Spiserørskatar

Revideret: 02.07.2018

Hvad er Spiserørskatar?

Spiserørskatar (refluks-øsofagitis) opstår, fordi spiserøret bliver irriteret på grund af mavesyre, som ætser den nederste del af spiserøret. 

Symptomer

Det typiske symptom er halsbrand, en brændende fornemmelse, der breder sig fra brystbenet og opad. Du får især halsbrand efter måltider, og når du indtager stillinger, hvor mavesyren let løber tilbage, fx når du bøjer dig forover eller ligger ned. Andre almindelige symptomer er sure opstød og smerter bag ved brystbenet og opadtil i maven. Du kan få tilbageløb af mad eller mavesyre helt op i munden. Spiserørskatar kan give besvær med at synke. Får du synkebesvær, bør du gå til lægen.

Hvordan forløber sygdommen?

Spiserørskatar er ubehagelig, men ikke farlig. Hvis du har tilbøjelighed til spiserørskatar, er det en livsvarig lidelse, selv om de fleste har perioder uden symptomer.
Mange skal i perioder behandles med medicin for at undgå de generende symptomer. I sjældne tilfælde kan irritationstilstanden blive kompliceret af ar og forsnævringer i spiserøret. En langvarig, ubehandlet spiserørskatar øger risikoen for kræft i spiserøret. 

Hvem får sygdommen?

Alle kan få spiserørskatar.

Hvad er årsagen til spiserørskatar?

Det sure maveindhold kan løbe tilbage i spiserøret, hvis ringmusklen mellem spiserøret og mavesækken er for svag. Det kan også ske, hvis den øverste del af mavesækken er gledet lidt op i brysthulen gennem mellemgulvet (spiserørsbrok).
Sådanne tilbageløb hedder refluks. Hvis det sker hyppigt over lang tid, kan slimhinden i spiserøret blive betændt og irriteret.

Undersøgelser ved spiserørskatar

I mange tilfælde kan lægen stille diagnosen ud fra de typiske symptomer. Lægen kan supplere med en kikkertundersøgelse af maven (gastroskopi). Det er for at udelukke andre sygdomme, fx mavesår, og for, at lægen kan bedømme hvor stærke syreskader, du har. Hvis du har synkebesvær, bør du altid gennemgå en kikkertundersøgelse. 

Specielle forhold hos børn

Spiserørskatar hos børn kræver behandling hos en speciallæge.

Behandling af spiserørskatar

Hvad kan du selv gøre? 

Du kan selv gøre en del for at lindre generne:  

  • tab dig, hvis du er overvægtig
  • undgå store og fedtrige måltider, chokolade, pebermynte og juice
  • undlad at spise lige inden sengetid
  • hæv din sengs hovedgærde ca. 30 cm
  • undgå stramtsiddende tøj omkring maven
  • undgå at bøje dig forover.


Medicinsk behandling 

I mange tilfælde skal du supplere med en medicin, der enten neutraliserer mavesækkens syreindhold, nedsætter mavesækkens syreproduktion eller lægger låg på mavesyren. Denne medicin helbreder ikke sygdommen, men den mindsker eller fjerner midlertidigt den stærke mavesyre, der fremkalder symptomerne. 

 

Det er vigtigt, at du tager medicinen nøjagtigt, som lægen anbefaler, også selv om symptomerne hurtigt forsvinder, når du kommer i behandling. Syreskaderne på spiserøret er som regel længe om at hele, og de fleste medicinkure varer derfor mindst 4 uger.  

Lægemidler

H2-blokkere

I kroppen findes forskellige signalstoffer (fx histamin), der stimulerer bestemte receptorer til at udløse en bestemt virkning. Histaminreceptorer (H-receptorer) findes mange forskellige steder i kroppen og kan opdeles i H1-, H2- og H3-receptorer.

H2-receptorer findes i mavesækkens celler, og når disse receptorer stimuleres af histamin, øges produktionen af mavesyre. H2-blokkere er lægemidler, der blokerer H2-receptorerne, så produktionen af mavesyre bliver væsentligt nedsat, fx ved mavesår eller sure opstød

Virksomme stoffer Præparater

Midler mod sure opstød

Disse midler svulmer op ved kontakt med mavesyre og lægger derved "låg" på maveindholdet. Herved hæmmes tilbageløbet af det sure maveindhold til spiserøret.  

Andre midler mod mavesår og spiserørskatar

Virksomme stoffer Præparater

Forfattere

Jakob W. Hendel (Forfatter)