at se. Har lægen mistanke om kræft, skal du have taget en række vævsprøver (biopsier) af prostata. Prøven er ubehagelig, men ikke specielt smertefuld. 

  

I nogle tilfælde tager lægen en blodprøve, som bliver undersøgt for prostataspecifikt antigen (PSA) - et enzym, som kun bliver dannet i prostata. Prostatakirtlen laver sædvæske, og PSA-enzymet findes i meget høj koncentration heri. PSA har her til opgave at holde sædvæsken flydende. PSA kan undslippe fra prostata i små mængder og derved måles i blodet. Koncentrationen af PSA i blodet kan ses forhøjet ved en række sygdomme i prostata og urinvejene. Det er forhøjet ved fx prostatakræft, men forhøjelsen kan også skyldes helt godartede tilstande, fx betændelse i prostata og urinblæren. PSA kan også være normal ved prostatakræft. Alt i alt er PSA-testen meget usikker til påvisning af prostatakræft og egner sig af samme grund ikke til systematisk undersøgelse (screening) for sygdommen. 

  

Du kan få undersøgt, om sygdommen har bredt sig til knoglerne, ved en knogleskintigrafi, hvor du får indsprøjtet et ufarligt radioaktivt stof (isotop) i blodbanen. Ved hjælp af et gammakamera kan undersøgelsen vise de områder, hvor knoglerne er angrebet. Du kan desuden få undersøgt lymfeknuderne med ultralydsscanning eller med en MR-scanning. 

Behandling af kræft i blærehalskirtlen (Prostatakræft)

Behandlingen afhænger af, hvor udbredt sygdommen er. Din alder og dit velbefindende spiller også ind. Hos nogle ældre mænd følger lægerne blot sygdommens udvikling uden at give behandling, da en del patienter slet ikke får behov for behandling. Hvis der kun er påvist meget lidt og fredeligt udseende kræft, tilbydes en aktiv overvågning med måling af PSA og ny vævsprøve af prostata frem for straks at behandle med risiko for at påføre manden unødige bivirkninger. 

 

Er prostatakræften begrænset til selve kirtlen, består behandlingen i operation eller strålebehandling. Strålingen kan du få enten udefra, eller ved at du får anbragt radioaktive korn i selve prostatakirtlen. Operationen kan udføres som et almindelig åbent indgreb eller som en kikkertoperation ved hjælp af en "robot". Uanset typen af operation fjerner man hele prostatakirtlen og de to små vedhængende sædblærer. Der udføres næsten ligeså mange strålebehandlinger som operationer. Rejsningsbesvær (impotens), utæthed for urin (inkontinens) og endetarmsgener er de hyppigste bivirkninger til behandlingen. 

Man anvender blodprøven PSA til at kontrollere, om behandlingerne har fjernet svulsten. 

 

Medicinsk behandling 

Prostatakræft er i begyndelsen afhængig af mandligt kønshormon testosteron. Derfor er behandling med antihormoner første vælg, hvis medicinsk behandling skal igangsættes. Behandlingen virker enten ved at hæmme produktionen af testosteron eller ved at blokere testosteron-receptorer i kræftcellerne. 

 

Antihormonale lægemidler kan anvendes: 

  • som supplement til strålebehandling
  • til behandling af kræften, der kommer tilbage efter operation eller strålebehandling
  • til behandling af kræften med metastaser.

 

Oftest bruges medicin i form af indsprøjtninger, der fører til kastration (produktion af testosteron ophører). De kan suppleres med behandling i tabletform for at blokere testosteron-receptorer i kræftcellerne. Alternativt kan kirurgisk kastration gennemføres ved at fjerne testiklerne. 

 

Følgende medicin kan bruges til indsprøjtning: goserelin, triptorelin, leuprorelin, degarelix. I tabletform anvendes der enten bicalutamid eller flutamid. 

 

Hvis kræften ikke længere reagerer på ovennævnte antihormonale behandlinger, anses sygdommen for at være resistent over for kastration. I denne situation kan enten tabletbehandling (abirateron eller enzalutamid) eller kemoterapi (docetaxel eller cabazitaxel) anvendes. 

 

Strålebehandling kan bruges mod knoglemetastaser for at lindre smerter. Mod kastrationsresistent prostatakræft med symptomgivende metastaser, men uden metastaser til andre organer, kan radium-223 anvendes. Det er en radioaktiv isotop, der sætter sig i knoglerne, hvor der er metastaser. Den radioaktive isotop producerer stråler, der rammer kræftcellerne. 

 

Metastaser til knoglerne kan også behandles med enten zoledronsyre eller denosumab. Begge typer medicin mindsker risikoen for at få komplikationer til knoglemetastaser, fx knoglebrud. 

 

Du kan få mere information om din sygdom ved Kræftens Bekæmpelse

Lægemidler

Celledræbende midler

 

Kræft er forstyrrelser i cellernes normale regulering af vækst, modning, deling og død, hvilket resulterer i, at kræft vokser uhæmmet. De celledræbende midler skal ophæve disse forstyrrelser - først og fremmest ved at dræbe kræftcellerne. 

