HIV/AIDS

Hvad er HIV/AIDS?

HIV er en forkortelse for "human immundefekt-virus", som er det virus, der giver sygdommen AIDS.
AIDS er en forkortelse af det engelske "Acquired Immuno Deficiency Syndrome" - på dansk: "erhvervet immundefektsyndrom".
Man taler om AIDS, når en HIV-smittet persons immunforsvar er blevet så svækket, at der kommer en alvorlig følgesygdom til HIV-infektionen. 

Symptomer

Omkring halvdelen af dem, der bliver smittet med HIV, får 1-4 uger efter smitten symptomer, som ligner influenza eller kyssesyge. Der kan fx være hævede kirtler (lymfeknuder), feber, ondt i halsen og hos nogle et rødt udslæt spredt over hele kroppen. 

Symptomerne, der er kroppens første reaktion mod HIV, varer en uges tid og forsvinder af sig selv uden behandling. 

HIV medfører, at nogle celler i immunforsvaret, T-hjælpe-celler eller CD4-celler, bliver ødelagt. 

Man kan måle, hvor mange CD4-celler der er i blodet. Antallet af CD4-celler er det bedste mål for, hvor fremskreden HIV-infektionen er.

I årene efter smitten vil antallet af CD4-celler i blodet langsomt falde. Når det kommer til en kritisk grænse, kan kroppens normale forsvar mod infektioner ikke længere fungere.

Du kan få symptomer fra alle organer, men de mest almindelige tidlige sygdomstegn er feber, træthed, vægttab og svamp i munden ("trøske") samt helvedesild. Senere kan du få mere alvorlige og ofte livstruende infektioner i lunger, tarm og hjerne, og den smittede har da AIDS.
Den mest almindelige alvorlige infektion er en sjælden form for lungebetændelse, der skyldes svampen Pneumocystis jiroveci. Andre sygdomme er langvarige forkølelsessår, haresyge og tuberkulose. Specielle former for kræft kan også dukke op, fx hudkræften Kaposis Sarkom, lymfeknudekræft, endetarmskræft (overvejende hos mænd) og underlivskræft ( cervixcancer) hos kvinder. De to sidstnævnte kræftformer har det til fælles, at de skyldes Humant papilloma-virus, HPV, som kroppens immunforsvar ikke kan holde i skak på grund af HIV. 

Hvordan forløber sygdommen?

Du kan være smittet med HIV (være "HIV-positiv") i mange år uden at få AIDS. Uden medicinsk behandling går der i gennemsnit 8 år fra smitten til udvikling af de alvorlige følgesygdomme. Gennemsnittet dækker over store forskelle, idet nogle smittede udvikler AIDS allerede 2-3 år efter smitten, mens nogle få personer er uden symptomer, selvom der er gået 15 år siden smitten. 

Når en HIV-smittet person får behandling mod HIV, kan sygdommen i de fleste tilfælde holdes i ro, så der ikke udvikles AIDS. 

Hvem får sygdommen?

Alle kan få HIV, hvis de udsættes for smitte ved for eksempel at have usikker sex (dvs. sex uden kondom) med en person, som er HIV-smittet. 

I Danmark er der i dag omtrent lige mange mænd, som har sex med mænd, og heteroseksuelle, der får påvist ny HIV-infektion. I 2020 blev påvist 164 nye tilfælde af HIV-smitte i Danmark. 

En del af de heteroseksuelt smittede har fået smitten i udlandet eller er indvandrere fra lande, hvor HIV er langt hyppigere end i Danmark, det er fx den del af Afrika, der ligger syd for Sahara. 

I de lande, som er hårdest ramt af HIV, kan der nogle steder være 1 ud af 10 voksne smittet med HIV. Til sammenligning regner man med, at 1 ud af 1.000 danskere er smittet. 

Hvordan smitter HIV/AIDS?

Man kan blive smittet med HIV ved at have ubeskyttet sex med en HIV-smittet person, der ikke er i en velfungerende medicinsk behandling. 

Risikoen for at blive smittet eller at smitte andre er størst ved ubeskyttet analsex, lidt mindre ved almindeligt samleje og lille ved oralsex. Hvis man har sår på kønsdelene på grund af andre sygdomme (fx herpessår eller andre kønssygdomme) øges risikoen for smitte. 

Stofmisbrugere kan blive smittet ved at dele nål eller sprøjte med en HIV-smittet. I Danmark er forekomsten af HIV blandt stofmisbrugere lav (få procent). 

Hvis du er smittet eller lever på en måde, så du er i særlig høj risiko for at blive smittet, må du ikke være bloddonor, sæddonor, organdonor eller levere ammemælk. 

