Menstruationssmerter

Revideret: 26.06.2018

Hvad er Menstruationssmerter?

De fleste kvinder har regelmæssige menstruationer ca. én gang hver måned fra puberteten til overgangsalderen. Det er normalt, at menstruationen er ledsaget af lette smerter, trykken i underlivet og måske almen utilpashed. Hos de fleste er symptomerne velkendte og uændrede fra gang til gang, men hos andre er smerterne så voldsomme, at det går ud over de arbejdsmæssige eller sociale funktioner. 

Symptomer

Under menstruationen kommer der smerter og krampeagtige sammentrækninger i underlivet, eventuelt med udstråling til lænden. Smerterne kan begynde kort før selve menstruationen og er som regel mest voldsomme de første dage under menstruationen. Herefter aftager de gradvist. Hos nogle kan smerterne være ledsaget af træthed og manglende energi. 

Hvordan forløber sygdommen?

Kvinder begynder normalt at menstruere, når de er 10-14 år, og menstruationerne fortsætter til 45-55-års-alderen, hvorefter kvinden kommer i overgangsalderen. Menstruationssmerter kan være stærke hos unge, men aftager ofte med alderen. 

Hvem får sygdommen?

Menstruationssmerter er ikke nogen sygdom. Alle kvinder kan mærke, når de har menstruation, men hos omkring en fjerdedel er smerterne så stærke, at de har behov for hjælp, herunder smertestillende medicin.

Hvad er årsagen til menstruationssmerter?

I æggestokkene ligger der flere hundrede æg, som venter på at blive udviklet i løbet af kvindens frugtbare år. Der udvikles æg i forbindelse med hver menstruationscyklus. En menstruationscyklus varer ca. 4 uger, men der kan være lidt forskel fra cyklus til cyklus. Cyklus begynder med en påvirkning af et hormon - FSH (follikelstimulerende hormon), der dannes i en hormonproducerende kirtel i hjernen (hypofysen). FSH gør, at nogle æg udvikler sig og modnes. Et par uger inde i cyklus kommer der en påvirkning af et andet hormon - LH (luteiniserende hormon), som gør, at et æg løsnes fra æggestokken. Når ægget er løsnet, opfanges det af æggelederen og vandrer ned i livmoderen. Hvis ægget ikke befrugtes, sker der et fald i hormonpåvirkningen af livmoderslimhinden, slimhinden afstødes, og menstruationen begynder. Menstruationen består således af den afstødte slimhinde fra livmoderen og lidt blod fra det sår, der er tilbage efter, at slimhinden er afstødt.

Menstruationssmerter skyldes nogle stoffer (prostaglandiner), der dannes i forbindelse med afstødning af livmoderslimhinden. Disse stoffer kan udløse smerter. 

Undersøgelser ved menstruationssmerter

Hvis smerterne er stærke, er det vigtigt at finde ud af, om der er andre årsager til smerterne, herunder endometriose. Lægen vil foretage en gynækologisk undersøgelse, og du vil måske blive henvist til gynækolog for at få foretaget yderligere undersøgelser, bl.a. ultralydsscanning af underlivet. 

Behandling af menstruationssmerter

Medicinsk behandling 

Smertestillende medicin kan hjælpe på symptomerne. Som regel kan man klare sig med svage smertestillende midler i håndkøb, fx paracetamol og acetylsalicylsyre. Hvis dette ikke er nok, kan det hjælpe at anvende smertestillende midler af NSAID-typen, fx ibuprofen, som også er i håndkøb. 

Lægemidler

Svage smertestillende midler

Svage smertestillende midler indeholder paracetamol eller acetylsalicylsyre, evt. i kombination med caffein eller codein. 

 

Se 

Forfattere

Lars Bjerrum (Forfatter)