 

Der findes mange slags celledræbende midler, der hver på sin måde indvirker på kræftcellernes livscyklus. Stofferne inddeles i en række undergrupper, alt efter hvad de indeholder, og hvordan de virker: 

 

Celledræbende midler (cytostatika): 

  • Alkylerende midler
  • Antimetabolitter
  • Antimitotika
  • Topoisomerasehæmmere
  • Andre cytostatika

Fælles for kemoterapi (behandling med cytostatika) er, at de celledræbende midler i starten af behandlingen virker hæmmende på cellernes evne til at dele sig. På længere sigt virker midlerne celledræbende. 

Normale celler og kræftceller har de samme mekanismer ved celledeling. Derfor rammer kemoterapi også normale cellers delingsproces. 

Ved at give kemoterapi i kure (serier) - normalt med 1-3 ugers mellemrum - opnår man, at kroppens normale celler kan nå at komme sig. Kræftceller har sværere ved at komme sig igen. Resultatet er, at antallet af kræftceller falder efter hver behandlingsserie, mens kroppens normale celler bliver gendannet. 

 

Behandlingerne med celledræbende midler giver bivirkninger. Ud over kræftcellerne påvirker behandlingen specielt kroppens hurtigt delende væv, såsom hår, slimhinder og blodceller. De fleste vil opleve generel utilpashed og kvalme. Når dannelsen af de røde og hvide blodlegemer påvirkes, kan der udvikles blodmangel, der kræver blodtransfusion. Behandlingen giver også øget tendens til blødning samt øget risiko for infektion på grund af nedsat immunforsvar. 

 

Hygiejneregler ved behandlingen 

Kemoterapi bliver primært nedbrudt i leveren eller udskilles med urin og afføring. Størstedelen bliver udskilt i løbet af de første par døgn. Sygehuspersonalet, hjemmeplejen og andre, der tager sig af patienter i kemoterapi, skal beskytte sig ved at bruge kittel og gummihandsker. Det skal sikre, at de ikke løber nogen helbredsmæssig risiko ved at arbejde i mange år med kemoterapi. Der er ingen risiko for pårørende, som kun er i nærheden af disse stoffer i kort tid. Men en god hygiejne er vigtig, både for patienten og for de pårørende. Det gælder både den personlige hygiejne og vask af tøj, linned og toilet. 

 

Andre lægemidler, som anvendes i kræftbehandlingen: 

  • Antistoffer rettet mod kræftceller. Alle celler inkl. kræftceller har en cellemembran, som afgrænser cellen fra omgivelserne. I cellemembranen sidder mange forskellige små molekyler, som er med til at regulere cellens livscyklus. Nogle af disse molekyler er specifikke for det organ, cellerne tilhører, og til nogle kræftformer er der udviklet antistoffer, som virker ved at binde sig til et sådant molekyle. Herved vil antistoffet via forskellige mekanismer få kræftcellerne til at gå til grunde, fx via aktivering af immunforsvaret. Antistofferne gives som infusion gennem en blodåre, eller som en injektion under huden. De gives med forskelligt interval afhængig af antistof og sygdom. Antistofferne kan gives alene eller i kombination med kemoterapi.
    Præparat-eksempler: Avastin® og Herceptin®

 

  • Proteinkinasehæmmere er rettet mod enzymer inde i kræftcellerne. Det er enzymer, som er vigtige for kræftcellernes livscyklus og vækst, og således vil kræftcellerne dø, når disse enzymer hæmmes. Denne medicin gives som tabletter.
    Præparat-eksempler: Tyverb og Tarceva®.

 

  • PI3K- og proteasomhæmmere virker på lignende måde celledræbende, men er rettet mod andre enzymer inde i cellen. PI3K-hæmmere gives som tabletter og proteasomhæmmere som infusion.
    Præparat-eksempel: Zydelig.

 

  • Biologiske cytoregulatorer tilhører en gruppe af stoffer kaldet cytokiner, som produceres af den normale krop under forskellige påvirkninger, fx ved en infektion, med det formål at stimulere immunforsvaret. Ved at give sådanne cytokiner i større doser end kroppen normalt producerer, kan immunforsvaret ved nogle kræftsygdomme stimuleres til at dræbe kræftcellerne.
    Præparat-eksempler: IntronA® og Proleukin®.

 

  • Hormoner og antihormoner til behandling af kræft. Nogle af de molekyler, som sidder i cellemembranen er modtagemolekyler (receptorer) for hormoner, og nogle kræftformers vækst stimuleres af de naturlige hormoner, som produceres af kroppen. I sådanne tilfælde kan kræftsygdommen behandles med andet hormon eller antihormon, der hindrer, at det stimulerende hormon kan virke på kræftcellen.
    Præparat-eksempler: Tamoxifen, Femar® og Zytiga.
Antimitotika mod prostatakræft

Hormoner og antihormoner til behandling af kræft

Hormoner og antihormoner anvendes i kræftbehandlingen især ved Brystkræft, Kræft i livmoderen og Kræft i blærehalskirtlen (Prostatakræft)

Antiandrogener
GnRH-analoger mod prostatakræft

Gonadotropinfrigørende hormoner (GnRH) virker ved at hæmme virkningen af overordnede kønshormoner, som produceres i hypofysen. Derved mindskes hormonproduktionen af henholdsvis østrogen i æggestokken hos kvinder og testosteron hos mænd i testikler. 

Denne effekt anvendes i behandlingen af barnløshed, endometriose, mangelfuld nedsænkning af testiklerne og ved prostatakræft. 

Østrogener
Østrogener og cytostatika i kombination
Virksomme stoffer Præparater

Forfattere