HIV smitter ikke ved almindelig social kontakt eller via genstande som knive, gafler og glas. HIV smitter heller ikke ved insektstik eller via madvarer eller vand. Afføring og urin fra en person med HIV er ikke smitsomt. 

Hvad er årsagen til HIV/AIDS?

HIV (human immundefekt-virus). 

Undersøgelser ved HIV/AIDS

HIV-infektion kan vises i en blodprøve 1-4 uger efter smitten. Denne blodprøve tester både for virus og antistoffer mod virus, og et negativt svar anses for sikkert efter 4 uger. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du får en test, hvis du har været i en situation, hvor du kan være blevet smittet med HIV, og at du gentager testen efter nogle uger. 

Nogle steder, både på hospital og uden for hospital, er der tilbud om en hurtigtest ("Quick-test"), hvor man kan få svaret inden for minutter. Det er en god test, men da den kun måler antistof, er et negativt svar først sikkert 8 uger efter en risikosituation. Der er også lidt flere "falsk positive" resultater, hvorfor alle positive Quick tests skal følges af en blodprøve, der undersøges i laboratoriet. 

Laboratoriet kan måle antallet af immunceller i blodet og derved afgøre, om immunforsvaret er svækket, og at der er behov for behandling. Laboratoriet kan også måle mængden af virus i blodet (HIV-RNA). Dette bruges til at holde øje med om behandlingen virker, som den skal. 

Specielle forhold hos børn

Nyfødte kan være smittet, hvis moderen er HIV-smittet. Barnet kan blive smittet i graviditeten, under fødslen eller gennem ammemælken. Risikoen er størst under fødslen og i en eventuel ammeperiode. 

Hvis en ubehandlet HIV-smittet kvinde bliver gravid og forbliver ubehandlet under hele graviditeten, er risikoen for at barnet bliver smittet ca. 25 %, dvs. ved hver 4. kvinde vil barnet blive smittet med HIV. 

Hvis kvinden behandles med medicin mod HIV og undlader at amme, kan denne risiko i praksis reduceres til nær nul. 

Behandling af HIV/AIDS

De fleste lægemidler mod HIV virker ved at hæmme enzymer (reverse transcriptase, protease eller integrase), der er nødvendige for, at HIV kan formere sig eller trænge ind i cellen.
Ved at give flere lægemidler samtidig opnår man en kraftigere virkning og kan derved undgå, at virus bliver modstandsdygtig (resistent) mod behandlingen. 

Alle HIV-smittede tilrådes behandling. Det er vist, at behandlingen er gavnlig, uanset hvordan immunforsvaret er på det tidspunkt, hvor der startes behandling. Behandlingen holder HIV i ro, men kan ikke fjerne alt HIV fra kroppen. Mængden af virus i blod, sæd og sekret fra skeden bliver så lavt, at det ikke kan måles med de sædvanlige laboratorieprøver. Hvis man stopper behandlingen, så bliver virusmængden målelig igen efter nogle få dage eller uger. Behandlingen betyder også, at immunforsvaret bliver bedre (CD4-celletallet stiger). 

HIV-kombinationsbehandling har været anvendt siden 1996. Hos personer der tager medicinen som angivet af lægen ved vi, at virkningen holder sig, og der er ikke noget, der tyder på, at behandlingen efter en lang årrække pludselig skulle holde op med at virke. Behandlingen er dog ikke helbredende, og selvom der er beskrevet enkeltstående tilfælde af helbredelse efter genterapi, så må personer med HIV i dag se frem til livslang medicinsk behandling. Langt de fleste personer med HIV-smitte vil nå en høj alder.  

En fordel ved behandlingen er, at risikoen for at smitte andre reduceres til næsten ingenting. En person, hvor man ikke kan måle virus i blodet (HIV-RNA umålelig lav), anses i dag for ikke at kunne overføre smitten ved sex. Det betyder ikke, at man som velbehandlet HIV-smittet skal undlade at dyrke sikker sex, som vil beskytte mod andre seksuelt overførte sygdomme som fx syfilis. 

Medicinsk forebyggelse (PrEP) 

Der findes ingen vaccine, der beskytter mod HIV. Derimod kan HIV-smitte forebygges, hvis man inden udsættelse for virus indtager HIV-medicin (en kombination af emtricitabin og tenofovir). Det er vist, at fordelen ved behandling opvejer de mulige ulemper og bivirkninger hos nogle grupper af personer, der dyrker ubeskyttet analsex, og som derfor har særlig høj risiko for at pådrage sig HIV-infektion.  

Danske regioner har udarbejdet retningslinjer for hvordan medicinsk forebyggelse (også kaldet PrEP = preexposure prophylaxis) kan anvendes i Danmark. 

Forfattere