Celledræbende midler

 

 

Kræft er forstyrrelser i cellernes normale regulering af vækst, modning, deling og død, hvilket resulterer i, at kræft vokser uhæmmet. De celledræbende midler skal ophæve disse forstyrrelser - først og fremmest ved at dræbe kræftcellerne. 

 

Der findes mange slags celledræbende midler, der hver på sin måde indvirker på kræftcellernes livscyklus. Stofferne inddeles i en række undergrupper, alt efter hvad de indeholder, og hvordan de virker: 

 

Celledræbende midler (cytostatika): 

  • Alkylerende midler
  • Antimetabolitter
  • Antimitotika
  • Topoisomerasehæmmere
  • Andre cytostatika

Fælles for kemoterapi (behandling med cytostatika) er, at de celledræbende midler i starten af behandlingen virker hæmmende på cellernes evne til at dele sig. På længere sigt virker midlerne celledræbende. 

Normale celler og kræftceller har de samme mekanismer ved celledeling. Derfor rammer kemoterapi også normale cellers delingsproces. 

Ved at give kemoterapi i kure (serier) - normalt med 1-3 ugers mellemrum - opnår man, at kroppens normale celler kan nå at komme sig. Kræftceller har sværere ved at komme sig igen. Resultatet er, at antallet af kræftceller falder efter hver behandlingsserie, mens kroppens normale celler bliver gendannet. 

 

Behandlingerne med celledræbende midler giver bivirkninger. Ud over kræftcellerne påvirker behandlingen specielt kroppens hurtigt delende væv, såsom hår, slimhinder og blodceller. De fleste vil opleve generel utilpashed og kvalme. Når dannelsen af de røde og hvide blodlegemer påvirkes, kan der udvikles blodmangel, der kræver blodtransfusion. Behandlingen giver også øget tendens til blødning samt øget risiko for infektion på grund af nedsat immunforsvar. 

 

Hygiejneregler ved behandlingen 

Kemoterapi bliver primært nedbrudt i leveren eller udskilles med urin og afføring. Størstedelen bliver udskilt i løbet af de første par døgn. Sygehuspersonalet, hjemmeplejen og andre, der tager sig af patienter i kemoterapi, skal beskytte sig ved at bruge kittel og gummihandsker. Det skal sikre, at de ikke løber nogen helbredsmæssig risiko ved at arbejde i mange år med kemoterapi. Der er ingen risiko for pårørende, som kun er i nærheden af disse stoffer i kort tid. Men en god hygiejne er vigtig, både for patienten og for de pårørende. Det gælder både den personlige hygiejne og vask af tøj, linned og toilet. 

 

Andre lægemidler, som anvendes i kræftbehandlingen: 

  • Antistoffer rettet mod kræftceller. Alle celler inkl. kræftceller har en cellemembran, som afgrænser cellen fra omgivelserne. I cellemembranen sidder mange forskellige små molekyler, som er med til at regulere cellens livscyklus. Nogle af disse molekyler er specifikke for det organ, cellerne tilhører, og til nogle kræftformer er der udviklet antistoffer, som virker ved at binde sig til et sådant molekyle. Herved vil antistoffet via forskellige mekanismer få kræftcellerne til at gå til grunde, fx via aktivering af immunforsvaret. Antistofferne gives som infusion gennem en blodåre, eller som en injektion under huden. De gives med forskelligt interval afhængig af antistof og sygdom. Antistofferne kan gives alene eller i kombination med kemoterapi.
    Præparat-eksempler: Avastin® og Herceptin®

 

  • Proteinkinasehæmmere er rettet mod enzymer inde i kræftcellerne. Det er enzymer, som er vigtige for kræftcellernes livscyklus og vækst, og således vil kræftcellerne dø, når disse enzymer hæmmes. Denne medicin gives som tabletter.
    Præparat-eksempler: Tyverb og Tarceva®.

 

  • PI3K- og proteasomhæmmere virker på lignende måde celledræbende, men er rettet mod andre enzymer inde i cellen. PI3K-hæmmere gives som tabletter og proteasomhæmmere som infusion.
    Præparat-eksempel: Zydelig.

 

  • Biologiske cytoregulatorer tilhører en gruppe af stoffer kaldet cytokiner, som produceres af den normale krop under forskellige påvirkninger, fx ved en infektion, med det formål at stimulere immunforsvaret. Ved at give sådanne cytokiner i større doser end kroppen normalt producerer, kan immunforsvaret ved nogle kræftsygdomme stimuleres til at dræbe kræftcellerne.
    Præparat-eksempler: IntronA® og Proleukin®.

 

  • Hormoner og antihormoner til behandling af kræft. Nogle af de molekyler, som sidder i cellemembranen er modtagemolekyler (receptorer) for hormoner, og nogle kræftformers vækst stimuleres af de naturlige hormoner, som produceres af kroppen. I sådanne tilfælde kan kræftsygdommen behandles med andet hormon eller antihormon, der hindrer, at det stimulerende hormon kan virke på kræftcellen.
    Præparat-eksempler: Tamoxifen, Femar® og Zytiga.

Præparater

Virksomme stoffer Navn
Mitomycin Mitomycin "Medac", medac