Epilepsi

Hvad er Epilepsi?

Epilepsi er fællesnavnet på en gruppe sygdomme, hvor man har tendens til gentagne uprovokerede epileptiske anfald. Anfaldene kan vise sig på mange måder. De mest almindelige er kortvarige anfald, der kommer pludseligt og holder op igen. Bedst kendt er kramper (rykvise bevægelser i hele eller dele af kroppen) eller tilfælde med fjernhed (absencer), men der findes også andre former for epileptiske anfald. Lægen regner det først for epilepsi, når du har haft mindst 2 uprovokerede epileptiske anfald med mindst 24 timers mellemrum, eller hvis der foruden et epileptisk anfald også er særlige forandringer på dit EEG (elektro-encefalografi). Alle de epileptiske anfald skyldes en ubalance i hjernens elektriske kredsløb (hjernens netværk). 

Symptomer

Fokale anfald 

Fokale epileptiske anfald, dvs. udgående fra et mindre område i hjernen, udløses i den ene eller anden hjernehalvdel. De fokale anfald kan være med eller uden påvirkning af bevidstheden. Anfaldene kan være motoriske med kramper, fx rykninger i en arm. Anfaldene kan være med sensoriske fornemmelser - fx kulde eller varmefølelse, og de kan have psykiske symptomer som for eksempel hallucinationer.  

De fokale anfald kan udvikle sig fra kun at involvere et mindre område i hjernen til at involvere begge sider af hjernen med anfald med bevidstløshed, symmetriske rykninger i begge arme og ben og påvirket vejrtrækning. Disse anfald varer oftest 1½-2 minutter og kan følges af blå farve i ansigtet på grund af vejrtrækningsproblemer og evt. af ufrivillig afgang af urin og afføring. 

Afhængig af hvor fra i hjernen din epilepsi stammer, kan der ses forskellige symptomer. For eksempel kan anfald, der opstår i hjernens tindingelap begynde med fjernhed, fulgt af uhensigtsmæssig adfærd (automathandlinger), fx at knappe skjorten eller bukserne op eller vandre formålsløst rundt.

Generaliserede anfald 

Generaliserede epileptiske anfald involverer lynhurtigt begge hjernehalvdele. Det typiske generaliserede anfald medfører bevidsthedstab og ryk i arme og ben. Ved andre generaliserede anfald mister man ikke bevidstheden fuldstændigt og kan have rykvise, ultrakorte symmetriske trækninger i begge arme, "så kaffekoppen om morgenen bliver kastet ud til siden". 

Hvordan forløber sygdommen?

De forskellige former for epilepsi forløber på hver sin måde. Det er vigtigt, at en neurolog eller en børnelæge finder ud af, hvilken slags anfald du har, og hvilken form for epilepsi du har. De forskellige former for anfald og epilepsi skal nemlig behandles forskelligt. Det er vigtigt, at du med jævne mellemrum får vurderet, om den behandling, du får for din epilepsi, er god nok, ellers bør det vurderes, om andre former for behandling vil være bedre. 

Hvem får sygdommen?

Alle kan få epilepsi. De forskellige epilepsisygdomme har forskellige kendetegn, som for eksempel i hvilken alder epilepsien begynder, hvilke anfaldstyper de indeholder, og hvornår de holder op - eller om de holder op igen. Epilepsi forekommer i alle aldersklasser og kan begynde både hos børn og voksne - afhængigt af typen af epilepsi. I Danmark har lidt under 1 % epilepsi. I flere tilfælde har epilepsien en arvelig komponent og vil kunne optræde hos flere familiemedlemmer i samme familie. 

En fjerdedel af patienterne har første anfald, inden de fylder 15 år, og en fjerdedel af patienterne får det første anfald efter, de er fyldt 65 år. 

Hvordan smitter epilepsi?

Epilepsi smitter ikke. 

Hvad er årsagen til epilepsi?

Det er ikke altid muligt at påvise årsagen til, at en person udvikler epilepsi. Årsagerne er ofte relateret til den alder, hvor anfaldene begynder. 

For de yngste børns vedkommende er de hyppigste årsager medfødte misdannelser i hjernen, hjerneblødninger i relation til fødslen, genetiske forandringer eller stofskiftesygdomme. Hos de lidt ældre børn, unge og voksne er de hyppigste årsager genetiske forandringer, infektioner i centralnervesystemet, tumorer i hjernen eller skader. Blandt ældre mennesker er årsagen hyppigst karforandringer i hjernen eller sygdomme, hvor hjernevævet nedbrydes. 

Undersøgelser ved epilepsi

En epilepsidiagnose er en såkaldt klinisk diagnose - den stilles på baggrund af, hvad du og evt. dine pårørende kan fortælle om dine anfald. Hvis der er mistanke om epilepsi, foretages en EEG-undersøgelse (elektro-encefalografi), der registrerer hjernens elektriske bølger. De forskellige typer af anfald giver forskellige, unormale EEG-mønstre.

Andre undersøgelser, fx MR-scanning af hjernen, kan påvise eventuelle medfødte skader eller udviklingsmæssige defekter i hjernen, svulster, følger af blødninger eller blodpropper. 

Specielle forhold hos børn

25 % af epilepsisygdomme opstår, inden barnet fylder 15 år. Nogle børne-epilepsier har kun få anfald, er lette at behandle og går over i løbet af få år. Alligevel kan denne type epilepsi godt have negativ påvirkning af for eksempel opmærksomhed og indlæring. Andre børne-epilepsier er meget svære at behandle og vil medføre en negativ påvirkning af barnets udvikling. 

Behandling af epilepsi

Medicinsk behandling

De epileptiske anfald bliver først og fremmest behandlet med forskellige typer medicin, der alle påvirker hjernens elektriske kredsløb. Formålet er at nedsætte antallet af anfald med så få bivirkninger, som muligt. Behandlingen skal tilpasses den enkelte patient, og man tilstræber at behandle med kun et enkelt epilepsimiddel. Det er ikke altid, at det først valgte præparat er godt nok, og man kan derfor være nødt til at afprøve et andet præparat. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt med en kombination af flere præparater samtidig. 

Ikke-medicinsk behandling

Hvis behandling med et eller to præparater ikke hjælper, bør der skal tages stilling til evt. ikke-medicinsk behandling. Det kan dreje sig om kirurgisk behandling (operation) - enten i form af fjernelse af det område i hjernen, der udløser anfaldene, eller i form af en vagus nerve stimulator, hvor der hele tiden sendes små elektriske signaler til hjernen. Det kan i visse tilfælde også være diætbehandling med særligt sammensatte diæter. 

Forfattere