Solkeratoser

Revideret: 21.11.2022

Hvad er Solkeratoser?

Solkeratoser eller aktiniske keratoser er områder af huden, hvor der på grund af langvarig udsættelse for sollys eller solariebrug opstår små skællende pletter. Der er tale om små celleforandringer i huden.

Symptomer

Solkeratoser viser sig ved små skællende pletter i huden, som du kan mærke som en lille hudfarvet eller let rød forhorning i huden. Der kan godt kun være en enkelt solkeratose, men oftere er der mange solkeratoser.

Solkeratoser ses hyppigst i ansigtet, på ører og i hårbunden hos mænd, som tidligt har tabt håret på grund af almindelig mandligt hårtab. Håndrygge, underarme og skinneben er andre områder, hvor der hyppigt opstår solkeratoser. 

Hvordan forløber sygdommen?

Der er tale om kroniske forandringer, som dog kan forsvinde af sig selv, hvis du undgår at udsætte huden for meget sollys. Du kan fx tildække området med en hat eller anden beklædning. Læs artiklen om solcremer og følg Kræftens Bekæmpelses gode råd ved ophold i solen.

Der er en lille risiko for, at solkeratoser i løbet af nogle år udvikler sig til hudkræft, og derfor anbefales det sædvanligvis, at man behandler solkeratoserne. 

Hvem får sygdommen?

Sygdommen optræder specielt hos ældre mennesker, som har haft udendørsarbejde, og derfor har været meget ude i solen i sommerhalvåret. Har du været ivrig soldyrker og ligget meget i solen eller taget meget solarielys, har du en øget risiko for at udvikle solkeratoser.

Er du blevet nyretransplanteret og får medicinbehandling for at forhindre afstødning, har du også en øget risiko for at få solkeratoser. 

Hvad er årsagen til solkeratoser?

Langvarig udsættelse for sollys.

Undersøgelser ved solkeratoser

Lægen kan ofte stille diagnosen bare ved at se på pletterne. Er der usikkerhed, kan man tage en hudprøve (biopsi), som sendes til nærmere undersøgelse. 

Behandling af solkeratoser

Hvad kan du selv gøre? 

Ved lette forandringer kan det være nok at tildække området med solkeratoser, når du er i solen. Følg Kræftens Bekæmpelses gode råd ved ophold i solen

 

Medicinsk behandling 

Hvis behandling er nødvendig, kan man anvende lokalbehandling med midler som indeholder diclofenac, imiquimod, fluoruracil eller tirbanibulin. Disse midler skal anvendes over en længere periode (uger til måneder). 


Lysbehandling 

Hudlægen kan vælge at behandle med såkaldt fotodynamisk terapi. Her smøres området med et hudmiddel, som indeholder enten methylaminolevulinat eller aminolevulinsyre. Efter 3 timer belyses området med rødt lys. Et alternativ er at udsætte sig for almindeligt dagslys efter påsmøringen. Derved dannes der en kemisk reaktion i huden, som medfører, at solkeratosen bliver mindre. 

Lægemidler

Behandling af basalcellekræft

Forfattere

Carsten Sand (Forfatter)