Hjertesvigt

Vanddrivende midler (diuretika) virker ved at drive salt og væske ud af kroppen og ved at udvide de små blodkar. Begge virkninger medfører, at blodtrykket falder.

Der findes tre forskellige typer af vanddrivende midler: 

• Thiazider (kaliumtabende)
• Slyngediuretika (kaliumtabende)
• Kaliumbesparende diuretika.

 

Ved væskeansamling i maven (ascites) foretrækkes kaliumbesparende diuretika evt. suppleret med slyngediuretika. 

Ved kronisk nyresvigt og hjertesvigt foretrækkes slyngediuretika. Er virkningen ikke tilstrækkelig, kan man supplere med kaliumbesparende diuretika. 

Ved akut hjertesvigt med vand i lungerne anvendes slyngediuretika. 

Ved forhøjet blodtryk foretrækkes ofte thiazider.  

 

Thiazider og slyngediuretika kan medføre, at indholdet af kalium i blodet falder. Derfor er disse midler tilsat kalium eller anvendes sammen med kaliumtilskud eller kaliumbesparende diuretika. 

 

Risiko ved hydrochlorthiazid 

Der er en lille forøget risiko for at udvikle de to typer hudkræft, basalcellekræft og pladecellekræft, hvis man bruger det vanddrivende middel hydrochlorthiazid gennem længere tid. Det viser en gennemgang af nye studier. 

 

Hydrochlorthiazid, som typisk anvendes mod forhøjet blodtryk, har som bivirkning øget lysfølsomhed, og det kan være årsagen til den let øgede risiko for at udvikle disse typer af hudkræft. Der er ikke fundet forøget risiko for den mere ondartede modermærkekræft. 

 

Indlægssedler for præparater, som indeholder hydrochlorthiazid anbefaler: 

• At man skal tjekke sin hud regelmæssigt og gå til lægen, hvis man opdager mistænkelige hudforandringer eller sår på huden

• At man skal begrænse eksponering for sollys og UV-stråler og bruge passende beskyttelse, når man opholder sig i solen

• At det for patienter, som før har haft basalcellekræft og pladecellekræft, kan være relevant at overveje at skifte til en anden type medicin.

 

Se endvidere link fra Sundhedsstyrelsen.  

Se listen af præparater med hydrochlorthiazid. 

ACE-hæmmere hæmmer enzymet 'Angiotensin Converting Enzyme' (ACE), som er ansvarlig for omdannelsen af angiotensin I til angiotensin II. Angiotensin II virker meget kraftigt sammentrækkende på de små modstandskar (arterioler) og har tillige en sammentrækkende effekt på venesystemet, der fører blod tilbage til hjertet. Når der dannes mindre mængde af angiotensin II, udvider modstandskarrene sig, og blodtrykket falder. Samtidig aflastes hjertet, fordi der bliver ført mindre blod tilbage til hjertet via venesystemet.

Angiotensin II-blokkere hæmmer virkningen af angiotensin II, der er et stof, der dannes i kroppen. Angiotensin II virker meget kraftigt sammentrækkende på de små modstandskar (arterioler) og har tillige en sammentrækkende effekt på venesystemet, der fører blod tilbage til hjertet. Angiotensin II-blokerende lægemidler sætter sig på angiotensin II-receptorerne og forhindrer herved angiotensin II i at virke. Resultatet heraf er, at modstandskarrene udvider sig, og blodtrykket falder. Samtidig aflastes hjertet, fordi der bliver ført mindre blod tilbage til hjertet via venesystemet.

Beta-blokkere er forskellige stoffer, som har det til fælles, at de kan blokere beta-receptorerne. 

Beta-blokkere opdeles i to grupper: 

• Selektive beta-blokkere blokerer kun beta₁-receptorerne og virker først og fremmest på hjerte og kredsløb.
• Ikke-selektive beta-blokkere blokerer både beta₁- og beta₂-receptorerne og udløser derfor en virkning flere forskellige steder i kroppen.

 

Beta-blokkere anvendes først og fremmest i behandlingen af fx 

• Forhøjet blodtryk
• Hjertesvigt,
• Hjerterytmeforstyrrelser
• og forebyggende mod Hjertekrampe og Migræne.

 

Den ikke-selektive beta-blokker propranolol kan desuden benyttes til:  

• forebyggelse af blødning fra Åreknuder i spiserøret,
• behandling ved For højt stofskifte
• behandling ved Skrumpelever
• behandling af hæmangiom (jordbærmærke).

 

En anden type beta-blokker, carvedilol, kan anvendes til forebyggelse af åreknuder samt ved kronisk hjertesvigt. 

 

Nogle beta-blokkere findes tillige som øjendråber og anvendes i behandlingen af forhøjet tryk i øjet (Grøn stær).

Selektive og ikke-selektive beta-blokkere er lige effektive, men hvis man samtidig har problemer med vejrtrækningen, bør de selektive beta-blokkere anvendes, fordi de ikke-selektive beta-blokkere kan forværre vejrtrækningsproblemerne ved fx Astma eller KOL. 

Kombinationspræparater foretrækkes i behandlingen af Forhøjet blodtryk og Hjertesvigt i de tilfælde, hvor der er behov for flere slags hjertemedicin samtidig. Når man bruger kombinationspræparater, kan man nøjes med at tage et færre antal tabletter dagligt, og det bliver nemmere at bevare overblikket over behandlingen, så medicinen indtages på de korrekte tidspunkter hver dag. 

Blodfortyndende midler (antikoagulantia) hæmmer størkningsfaktorerne i blodet og nedsætter dermed blodets evne til at størkne (koagulere). 

 

Blodfortyndende midler bruges både til at forebygge blodpropsygdomme og til behandling af allerede udviklede blodpropsygdomme, som fx blodprop i de dybe vener eller i lungerne. 

 

Ved hjerterytmeforstyrrelse, især atrieflimren og atrieflagren, øges risikoen for, at blodpropper opstår, og at allerede dannede blodpropper vokser yderligere eller river sig løs og sætter sig fast et andet sted i kredsløbet, fx i hjernens pulsårer eller i andre af kroppens pulsårer. 

 

Blodfortyndende midler kan fx være  

• Hepariner og fondaparinux
• K-vitamin-antagonister
• Direkte orale antikoagulantia (DOAK).

K-vitamin-antagonister virker først efter nogle dages behandling. Virkningen kontrolleres ved undersøgelse af en blodprøve (INR), hvor man måler fortyndingsgraden af blodets størkningsfaktorer. 

 

Blodprøver tages med få dages interval i starten af behandlingen. Den dosis, der skal til for at få INR i passende niveau, kan variere meget fra person til person (fra under 1 til 8 tabletter daglig). En høj dosis er ikke ensbetydende med svær sygdom, men alene et udtryk for, at medicinen omsættes hurtigt i kroppen. 

 

Medicinens virkning ophæves af store mængder K-vitamin. Det er derfor vigtigt, at du under behandling med K-vitamin-antagonister kun spiser begrænsede eller ensartede mængder af fødevarer med højt indhold af K-vitamin. Det er især grønne grøntsager som grønkål og spinat, der har højt indhold af K-vitamin. Hvis du spiser store mængder K-vitamin, falder INR, og blodfortyndingen svækkes. 

 

En række andre forhold kan påvirke INR. INR stiger ved feber, længerevarende diarré og større alkoholindtagelse, ved indtagelse af visse typer af anden medicin og i disse tilfælde bør INR kontrolleres med kortere interval. Det samme gælder, hvis du bemærker unormal blødningstendens.