Lussingesyge

Revideret: 30.06.2016

Hvad er Lussingesyge?

Lussingesyge kaldes også "den femte børnesygdom", og den skyldes en infektion med Parvovirus B-19.

Symptomer

Lussingesyge begynder med, at du får lette influenzalignende symptomer. Derefter får du et udslæt, som begynder på kinderne. Det ser ud som om, du har fået et par lussinger - deraf navnet. Udslættet breder sig i løbet af et par dage til armenes strækkesider, balderne og lårene. Især voksne kan få hævede led og ledsmerter.

Hvordan forløber sygdommen?

Lussingesyge varer som regel en uge, og derefter er man helt rask igen. Hvis en gravid bliver smittet tidligt i graviditeten, er der op til 5% risiko for, at hun aborterer. Hvis kvinden gennemfører graviditeten, er der ingen risiko for, at barnet får misdannelser. 

Hvem får sygdommen?

Alle kan få lussingesyge, men den rammer især børn i alderen 5-14 år.

Hvordan smitter lussingesyge?

Lussingesyge smitter via de dråber, den syge nyser og hoster ud i luften. Du bliver syg 1-2 uger efter, at du er blevet smittet. Du kan kun få lussingesyge én gang. 

 

Læs evt. Sundhedsstyrelsens vejledning om smitsomme sygdomme hos børn og unge

Hvad er årsagen til lussingesyge?

Lussingesyge skyldes smitte med Parvovirus B-19.

Undersøgelser ved lussingesyge

Lægen tager en blodprøve og sender den til et laboratorium, som i løbet af et par dage kan give svar på, om du har antistoffer mod Parvo B 19-virus. På den måde kan lægen se, om du har lussingesyge eller har haft det tidligere.

Arbejdstilsynet har besluttet, at en gravid, der ikke tidligere har haft lussingesyge, ikke må gå på arbejde, hvis der er en epidemi af lussingesyge på arbejdspladsen. 

Behandling af lussingesyge

Hvad kan forældrene gøre? 

Hvis dit barn har lussingesyge, bør barnet ikke være sammen med en gravid, der ikke har haft sygdommen. 

 

Medicinsk behandling 

Infektionen kan ikke behandles, men lettere smertestillende midler hjælper på eventuelle ledsmerter. 

Lægemidler

Svage smertestillende midler

Svage smertestillende midler indeholder paracetamol eller acetylsalicylsyre. Desuden findes der en række kombinationspræparater med coffein eller codein. Acetylsalicyre bør kun anvendes til børn efter lægens anvisning på grund af risiko for Reyes Syndrom (alvorlige tilfælde med opkastninger og bevidsthedssløring stigende til bevidstløshed). 

Paracetamol

Paracetamol anvendes ved svage smerter og virker desuden febernedsættende.  

Paracetamol fås som tabletter, depottabletter, smeltetabletter, brusetabletter, mikstursuppositorier (stikpiller) og som infusionsvæske. 

  

Du bør ikke tage paracetamol, hvis din lever fungerer dårligt. Og du må ikke give paracetamol til børn under 2 år uden aftale med lægen. 

Ved selv en beskeden overdosis (10-15 g), hvilket er 20-30 tabletter, kan der optræde livsfarlige forgiftningssymptomer. Disse ses sædvanligvis først 1-3 døgn efter indtagelsen. Hvis du samtidig drikker alkohol eller har en leversygdom, forværres forgiftningssymptomerne.
 

Ved mistanke om overdosering bør man hurtigst muligt søge skadestue, hvor behandling kan sættes i gang.  

Forfattere

Henrik Friis (Forfatter)